Kvinderne bestemmer, hvad der ligger under juletræet

Når gaverne juleaften ligger fint indpakkede under træet, så er det kvinderne, der har bestemt, hvad langt de fleste af dem indeholder. Mændene køber, hvad kvinderne ønsker sig, for at undgå ballade.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skruemaskine, 50»-fladskærm og en Playstation. Danske mænd kan skrive nok så lange ønskelister til jul, men hvis det er konen, de skal have gaver fra, så kan de lige så godt krølle den sammen. Når kvinder går på julegaveindkøb til deres mænd eller kærester, så går næsten 70 procent efter »min egen idé« eller »et impulskøb«. Det viser en ny undersøgelse, som Magasin har lavet blandt mere end 10.000 af deres kunder. Når mændene går på gave-shopping, holder knap halvdelen sig til gengæld stringent til, hvad kvinden har sagt, at hun ønsker sig. Kun 11 procent forlader sig på et impulskøb, når konen skal have en julegave.

Betyder mest for kvinder

Ifølge mandeforsker Kenneth Reinicke fra RUC skyldes det blandt andet, at gaver generelt betyder mere for kvinder, og derfor frygter mændene at give dem noget, der rammer helt forkert.

»Jeg tror ikke, at der er så mange mænd, som ville føle, at de ikke var værdsat, hvis de fik en »forkert« gave af deres partner. Det er der til gengæld mange kvinder, der ville! Derfor er mænd simpelthen bange for at give noget forkert,« forklarer han.

Alle gaver på én gang

Undersøgelsen bekræfter Kenneth Reinickes teori om, at mænd køber julegaver på en helt anden måde end kvinder.

»Mændene går simpelthen ikke så meget op i det - de køber gaverne sent, og de køber typisk dem alle sammen på én gang,« siger han.

Når kvinderne i høj grad impulsshopper gaven til deres elskede, handler det ifølge mandeforskeren om, at mange kvinder til hverdag går og lægger mærke til, hvad manden mangler. Det er der derimod ikke mange mænd, der går og tænker over.

Ifølge livstilsekspert Henrik Byager handler det også om, at kvinder generelt er mere vilde med julen end mænd.

»I mange hjem er det sådan, at kvinder forbinder julen med glæde, sjove ting og masser af forberedelse. Manden ser en masse pligter, som skal overstås så let som muligt, og det er ofte lettest at gøre, som konen synes,« forklarer han.

Henrik Byager tror, at mange mænd på et tidspunkt har forsøgt sig med at bruge fantasien og har købt en gave, som ikke stod på partnerens ønskeliste.

»Måske blev hun så ikke glad for gaven, og så gider man måske ikke igen året efter - så går man i stedet efter det sikre.«

En morfar-gave

Når det kommer til valg af gaver, er der også stor forskel på kønnene, viser julegaveundersøgelsen. På mændenes top fem over de mest populære julegaver i år ligger gaveklassikerne bøger og musik. Ingen af de to ting finder man dog på kvindernes top fem, og det skyldes, ifølge mandeforsker Kenneth Reinicke, at mændene frygter, at konen ikke vil synes, at den type gave er personlig nok.

»Mændene tør ikke på samme måde give sådan en lidt neutral ting. De er bange for, at det er en for kedelig gave. Selv om en bog af Carsten Jensen kan være en rigtig god gave at få, så er det jo en gave, som du også kunne give til din morfar,« forklarer han.