Det er en for snæver tankegang, når formanden for Dansk Selskab Anæstesiologi og Intensiv Medicin, Joachim Hoffmann-Petersen, til TV 2 foreslår at foretage en »fuldstændig nedlukning« af hovedstadsområdet.
Det mener Simon Aggesen (K), der er borgmester i Frederiksberg Kommune, som vil være omfattet af forslaget, hvis det bliver en realitet.
»Det er både en nem og bekvem holdning at have, når man som Joachim Hoffmann-Petersen befinder sig på Fyn. Men vi står i hovedstaden med akkurat den samme problemstilling med en blødende detailhandel og med akkurat den samme træthed som i resten af landet,« siger han.
Heller ikke Ishøj Kommunes borgmester, Ole Bjørstorp (S), støtter op om forslaget.
Væk fra »one size fits all«
Inspirationen bag forslaget fra Joachim Hoffmann-Petersen kommer fra Finland, hvor myndighederne lukkede regionen rundt om hovedstaden Helsinki ned i foråret for at kontrollere smittetrykket.
Det uddyber han over for Berlingske.
»Det er ærgerligt, at man ikke har en genåbningsplan fra regeringens side. Og der er mit forslag en appel til, at man kan blive inspireret af Finland, som trak grænsen ved regionen – der kan de danske myndigheder vælge at trække den andre steder. Men uanset kunne det hjælpe på smittetrykket, for det seneste års indsats på Vestegnen har i hvert fald ikke haft tilstrækkelig effekt.«
Forslaget kommer også på baggrund af de mange erhvervsdrivende og skolebørn, der lider under restriktionerne, mens han også frygter, at den folkelige opbakning inden længe vil slippe op.
Selvom den københavnske vestegn ganske vist har høje incidenstal, er tallene også høje i blandt andet Nyborg og Kolding.
Derfor mener Simon Aggesen også, at man bør sætte ind med lokale, direkte indsatser de steder, hvor der er høje smittetal.
»Vi skal væk fra den udfordrende tanke om, at one size fits all. Man kan ikke allokere de høje smittetal til hovedstaden alene, og derfor bør man sammen med lokale tiltag begynde at kigge på, hvordan vi på en klog og balanceret måde kan åbne, så vi ikke står med for store udfordringer på den lange bane, der er svære at få rettet op på,« siger han.
Også Ole Bjørstorp (S), der er borgmester i Ishøj Kommune, er skeptisk over for forslaget.
»Jeg synes hellere, at man bør komme med positive tiltag i stedet for at begrænse. Det vil ramme transport- og logistikvirksomheder i Ishøj Kommune, som jo kører hele landet rundt.«
Han tilføjer, at der for nylig er blevet indført yderligere tiltag i Ishøj Kommune, hvor blandt andet en taskforce sammen med smitteopsporing fra dør til dør skal hjælpe med at nedbringe smitten.
Joachim Hoffmann-Petersen forstår godt, at forslaget ikke bliver modtaget med åbne arme. Dog mener han stadig, at alternativet ved ikke at lukke ned i hovedstadsområdet blot vil være, at flere steder med lavt smittetryk må være lukket ned i længere tid.
Kan man ikke i stedet appellere til genåbning af regioner med lavt smittetryk i stedet for at lukke en hel region ned?
»Forslaget vil jo altid skulle vedtages af myndighederne. Men jo – hvis man i stedet åbner Fyn og Jylland, så vil det være lidt den samme løsning, jeg har foreslået. Grænsen vil blot være rykket til Storebælt, og der var min idé, at man ikke behøvede at begrænse andre sjællandske byer, fordi der er højt smittetryk på Vestegnen,« siger han og appellerer til, at regeringen lukker så meget op, man kan, fordi især de store børn trænger til at komme i skole. Men dermed må man også acceptere, at man må lukke mere ned andre steder, tilføjer han.
Pointen om at genåbne forsigtigt flere steder er Simon Aggesen (K) og Ole Bjørstorp (S) enige i.
»Vi opfordrer til, at regeringen gør sig umage med at tale med eksempelvis Dansk Industri eller Dansk Erhverv og så på en fornuftig måde så småt genåbner med en fornuftig tilgang til restriktioner, der er til at implementere og overholde,« siger Simon Aggesen (K) og understreger, at han ikke har de sundhedsfaglige kompetencer til at pege på, hvordan og hvor der præcist skal genåbnes.
Ole Bjørstorp (S) stemmer i. Med en forsigtig og kontrolleret genåbning undgår man nemlig butiksdød.
»Med den langvarige nedlukning, der kan fortsætte endnu længere tid, risikerer man, at butikkerne dør og aldrig kan vende tilbage igen,« siger han.




