Kvinder fængslet for millionkup

Politiet leder stadig efter de tre, der røvede urbutik i Hellerup. Men to unge kvinder er anholdt og fængslet for at medvirke til røveriet.

I sagen om det voldsomme røveri mod en urmager på Hellerupvej i København besluttede en dommer torsdag at varetægtsfængsle to kvinder på 19 og 23 år.

De sigtes for at være medskyldige i røveriet, hvor tre mænd stak af med smykker og ure for cirka to millioner kroner.

Kvinderne blev begge fængslet for en uge, så politiet får tid til at undersøge deres eventuelle forbindelse til de mænd, der onsdag bankede sig vej ind i den aflåste forretning.

Vinduet blev smadret med en hammer eller økse, og derefter slog de løs på flere montrer for at få fat i de værdifulde ting. De ansatte hos urmager Henrik Verner bragte sig i sikkerhed bag en aflåst dør.

/ritzau/