Læge: Drop de falske sexologer

Selvbestaltede sexologer uden sundhedsfaglig uddannelse overser ofte samlivs-problemer, der kunne klares med medicinsk behandling. Et grelt eksempel er årelang samtalehjælp mod forhudsforsnævring, siger overlæge på sexologisk klinik.

Foto: Søren Bidstrup

Lad være med at gå til en sexolog, hvis du har alvorlige problemer med dit sexliv. Tal først med din læge.

Sådan lyder den kontante melding fra Astrid Højgaard, der er ledende overlæge på Jysk Sexologisk Klinik i Randers, som sammen med Rigshospitalet er de eneste steder i Danmark, hvor man kan få sexologisk behandling i det offentlige sundhedssystem.

»Jeg ser alt for mange par, som har fået deres sexliv fuldstændig ødelagt i flere år, fordi sexologerne fejldiagnosticerer og blandt andet behandler med samtale i situationer, hvor der er brug for medicinsk behandling,« siger Astrid Højgaard. Som eksempel nævner hun en mand, hun har haft i behandling.

Han havde været i samtalebehandling i et par år, fordi han ikke kunne have sex. Konen fik at vide, at hun ikke gjorde det godt nok.

»Det har naturligvis tæret voldsomt på deres forhold. Og da han så endelig kom i behandling, fandt han ud af, at problemet var en forhudsforsnævring, som bare skulle opereres,« siger Astrid Højgaard:

»Det er jo en fuldstændig urimelig situation at være i i flere år. Drop de falske sexologer.«

Hos Sex & Samfund mener lederen af den nationale afdeling, Marianne Lomholt, at det er godt, at flere mennesker opsøger hjælp for at få løst deres problemer i sengen.

»Men det kan være et problem, hvis man havner i de forkerte hænder. Sexolog er jo desværre ikke en beskyttet titel,« siger hun.

»Ikke vores ansvar«
I Dansk Sexologforening kan formand Karen Sveistrup ikke genkende kritikken.

»Der vil altid være et svageste led, men jeg kan altså ikke nikke genkendende til kritikken,« siger hun.

»Vi har ikke en sundhedsfaglig uddannelse bag os, som de kliniske psykologer har. Men vores opgave er heller ikke at stille en diagnose. Vi skal vurdere, om patienten har så tunge problemer, at vedkommende skal sendes videre i systemet,« siger Karen Sveistrup, som selv er uddannet coach og sexolog, samt uddannet parterapeut ved Joan Ørting.

»De fleste af os i foreningen har livets skole som uddannelse. Vi har måske selv prøvet at miste lysten eller miste et barn. Det er en meget bredspektret uddannelse,« siger Karen Sveistrup.

I forhold til eksemplet med manden med forhudsforsnævringen mener Karen Sveistrup ikke, at sexologen kan klandres for dårlig behandling.

»Sexologen kan jo ikke vide, om manden har en forhudsforsnævring. Det må stå for hans egen regning.«