Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Ligestilling er afgørende for det danske samfund, og derfor skal vi værne om, at børn på tværs af køn kan svømme sammen. Sådan lyder meldingen fra direktør i Kvinfo, Nina Groes.
»Vi må som samfund aldrig gå ind og blåstemple social kontrol, for det er den helt forkerte vej at gå. Ligestilling er en stærk og bærende værdi i vores samfund, og jeg synes, at det er et stort tilbageskridt, hvis drenge og piger ikke længere kan svømme sammen,« siger hun.
Onsdag skriver Berlingske, at Hovedstadens Svømmeklub har stor succes med at få nydanske piger til at gå til svømning, efter at træningen er blevet kønsopdelt og vinduespartiet afskærmet.
Nina Groes forstår, hvad det er, Hovedstadens Svømmeklub forsøger at opnå med sit projekt, men mener, at det er grebet forkert an.
»For mig er det klart, at intentionerne bag initiativet har været gode, for vi ved fra international forskning, at sport kan være en rigtig stærk vej til integration, der kan åbne døre til uddannelse og arbejdsmarked. Men metoden er helt forkert,« siger hun.
Hvorfor? Man har jo fået pigerne ud af hjemmet og af sted til en idrætsgren?
»Ja, men man har samtidig holdt fast i, at der er nogle særlige ting, der er på spil for pigerne. For eksempel det med, at man som pige skal gemmes væk og være flov over sin krop,« siger Nina Groes.
I dag er de fleste af Kvinfos tilbud henvendt til piger, der er ældre end 5-12-årige, men fremover håber Nina Groes også at have tilbud til piger, der er yngre.
»Der er ingen tvivl om, at de her normer bliver dannet rigtig tidligt i os, så jo før vi kan gå ind og arbejde med at nedbryde normerne og skabe nye, jo nemmere er det, og jo flere muligheder kan vi åbne for den enkelte.«