Sidste år ved denne tid trendede hashtagget #Oscarssowhite – en massiv protest mod, at ingen farvede skuespillere, sorte såvel som latinamerikanske, var fundet værdige til Oscarnomineringer i hverken 2015 eller 2016, der førte til at stjerner som Will Smith og George Clooney valgte at boycotte årets Oscar-show.

I år ser billedet imidlertid noget anderledes ud. I tirsdags blev årets Oscarnomineringer afsløret, og der er hele seks nomineringer til sorte skuespillere (samt en enkelt til britisk-indiske Dev Patel), ligesom hele tre ud af ni film nomineret til Bedste film er med sorte skuespillere i hovedrollerne, nemlig Barry Jenkins »Moonlight«, der vandt året Golden Globe for Bedste film – drama, Denzel Washingtons »Fences« og premiereaktuelle »Hidden Figures«, instrueret af Theodore Melfi.

Sidstnævnte var nok den største overraskelse. For selvom Theodore Melfi har begået en både solid og underholdende film, mangler den lige det sidste for at kunne kaldes en af årets bedste film.

Til gengæld kan den uden problemer kaldes en af årets vigtigste film. I et amerikansk studiesystem, hvor langt de fleste projekter godkendes af hvide mænd, er der nemlig temmelig langt mellem film om sorte, endnu længere mellem film om sorte kvinder – og film om sorte kvinder, der defineres ud fra deres professionelle meritter er stort set ikke eksisterende – hvis vi lige ser bort fra jobs som stue-, kokke- og barnepiger i film som »The Help«.

Derfor er det så meget desto mere befriende at se en film, der handler om netop det: Tre stærke sorte kvinder, der takket være deres professionelle kunnen og overlegne intellekt og kampvilje ikke alene skabte interessante karrierer for dem selv, men også ydede et væsentligt bidrag til verdenshistorien. Endda indenfor et så mandsdomineret felt som rumforskning.

Flytbar målstreg

Med udgangspunkt i en lille bid af Margot Lee Shetterlys bog med den lange titel »Hidden Figures: The Story of the African American Women Who Helped Win the Space Race«, der udkom sidste år, fortæller Theodore Melfi den sande, men nok for langt de fleste totalt ukendte historie om tre sorte kvinder, der var med til at sørge for, at NASA kunne sende det første menneske i kredsløb om jorden i februar 1962.

Historien om rumkapløbet, der i sig selv er både interessant og spændende, er dog ikke det centrale i »Hidden Figures«. Faktisk er det mestendels bare en kulisse, der bruges til at portrættere de tre usædvanlige kvinder, og fortælle deres historie i en større kontekst af race- og kønsdiskrimination i de amerikanske sydstater i start-tresserne.

Tonen er sat fra starten. En turkis Chevy Bel Air er gået i stå på landevejen, og tre sorte kvinder skændes godmodigt om, hvem der kan få liv i den igen, da en – hvid, mandlig - færdselsbetjent stopper ud for dem. Først taler han ned til de »små damer«, men da han hører, at de ikke alene arbejder for NASA, men også har mødt flere af de astronauter, der i 1961 havde status af nationalikoner, giver han dem i stedet politieskorte til arbejde. Som trekløverets rappeste mund triumferende konstaterer: »Tre sorte kvinder forfølger en hvid politimand på en landevej i Virginia i 1961. Det er et gudsbenådet mirakel.«

De tre kvinder har dog ikke mødt nogen astronauter. Faktisk har de ikke set andet end de dunkle kældervægge i Vestfløjen, hvor de sammen med 17 andre sorte kvinder er ansat som såkaldte »menneskelige computere« , hvis job er at tjekke og opstille de udregninger de højere – hvide - herrer på de øvre kontorer skal bruge til forhåbentlig at sende det første menneske i kredsløb om jorden, før russerne slår dem på målstregen. En vigtig men utaknemmelig opgave.

Både Dorothy Vaughan, Kaherine Goble (senere Johnson) og Mary Jackson har da også større ambitioner end som så. Dorothy, der har fungeret som chef for gruppen i årevis, drømmer om at få den titel og anerkendelse hun fortjener. Katherine drømmer om at få udfordringer, der passer til hendes ekstraordinære matematiske begavelse, og Mary drømmer om at blive den første sorte, kvindelige ingeniør. Men det er svært at stige i graderne, når man er en sort kvinde i en hvid verden. Som Mary Jackson frustreret udbryder: »Hver eneste gang vi bevæger os fremad, er der nogen, der flytter målstregen«.

Uretfærdigheder

Humor. Kønspolitik. Racisme. Rumkapløb – og en lille knivspids kærlighed. »Hidden Figures« har lidt af det hele, rørt sammen med let hånd og så tilpas meget sukker, at de mere bitre aspekter af historien kan glide ubesværet ned hos et fredagspublikum, der bare gerne vil underholdes. Et swingende soundtrack med nye sange af producer Pharrell Williams smører øregangene, så de kan holde til at blive bombarderet med knivskarpe replikker, der til tider bliver så selvbevidste, at det er som om Theodore Melfi skriger til os gennem lærredet: »Jeg har et BUDSKAB. Det er VIGTIGT. Hør efter«.

Han havde slet ikke behøvet at skrige så højt, for vi hører skam efter, og det er der tre gode grunde til – de hedder Octavia Spencer, Taraji P. Henson og Janelle Monaé. De tre sprudlende kvinder i hovedrollerne tager i den grad ejerskab over deres karakterer og historien – både den lille og den store – fra første scene, og giver den til tider lidt vel forudsigelige fortælling så meget menneskelighed og kant, at vi har lyst til at følge dem og deres kamp.

For en kamp, det er det. Er man kvinde og sort i sydstaten Virginia i starten af tresserne, er man så bagud på point, at de fleste nok ville kaste handsken i ringen. Det er lige til at blive kogende vred over den uretfærdighed, der overgår kvinderne i deres forsøg på at blive set som andet og mere end kælder-regnemaskiner, og Theodore Melfi forstår at udnytte indignationen og parre den med en melankolsk humor i nogle af filmens bedste scener.

Takket være hendes formidable regneevner lykkes det Katherine Goble at blive en del af den indsatsstyrke, der skal sende astronaut John Glenn i kredsløb om jorden. Men den modtagelse hun får er alt andet end hjertelig. »Der har aldrig været et sort menneske heroppe før«, informerer sekretæren – som om det burde forklare det hele.

Kvindernes triumftog

Katherine må ikke bruge de øvrige (mandlige, hvide) ansattes kaffemaskine, og heller ikke deres toiletter. Det eneste toilet for farvede kvinder befinder sig i vestfløjens kælder, tyve minutter væk. I silende regn, iført stilletter og med regneark i hånden for ikke at komme bagud, må Katherine løbe frem og tilbage, hver gang presset bliver for stort. En lige så symbolsk som ydmygende tur, som Taraji P. Henson spiller med lige dele komisk timing og nærmest stoisk værdighed til tonerne af Pharell Williams’ nyskrevne powersang »Running«. Et effektivt og tangevækkende tidsbillede, der samtidig giver en indsigt i karakterens personlighed og leveres med underholdende spænding – bliver hun nu smidt af holdet, fordi hun har for meget fravær?

I en anden scene fører Dorothy Vaughan sine sorte »computere« gennem NASAs gange, på vej hen for at tage livtag med den gigantiske IBM-computer, som de indkaldte (igen: mandlige, hvide) teknikere har givet fortabt overfor. Med fremsynet jernvilje har hun besluttet at mestre den tingest, der truer med at gøre dem alle arbejdsløse – og hun leder sine kvinder som var det lige dele protest-march og triumftog:

»Vi klarede det. Vi har ret til at være her. Se os nu«.

Netop de scener hvor Theodore Melfi tør stille skarpt på samtidens køns- og racemæssige problemer står stærkest. Her er der noget på spil. Her har skuespillerne noget at arbejde med. Her får billederne lov at sige mere end de ord, der ellers fylder så meget. Her er der dybde under den til tider nærmest sit-com-lette og glansbillede-glitrende overflade.

Dem måtte der gerne være flere af, men Theodore Melfi, der ellers brød igennem med den skæve Bill Murray-komedie »Skt. Vincent«, maler desværre lidt for ofte med en både bred og lidt for forsigtigt pastelfarvet pensel. Selvom det stort set hele vejen lykkes at ramme balancen mellem letbenet og underholdende dramakomedie og politisk tidsportræt, kunne de gæve kvinder ærligt talt godt have tålt lidt mere kant – når nu det skulle tage næsten 55 år, før nogen fandt på at fortælle deres historie.

Hvad: Hidden Figures Instruktør: Theodore Melfi. Medvirkende: Taraji P. Henson, Octavia Spencer, Janelle Monaé.