»Labyrinter styrker bevidstheden«

Labyrinten har sin egen internationale dag. Det er i dag. Men kan en labyrint virkelig spare os besøget hos psykologen? For nogle er labyrinten en gående meditation, der viser vejen til løsningen.

»Der er i disse år så mange nye strømninger og glemte fænomener, som vi tager op igen,« mener pastor Axel Bargheer fra Reformert Kirke i København, der her prøver at finde vejen gennem labyrinten i kirkens have. Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

På græsset foran den tysk reformerte kirke på Gothersgade i København kan man i dag og i morgen, eller indtil præsten ikke vil have den længere, opleve en labyrint af hvidt tovværk. Det ligner et kunstprojekt fra en efterskole, eller noget børn kan hinke i.

Da Berlingske kommer forbi, står døren til kirken åben. Ud træder pastor Axel Bargheer. Han fortæller, at labyrinten er lavet af kirke- og kulturmedarbejder Lars Neve, og at der skam er mening med galskaben. Bortset fra den de fleste kender: At en labyrint gennem årtusinder har været et yndet symbol og motiv i kunst, musik, religion, arkitektur, psykologi, filosofi. Alle steder, hvor en vej til bevidstgørelse, et billede på forvirring eller centraladministrationens kafkaske mareridt skal illustreres, er labyrinten som metafor let at forstå.

I dag er det World Labyrinth Day, og i morgen, søndag, slutter den tværkirkelige festival Himmelske Dage. Præsten ser ingen hindring i, at det gamle labyrintsymbol – af mange brugt i nyreligiøse og spirituelle sammenhænge – ligger på hans græsplæne.

»Der er så mange nye strømninger og glemte fænomener i disse år, som vi tager op igen,« siger han.

Lars Neves labyrint er en såkaldt Chartres-labyrint opkaldt efter labyrinten i kirkegulvet i katedralen i den franske by Chartres. Lars Neve er kirke- og kulturmedarbejder hos Studenterpræster i Aarhus, og det var et tilfælde, at hans labyrint faldt sammen med verdens labyrintdag, der hvert år fejres den første lørdag i maj, fortæller han.

Gå ind i labyrinten i dag klokken 13

Amerikanske The Labyrint Society, som har proselytter i mange lande, står bag markeringen af den aparte mærkedag. Fra Tappernøje til Timbuktu opfordres alle på kloden til at gå rundt i labyrinter præcis klokken 13 for, som det hedder på organisationens hjemmeside, »at bringe folk fra hele kloden sammen i fejringen af labyrinten som et symbol, et værktøj, en passion eller en praksis.« For at »skabe en bølge af fredelig energi, der vil skylle på tværs af tidszoner.«

Lars Neve mener, en labyrint kan være med til at bevidstgøre den, der træder ind i den og finder ud igen.

»En labyrint er et åndeligt og et spirituelt redskab som afspejler vejen fra uafklarethed og distraktion til fokusering. Den er en projektion af hjernens flugt fra sandheden. Vi har en indre chat, der ikke vil se sandheden i øjnene. Det er det, vi bruger masser af penge til at finde ud af hos en psykolog. Og når labyrinten ligger i naturen, så bliver man ofte vågen for den symbolske og metaforiske del af tilværelsen.«

Tættere på jorden befinder Ole Jensen sig. Han er selvudråbt labyrintolog og efter eget udsagn den ene af kun to af slagsen i kongeriget.

Hans korte forklaring på labyrinters fascinationskraft er enkel:

»En labyrint fascinerer os, fordi vi i den er på vej et sted hen og oplever, vi når i mål.«

Ole Jensen er med til at drive labyrint-temaparken Labyrinthia ved Silkeborg med otte af slagsen samt en til hunde. Klokken 13 søndag til den internationale labyrintdag vil også Labyrinthia give deres bidrag til verdensfred og harmoni, når der inviteres inden for i labyrinterne med tilhørende folkemusik.

Mange blander religion med labyrinter. Det synes Ole Jensen ikke om, for den type labyrint, vi kender fra Norden, Trojaborg-labyrinten opstået i bronzealderen, er et gammelt hedensk symbol, som blandt andet kan ses på Gotland.

Himmel og jord hænger sammen

I labyrintmiljøet opererer man med flere typer labyrinter. Énvejslabyrinter og flervejslabyrinter. De første er lagt af forskellige materialer på jorden eller tegnet. Både de gamle nordiske Trojaborg-labyrinter fra bronzealderen og Chartres-labyrinter er af den type. Flervejslabyrinter eller hække-labyrinter er dem, man kan fare vild i. Blandt dem hører labyrinten på Egeskov Slot og den legendariske Longleat-labyrint i England.

60-årige Helle Ilberg Fruelund er en af dem, der bruger labyrinter, særligt Trojaborg-labyrinter, til at komme i kontakt med »den åndelige side« af tilværelsen. Hun refererer til historier om labyrinter, der har afvænnet narkomaner og forhindret bandekrige, og hun har selv brugt en labyrint til at hjælpe udfordrede unge.

»For mig er labyrinten en måde at få himmel og jord til at hænge sammen. En slags gående meditation, hvor man formulerer sit problem, tømmer hovedet, og når det er tomt, så kommer løsningen.«

Verdens største permanente labyrint findes på Samsø – seks hektar med 5,4 kilometer stier i en plantage af nåletræer – men vi er sprogligt handicappede. Det danske sprog har kun ét ord for labyrint, uanset hvordan den er konstrueret. På tysk og engelsk har man to ord alt efter, om man taler om en labyrint, man kan fare vild i, eller om det er en labyrint lagt på jorden.