Læger til fornyet kamp mod fedme

Færre europæiske børn og unge bliver overvægtige og fede. Det viser en international undersøgelse. Forskere er enige: Forebyggelse virker.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi skal fortsætte kampen. Sådan lyder det fra flere forskere, som glæder sig over faldet i antallet af fede og overvægtige børn i alderen fem til otte år. De er enige om, at det er forebyggelsen, som har gjort en forskel.

»Selv om vi ikke kan påvise en direkte sammenhæng mellem forebyggelse og den nye positive udvikling, tror jeg, at årsagerne kan være den øgede fokus på fedme og indsatsen på overvægtsområdet - både fra fagpersoner, medier og politikere, som alle er blevet mere opmærksomme på problemet.«

Det siger en af forskerne bag undersøgelsen, børnelæge Seija Pearson fra kommunallægeordningen i Københavns Kommune.

Hun bakkes op af professor Kim Fleischer Michaelsen ved Institut for Human Ernæring ved Københavns Universitet, som mener, at man skal gøre en mere aktiv indsats i forbyggelsen:

»Man bør have mere fokus på skolemaden. Der burde være et obligatorisk tilbud om god, sund og spændende mad for alle danske skolebørn. Men det skal gennemføres på en ordentlig måde. Madordningen i daginstitutionerne blev indført for hurtigt, hvilket har skabt skepsis over for ordningen fra både institutioner og forældre. Det er vigtigt, at kvaliteten følger med,« siger professoren.

Fødevarestyrelsen har længe stillet skarpt på kosten i kampen mod fedme og overvægt.

»Vi har længe arbejdet på, at der kommer mere fokus på sund kost, for unge skal have mindre slik og sodavand. Det er vigtigt, at børnehaver og skoler udvikler en kostpolitik. Vi har et rejsehold, som hjælper kommunerne og rådgiver om sund kost,« siger cand.scient. i humanernaæring Karen Eriksen fra Fødevarestyrelsen, som understreger, at det er kommunernes ansvar indføre en kostpolitik.

Også i Københavns Kommune er der glæde over udviklingen, så den vil fortsat gøre en indsats for at komme fedme til livs.

»Vi har siden 2005 haft et særligt fokus på overvægt blandt børn i skoler og børnehaver, så det er dejligt, at indsatsen ser ud til at bære frugt. Vi vil fortsat sætte ind, hvor problemet er størst. Blandt andet har vi udvidet vores nuværende BørneVægtsCenter til Valby, hvor problemet med overvægtige børn er stort,« siger Københavns Børne- og Ungdomsborgmester, Anne Vang (S).

International tendens

Det er ikke kun i Danmark, at den forebyggende indsats synes at have gjort en forskel. En ny international undersøgelse viser, at antallet af overvægtige og fede børn er holdt op med at stige i det meste af Europa.

»Der er forskel fra land til land, men overordnet viser vores undersøgelse en stagnering i antallet af fede og overvægtige børn,« forklarer en af forskerne bag undersøgelsen, Benjamin Rokholm fra Københavns Universitet. Han tør dog ikke spå om årsagen

»Der findes intet endeligt svar på, hvorfor kurven ser ud til at være vendt over det meste af Europa, men mange tror, at det skyldes det internationale forbyggende samarbejde.«

Undersøgelsen, som snart bliver publiceret i tidsskriftet Obesity Reviews, er en såkaldt litteraturgennemgang af nationale undersøgelser fra en række lande, herunder Danmark.