Lægeforeningen kritiserer regeringens behandlingsgaranti

Pengene vil blive brugt forkert, når alle får ret til at blive behandlet på privathospital efter 30 dages ventetid, mener Lægeforeningen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringens planer om at genindføre en behandlingsgaranti på en måned i stedet for den nuværende på to måneder er et tilbageskridt, der vil ramme patienterne, lyder kritikken fra Lægeforeningen ifølge Jyllands-Posten.

Venstre har i sit regeringsgrundlag slået fast, at man vil tilbagerulle behandlingsgarantien, så alle patienter fremover atter skal have ret til at vælge behandling på privathospitaler og klinikker, når ventetiden på de offentlige sygehuse overstiger 30 dage.

Det svarer til en halvering af den fleksible behandlingsgaranti på 60 dage for visse patientgrupper, som den tidligere regering indførte.

Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing vurderer, at en 30 dages behandlingsgaranti til alle patienterne vil betyde, at lægerne mister muligheden for at prioritere at behandle de patienter først, som har allerstørst behov.

»En frist på en måned kan lyde som et fremskridt, men er reelt det modsatte. Den giver ikke faglig mening modsat to-måneders-fristen, som er fleksibel og sikrer, at de mest alvorlige lidelser skal behandles før andre, og dermed frigiver den ressourcer til patienter med sygdomme, som privathospitalerne ikke har tilbud til,« siger Andres Rudkjøbing, der mener, at det vil skævvride sundhedssystemet, når alle patienter skal igennem behandlingssystemet lige hurtigt.

Danske Patienters formand Lars Engberg er dog godt tilfreds med den nye behandlingsgaranti. Han understreger dog vigtigheden af, at der følger penge med, da man ellers risikerer, at man tager penge fra den patientgruppe, der brokker sig mindst - eksempelvis de ældre medicinske patienter, skriver Jyllands-Posten.