Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Kvinderne løber fra mændene, når det handler om at færdiggøre en videregående uddannelse. Siden 2004 er forskellen på andelen mænd og kvinder med en fuldført uddannelse vokset til næsten det dobbelte - nemlig fra syv til tretten procentpoint.
Ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik har 44 procent af de 35-årige danske kvinder en videregående uddannelse, mens det samme kun gælder for 31 procent af mændene.
Der er mange forklaringer på den store forskel, forklarer Gritt B. Nielsen, adjunkt ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet.
»Generelt er der optaget mange flere kvinder på universiteterne de senere år,« siger hun.
Samtidig er der en stigende tendens til, at flere kvinder end mænd finder uddannelsesvejen attraktiv, fordi skoleformen appeller mere til kvinder.
»Den måde, vi bedriver uddannelse og undervisning på, har måske en tendens til at prioritere eller sætte nogle rammer, som piger og kvinder i nogen grad har nemmere ved at håndtere og indgå i,« siger uddannelsesforskeren.
En anden forklaring på forskellen rækker helt tilbage til pigernes første møde med skolesystemet, hvor de forventes at være mere disciplinerede end drengene, mener Gritt B. Nielsen.
»Der bliver indskrevet en idé om, at man som pige og kvinde skal blive god i skolen og sidde stille og gøre det godt. Og jeg tror, at de forventninger bliver bygget op hele vejen igennem skolesystemet. Der er stadig en segregering i forhold til de forventninger, vi stiller til piger og drenge,« siger hun.