Læger i hårdt angreb: »Det minder om planøkonomisk tænkning i den gamle østblok«

Regionerne fastfryser antallet af speciallæger på fire store universitetshospitaler for at få lægerne til at tage job på trængte provinssygehuse i stedet.

Et forsøg på at presse lægespecialister til at tage job på mindre sygehuse i provinsen skaber nu alvorlige kontroverser mellem regionerne og lægernes organisationer Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et forsøg på at presse lægespecialister til at tage job på mindre sygehuse i provinsen skaber nu alvorlige kontroverser mellem regionerne og lægernes organisationer, der har valgt at afbryde samarbejdet med regionerne forud for de kommende overenskomstforhandlinger.

Konflikten er opstået, efter at Danske Regioners bestyrelse har besluttet at indføre et ansættelsesstop for speciallæger på de fire største universitetshospitaler, Rigshospitalet/Glostrup, Herlev/Gentofte Hospital samt Aarhus og Odense Universitetshospitaler i de næste to år. Det vil sige, at antallet af speciallæger på de pågældende hospitaler fastfryses, så det er det samme den 1. januar 2019, som det er ved det kommende årsskifte.

Formålet er at gøre det attraktivt for ledige speciallæger at søge til andre hospitaler uden for de store byer, som i årevis har har haft svært ved at tiltrække de eftertragtede specialister.

I nogle tilfælde har det ligefrem været nødvendigt at lukke afdelinger på grund af mangel på læger, hvilket har været tilfældet på sygehuse i både Thisted og Nykøbing-Falster.

I regionerns udspil lægges der også op til, at det skal være sværere at blive overlæge med de helt store lønninger, og at speciallæger nu som hovedregel skal have fem års anciennitet, før de ansættes som overlæger.

Beslutningen mødes med voldsom kritik i lægernes organisationer.

»Regionernes udspil minder om planøkonomisk tænkning, som vi kendte det fra den gamle østblok, og principperne afspejler en dyb mistillid og tilsidesættelse af regionernes egne sygehusledelser, som mister muligheden for at føre en fornuftig personalepolitik,« siger Overlægeforenings formand Anja Mitchell.

Også i Yngre Læger er der voldsom utilfredshed med regionernes udspil, og de to organisationer vælger nu at sætte en møderække med regionerne forud for de kommende overenskomstforhandlinger på »stand-by«.

Lægernes organisationer og Danske Regioner har i over et år været i dialog om et fælles såkaldt periodeprojekt om en ny stillingsstruktur for speciallæger, men lægerne mener nu, at der er behov for en »time-out«, efter at Danske Regioner med sin beslutning har »lagt gift ud« for projektet.

Det forværrede klima i drøftelserne illustreres også af, at der ikke er blevet aftalt et nyt møde mellem parterne.

Lægerne mener, at det er en naiv fejlslutning, at et ansættelsesstop ét sted fører til, at der ansættes flere speciallææger på andre hospitaler. I stedet burde regionerne undersøge, hvad der i øvrigt kan gøres for, at en ansættelse kan blive attraktiv.

»I stedet tager man en ny form for tvang i brug, når regionerne vil forhindre læger i at blive ansat på de store universitetshospitaler. Men regionerne burde vide, at tvang ikke virker,« er meldingen fra Anja Mitchell og Yngre Lægers formand Camilla Rathcke.

Det er første gang, at regionerne skrider til en fastfrysning af antallet af speciallæger på de største sygehuse i et forsøg på at få dækket behovet for læger i hele landet. Med formanden for Danske Regioner Bent Hansens (S) ord har man i den danske sygehus-verden hidtil levet efter »Matthæus-princippet om, at den, der har meget, skal mere gives«.

»Men det ændrer vi nu,« siger han.

Fastfrysningen er ifølge regionerne tænkt som et midlertidigt forsøg på at løse udfodringen med at skaffe læger til hospitalerne uden for de store byer, og den to-årige periode skal bruges til at »tænke nye tanker«.

»Vi er ansvarlige for et samlet sundhedsvæsen i hele landet, og derfor skal der findes mere permanente løsninger på problematikken. Det er godt, at vi nu har en deadline for at få skabt en varig løsning på problemet,« siger Bent Hansen.

Han håber, at beslutningen hurtigt vil have effekt på de hospitaler, der i dag efterspørger speciallæger til ledige stillinger.

»Jeg er med på, at der bliver tale om en vanskelig ledelsesopgave på de berørte hospitaler, der i en periode skal tænke sig ekstra godt om, når de rekrutterer. Til gengæld er det mit håb, at landets øvrige hospitaler hurtigt vil kunne mærke en effekt i form af flere ansøgere til de stillinger, der måtte være,« siger Bent Hansen.