Lægeudvalg kiggede i den forkerte sædbank

Man kunne have fundet en arveligt belastet sæddonors børn ved at tilbyde screening. Men et lægeudvalg fastslog i 1997, at man ikke ville skabe uro i de cirka 500 familier, der var i risikogruppen. Nu indkredser Berlingske søgningen efter børnene.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tidligt om morgenen trådte unge mænd ind på det såkaldte spermalaboratorium på Hvidovre Hospital, som lå i forlængelse af gynækologisk afdeling. Her mødte de typisk laboratoriets leder, Adel Michael, der var biokemiker fra Cairo. Men hverken ham eller afdelingens andre ansatte kendte de unge sæddonorer fra København ved deres borgerlige navne. Kun en donorkode – bestående af et bogstav og et tal – brugte sæddonorerne til at identificere sig med. Henrik Koch var en af de unge mænd.

I går beskrev Berlingske, hvordan han via læger forgæves havde forsøgt at sende en advarsel ud til et ukendt antal donorbørn om risikoen for, at de måske har arvet hans kræftsygdom. En sygdom som halvdelen af hans børn statistisk set vil få. Men også en sygdom hvor overlevelseschancerne er gode, hvis den behandles i tide. I lægeudvalgets gennemgang af sagen fra 1997 lyder det, at Henrik Kochs sæd var spredt ud blandt 500 familier, da 22 gynækologiske afdelinger i Danmark, foruden afdelinger på Færøerne, Island og i Norge kunne have modtaget Henriks sæd. Den vurdering bygger på en antagelse om, at Henrik Koch både var sæddonor på Fertilitetsklinikken på Hvidovre Hospital og i Central Sædbank, der dengang var Danmarks største, fremgår det af akter i sagen.

Som Berlingske beskrev i går var netop antallet af familier, der skulle gøres urolige, et tungtvejende argument for, at man droppede eftersøgningen af donorbørnene, selv om det var teknisk muligt at teste børnene. I dag kan Berlingske fortælle, at Henrik Koch som ung studerende på Københavns Universitet kun donerede sæd på Hvidovre Hospital, selv om han godt vidste, at man også kunne være sæddonor i Central Sædbank.

Henrik husker, at det var professor Georg Stakemann, der som ledende overlæge på gynækologisk afdeling på Hvidovre Hospital i god tro godkendte Henrik som donor. I 1979 var der intet, der tydede på, at Henrik var arveligt belastet. Georg Stakemann døde i 2009, og derfor er Berlingskes oplysninger om sæddonorerne opnået via lægekolleger, sekretærer og andet sundhedspersonale, der har arbejdet sammen med professoren. Den egyptiske biokemiker i spermalaboratoriet er også død. Men Henrik husker ham tydeligt, da han var nogenlunde jævnaldrende med de unge donorer.

Georg Stakemann nedlagde sit donorkorps omkring 1985, da AIDS blev en trussel herhjemme, og fertilitetslæger besluttede, at man fremadrettet kun måtte behandle med frossent sæd, så man kunne være sikker på, at sæden ikke var inficeret med den frygtede sygdom. I 1990 blev Georg Stakemann pensioneret, og Niels Chr. Nielsen, der også var lægelig konsulent for Central Sædbank, blev ansat som ny administrerende overlæge.

En misforståelse

Som Berlingske beskrev i går kontaktede Niels Chr. Nielsen stadslæge Claus Lundstedt i 1997, da Niels Chr. Nielsen modtog en skrivelse fra Rigshospitalets klinisk-biokemiske afdeling, hvor man netop havde testet Henrik Koch positiv for at være genbærer af familiens arvelige kræftsygdom. Herefter nedsatte man det lægeudvalg, der undersøgte, om Henriks donorbørn skulle opspores.

Ud over N.C. Nielsen og Claus Lundstedt blev også Anders Nyboe Andersen, leder af Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet, og overlæge Finn Cilius Nielsen, der var ansvarlig for de genetiske undersøgelser på Rigshospitalet, som havde afsløret sygdomsgenet hos Henrik, bedt om at kigge på sagen. Drøftelserne om sagen ligger næsten 16 år tilbage i tiden, hvilket naturligvis har indflydelse på lægernes evne til at huske detaljerne. Men ét står dog klart, når man spørger til donorsagen. De fire mænd mindes kun, at donoren skulle være knyttet til Central Sædbank. Og i gennemgangen til Sundhedsstyrelsen følger man ikke sporet ud til Hvidovre, men koncentrerer sig om udbredelsen af Henriks sæd via Central Sædbank.

Formelt er det også Central Sædbanks nu afdøde advokat, Steen Ole Larsen fra advokatfirmaet O. Bondo Svane, der ender med at orientere Sundhedsstyrelsen om lægernes behandling af sagen.

»Vi gled af på sagen ret hurtigt, fordi vi mente, at det var evident, at man ikke kunne spore donoren. Jeg må sige, at det undrer mig overmåde meget, at manden kun skulle være donor på Hvidovre. Jeg husker det i bund og grund som en Central Sædbank-sag,« siger Anders Nyboe Andersen i dag.

Stakemanns donorkorps

Da Stakemann i 1977 kom til Hvidovre Hospital, havde han allerede et veletableret donorkorps af unge, fertile mænd med sig fra sin tid som overlæge på Øresundshospitalets gynækologiske afdeling. De otte-ti unge mænd, som donorkorpset bestod af, fik hospitalet typisk kontakt til, når afdelingens læger eller Georg Stakemann selv underviste på medicinstudiet på Panum. De unge medicinstuderende blev foretrukket, da man mente, at de havde etikken på plads, var begavede og velfungerende. De besad med andre ord et potentiale, som man kunne være bekendt at videreføre.

Når barnløse par i og omkring Hvidovre ikke kunne blive gravide hjemme på lagnerne, henviste kvindens praktiserende læge parret til behandling på hospitalet. Og når barnløsheden skyldtes mandens svigtende sædkvalitet, brugte man enten frossen sæd fra Central Sædbank eller frisk sæd fra hospitalets eget donorkorps til insemination. Georg Stakemann foretrak at behandle med frisk sæd, da fryseteknikkerne på det tidspunkt var hård ved sædcellerne, og antallet af levende sædceller derfor var reduceret i den frosne vare. Det fortæller hans kolleger. Frisk donorsæd, der får lov til at stå uberørt ved stuetemperatur, kan leve i et eller to døgn, før antallet af levende sædceller er så tyndt, at der i lægejargon er tale om »mosevand«.

På grund af sædcellernes skrøbelige natur afleverede Stakemanns donorer derfor sædprøver i et varmeskab på laboratoriet. Ved sædprøven lagde de unge mænd en lille fortrykt seddel med deres donorkode, og det var Stakemanns sekretær, der udskrev checks på først 150 kroner og siden 200 kroner som belønning for kønscellerne. Donationen blev efterfølgende skrevet ind i en mappe, som lå i en aflåst skuffe. I mappen var hver donor opført med en lille planche med deres donorkode, og den mappe ajourførte Stakemann løbende med sit eget private register, på den Apple-computer han, som en af de første læger på Hvidovre, havde anskaffet sig. Hans medarbejdere fortæller samstemmende, at han og ingen anden førte statistik over donorerne.

Skulle ringe afbud

Henrik husker, at aftalerne om donationerne ude på Hvidovre Hospital var forpligtende i en sådan grad, at han skulle ringe afbud ind på ambulatoriet, hvis han var forhindret. Han havde derfor fornemmelsen af, at de barnløse par var på vej ind på afdelingen, når han stillede sin sædprøve i varmeskabet. Når en donor afleverede en sædprøve, blev sæden tjekket i et mikroskop og oprenset, så kun de mest levedygtige og bevægelige sædceller blev brugt til befrugtningen.

På Hvidovre Hospital blev en portion frisk sæd kun brugt til én kvinde ad gangen. Selv om Hvidovre Hospital også behandlede med frossent sæd fra Central Sædbank, gik der ikke donationer fra Hvidovre Hospital ind til Central Sædbank, lyder det fra Stakemanns kolleger. Dermed tyder intet på, at Henriks sæd er blevet frosset ned og havnet uden for Danmarks grænser.

Det er efter alt at dømme kun kvinder bosat i Københavns Kommune i perioden 1979-1983, der blev insemineret på Hvidovre Hospital, som kan være i risikogruppen for at have modtaget Henrik sæd. Henrik afgav cirka 100 portioner sæd. Hvor mange børn, han er ophav til, vides ikke, men i rapporten »Fremskidtets Pris« fra 1984, der gennemgår udviklingen i fertilitetsbehandlingen, fremgår det, at en donor som tommelfingerregel måtte være ophav til cirka 20 børn.

På Hvidovre Hospital har man på Berlingskes anmodning forsøgt at finde Georg Stakemanns arkiv. Det er ikke lykkedes, ligesom det ikke er lykkedes at lokalisere de kvinder, der kan have modtaget Henriks sæd via kvindernes journaler.

»Vi har undersøgt sagen og kan desværre på dette tidspunkt ikke bidrage med yderligere journalmateriale eller registeroplysninger,« skriver chef for direktionssekretariatet, Lisette Lundstrøm Olrik og henviser til, at det ønskede materiale er baseret på anonymitet, hvilket gør sagen vanskelig.

Hos Sundhedsstyrelsen ser man ikke grund til at genåbne sagen og undersøge, om det rent faktisk er muligt at finde de pågældende kvinder. Heller ikke via kvindernes journaler.

»Det fremgår klart af sagsbehandlingen at donors sæd også er distribueret gennem Central Sædbank. Det er derfor et hypotetisk spørgsmål,« siger Anne-Marie Vangsted og fortsætter:

»Men hvis han kun havde doneret sæd til Hvidovres fertilitetsklinik, kunne der dengang have været grund til at kigge på sagen igen.«