LA mister popularitet: Samuelsen er den mindst troværdige partileder

Anders Samuelsen er den mindst populære partileder i Folketinget, viser ny meningsmåling.

Anders Samuelsen er den mindst populære partileder, viser ny måling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard

December har været en hård måned for Liberal Alliance. Først måtte partiet opgive truslen om ikke at stemme for egen finanslov, og så viste en meningsmåling, at de står til at blive Folketingets mindste parti.

Nu peger kun syv pct. af danskerne på Anders Samuelsen som en af de tre mest troværdige partiledere, viser en ny meningsmåling foretaget af Megafon for TV2 og Politiken. Til sammenligning pegede 21 pct. på partilederen ved en lignende måling i juni 2016.

Målingen er foretaget i perioden fra den 20. til den 21. december, kort tid efter, at Liberal Alliance droppede truslerne om ikke at stemme for sin egen finanslov, medmindre en aftale om skattelettelser kom på plads inden jul.

Partiet mister popularitet, fordi de ikke har kunne levere det, de har bundet sig op på, siger Rune Stubager, professor og valgforsker på Aalborg Universitet, til Politiken.

»De har bundet sig op på skattelettelser, og det har de endnu ikke indfriet. De har opgivet topskattelettelserne, som de ellers havde lovet, og nu begynder det at være tvivlsomt, om skattelettelserne bliver i den historisk store ende, hvis de kommer på et tidspunkt«, siger han.

Uffe Elbæk er den næstmindst populære

Respondenterne i meningsmålingen er blevet bedt om at nævne de tre partiformænd i prioriteret rækkefølge, som de oplever som de mest troværdige.

Mette Frederiksen (S) blev nævnt i 45 pct. af tilfældene, og er dermed den formand, der topper listen. Dernæst blev Pernille Skipper (Ø) nævnt i 30 pct. af tilfældene, mens Lars Løkke (V) blev nævnt i 29 pct. af tilfældene.

Uffe Elbæk (Å) er sammen med Anders Samuelsen målingens tabere. Han blev nævnt i 11 pct. af tilfældene. Sidste år lå tallet på 23 pct.

Alternativet har i løbet af efteråret været indblandet i flere uheldige sager. Det drejer sig blandt andet om donationer fra skattely, interne krænkelser og en opfordring til medarbejderne om at sende billeder af »pik i slap tilstand«.