Kystdirektorat vil tvinge sommerhusejere til at fjerne beton

Sommerhusejere ved Lønstrup Klint får påbud af Kystdirektoratet om at fjerne beton i naturområde.

Sommerhusejere ved Lønstrup Klint får påbud af Kystdirektoratet om at fjerne beton i naturområde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tao Lytzen

Kystdirektoratet varsler et påbud til sommerhusejere, der bor tættest på Lønstrup Klint, om at de skal fjerne beton, som blev hældt på stranden i dagene op til jul.

Det skriver Jyllands-Posten.

»Påbuddet sendes til dem, da vi kan konstatere, at der er arbejdet med at lave kystsikringen fra disse sommerhuses grunde. De får en frist til at få det bragt i orden, og hvis det ikke sker, vil vi sende en ny anmeldelse til politiet.«

»Hvis grundejeren svarer, at de ikke har noget at gøre med den ulovlige kystsikring, så har vi en ny situation,« siger Hans Erik Cutoi-Toft, områdechef i Kystdirektoratet, til Jyllands-Posten.

I dagene op mod jul blev et område på størrelse med en fodboldbane udjævnet i et sommerhusområde syd for Lønstrup.

Efterfølgende er sand og buske skubbet i havet, hvorefter der er hældt beton på. Sagen er meldt til politiet af Kystdirektoratet.

Formand for teknik- og miljøudvalget Ole Ørnbøl (S) har tidligere vurderet over for Ritzau, at indgrebet kan være bestilt af sommerhusejere, der har ønsket at beskytte deres ejendomme fra havet, der æder sig ind i klitterne.

Der er ikke givet tilladelse til kystsikring i området.

Desuden strider indgrebet mod kommunens lokalplan for området, der forbyder regulering af terrænet.

Området er en del af det 292 hektar store naturbeskyttelsesområde Rubjerg Knude og Lønstrup Klint.

/ritzau/