Kvinder på frierfødder: Sådan gør du

Marianne Steffensen, som er gift med radiovært Mads Steffensen, tog sagen i egen hånd . Læs hvordan og få gode råd, hvis du vil fri i dag.

Mads Steffensen greb chancen, da hans kone Marianne friede for 9 år siden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Debel Hansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mænd med frygt for at blive to, bør måske være lidt forsigtige i dag. Det er skuddag og dermed dagen, hvor kvinder ifølge traditionen må bede mænd om deres hånd.

At kvindens ret til at fri på skuddagen stadig bliver brugt, var lytterenes til et af P3s mest populære radioprogrammer Mads & Monopolet vidne til i lørdags, hvor en kvinde ville have Monopolets bud på, om hun skulle fri på skuddagen.

Mads Steffensens kone friede

Da værten Mads Steffensen i sin tid blev gift, var det hans kone, Marianne Steffensen, der friede. Og uden en skuddag at dække sig ind under.

Hvorfor friede du?

- Jeg friede, fordi hvis man vil have, at der skal ske noget, skal man ikke sidde og vente på at andre tager initiativet. Vi havde kendt hinanden i 10 år, og nu synes jeg, at der skulle ske noget. Faktisk var jeg under kraftig påvirkning af mit livs første kop kaffe. Jeg havde været oppe at få godkendt vores første huskøb hos en advokat, og da den ældre advokat bød den yngre jurist (Marianne Foldberg Steffensen har læst jura og er chef for sikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet) på kaffe, kunne jeg ikke lide at sige nej, så jeg var totalt speedet bagefter. Da børnene var lagt i seng, spurgte jeg Mads om han ville gifte sig med mig. Jeg sagde det bare ligeud. Ikke noget med ned på knæ. Han blev helt paf og sagde ja. Bagefter måtte vi lige ud og have en guldøl. Jeg har faktisk ikke drukket kaffe siden, fortæller Marianne Steffensen.

Det er i dag 9 år siden, Marianne Steffensen friede. Hun er stadig gift med Mads Steffensen og i dag har de tre børn.

Har du et godt råd, hvis man gerne vil fri til sin kæreste i dag?

- Hvis man vil giftes, skal man ikke bare vente. Så må man også tage sagen i egen hånd og spørge. Det er min holdning i alle livets forhold. Man skal ikke lægge et følelsesmæssigt pres på sin kæreste, der hedder, at det har jeg altid drømt om eller plage om at blive gift, lige som man ikke skal plage om at få blomster, for det er ikke det samme at få noget, som man har plaget sig til, siger Marianne Steffensen.

Sådan frier du

Den hverdagsromantiske
Hvis du er typen, der brokker dig over, at din kæreste står op og tisser og glemmer at slå brættet ned, skriver du en dag med rød sprittusch bag på toiletbrættet: Vil du gifte dig med mig? Du kan eventuelt overveje at tilføje ordet alligevel.

Den frække
Der er sex i luften, du knæler ned foran ham, kigger først på hans lynlås, smiler så til ham, og inden han når at give dig en hjælpende hånd med at lyne ned, tager du hans hånd og spørger ham med din mest sødmefulde stemme, om han vil gifte sig med dig. Ordet nej vil være meget svært for ham at sige, så længe der står oralsex skrevet med store bogstaver hen over hele hans hjerne.

Den hardcore
Du har netop taget en graviditetstest, som er positiv. Du limer den fast på et kort, som du overrækker til din kæreste, hvor der står: Du skal være far - vil du også være min ægtemand? OBS: Brug kun denne metode, hvis du er stærk nok til at gribe ham, når han besvimer.

Den action-berusede
Er både du og din kæreste til action, så giv ham et tandem-udspring med faldskærm og hav en flaske kølig champagne og to glas klar, til I kommer ned. Adrenalinen udløser et optursagtig følelses af at kunne klare alt, og champagnes alkohol går på grund af boblerne hurtig i blodet. Efter første glas spørger du, om han også tør gifte sig med dig.

Den spontane
Måske står I og hyggesnakker over opvasken. Måske har I lige haft det bedste sex i månedsvis (hvis I ikke er typerne, der falder i dyb, snorkende søvn med det samme). Tid og sted er ikke vigtig, men derimod at I føler jer tæt på hinanden, og det føles naturligt, at spørge kæresten om han vil gifte sig med dig. Hvis sådan et øjeblik sjældent dukker op, skal du måske bare glemme det.

En romantisk aften: Få AOKs tips til 5 dates