Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hver dag indlægges syv personer på et dansk hospital som følge af forgiftning eller selvmordsforsøg med acetylsalicylsyre eller paracetamol, der er det virksomme stof i smertemedicin. Mere end hver fjerde er en pige mellem 12 og 20 år, skriver Ugeskrift for Læger.
Danmark er ifølge ugeskriftet stort set det eneste land i Europa, der tillader store pakninger med 100 og 300 styk i håndkøb. I alle andre lande er de på recept. Kommer man ind fra gaden på et apotek i Tyskland eller Sverige, kan man maksimalt købe 20 styk.
Den form for pakningsbegrænsning ønsker flere læger, Ugeskriftet har talt med.
- Det er meget underligt, at vi som det eneste land i Europa vælger at sælge svage smertestillende lægemidler i de helt store pakninger, siger professor, overlæge og psykiater Merete Nordentoft til Ugeskrift for Læger.
Hun peger på, at Storbritannien, der indførte pakningsbegrænsning i 1998, har påvist et fald i selvmordsforekomsten, både med de smertestillende midler og andre stoffer.
- Begrænsningen i de store pakninger førte ikke til, at folk skiftede »metode«, om jeg så må sige. Så jeg forstår simpelthen ikke, hvor de danske myndigheder har hentet deres evidens henne, siger Merete Nordentoft.
Overlæge Kim Dalhoff, Klinisk Farmakologisk Afdeling og Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, finder ligeledes tiden moden til pakningsbegrænsning.
- Jeg er fortaler for, at vi forsøger os med begrænsninger i de store pakninger. De bør være receptpligtige, men fortsat tilgængelige, da mange patienter har behov. Men i håndkøb vil en begrænsning være udmærket, siger han.
Det gør indtryk på Sundhedsstyrelsen, når eksperter på forgiftning og selvmord påpeger, at receptpligt på svage smertestillende lægemidler vil kunne reducere antallet af forgiftninger og selvmordsforsøg primært blandt de unge piger.
- Det er noget, der bestemt godt kan diskuteres. Men vores bekymring har til dels været tilgængeligheden af medicinen for dem, der har et reelt behov, dels økonomi. Hvis man som almindelig dansker ønsker en 100 styk pakning stående i årevis til hovedpine og forstuvede ankler, så ville man skulle til lægen efter en recept. Det koster både et gebyr hos lægen og på apotek, som det offentlige skal betale, siger overlæge Steffen Thirstrup, kontorchef i Sundhedsstyrelsens kontor for Lægemiddeludvikling og Lægemiddelevaluering til Ugeskrift for Læger.