Kvinder bliver væk fra brystkræfttjek: Politikere vil kun bruge bøder som sidste udvej

Venstre er positiv, men S og SF er afvisende over for tanker om at indføre bøder for at reducere det store antal udeblivelser til screeningsprogrammet for brystkræft i Region Hovedstaden.

Venstre er positiv, men S og SF er afvisende overfor tanker om at indføre udeblivelsesbøder for at reducere det store antal udeblivelser til screeningsprogrammet for brystkræft i Region Hovedstaden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

Det er helt uacceptabelt, at så mange kvinder bliver væk uden at melde afbud fra de tider, som de har fået til at blive undersøgt for brystkræft.

Derfor skal der sættes gang i en række initiativer for at reducere udeblivelserne, men bøder er ingen god idé og bør være absolut sidste udvej.

Det er holdningen blandt flere partier i regionsrådet i Region Hovedstaden, efter at formanden for Sundhedsudvalget, Christoffer Buster Reinhardt (K), i weekenden satte overvejelser om en gebyrordning på dagsordenen i forsøget på at reducere de tusindvis af udeblivelser i brystscreeningsprogrammet.

»Det er et ærgerligt og kedeligt, at der er så mange, der ikke møder op; i det mindste kunne man godt melde afbud. Men jeg synes, at man skal undersøge, om ikke der er noget, systemet kan gøre for at reducere udeblivelserne – før man begynder at straffe med bøder,« siger medlem af Sundhedsudvalget og Forretningsudvalget Leila Lindén (S).

Konkret mener hun, at en ordning med SMS-påmindelser bør udbygges, så alle kommer med. Der bør også gennemføres en oplysningskampagne, der er målrettet kvinderne i screeningsprogrammet, og som også rummer et budskab om, at det betyder længere ventetider, hvis man ikke møder op eller melder afbud.

En opgørelse har vist, at der i den seneste screeningsrunde i hovedstadsområdet var over 16.000 kvinder, som udeblev og ikke havde meldt afbud til den reserverede tid til en røntgenundersøgelse.

Det er et problem, fordi ressourcer og kapacitet på screeningsklinikkerne i regionen er presset til det yderste.

De mange uudnyttede tider er således med til at gøre det sværere at leve op til kravene om, at alle kvinder skal undersøges og have svar inden for bestemte tidsfrister.

Derfor mener de Konservative, at det kan komme på tale at overveje et gebyr i størrelsesorden som en P-bøde, det vil sige 700-800 kroner, til kvinder, der udebliver.

»Dybt uacceptabelt«

I Venstre er man åben overfor at indføre gebyrer, fordi det er »dybt uacceptabelt«, at man ikke dukker op til aftalerne, hvad også er et problem i andre screeningsprogrammer, fremhæver medlem af sundhedsudvalget Christine Dal.

»Først skal vi granske, hvordan kommunikationen er med patienterne, og hér skal man nok blive skarpere på at gøre brug af SMS-påmindelser i større udstrækning og give folk større indflydelse på de tider, de får. Men vi er bestemt ikke afvisende over for gebyrer,« siger hun.

Et forsøgsprojekt har vist, at et gebyr på 250 kroner ikke kunne nedbringe udeblivelserne mere end SMS-påmindelser. Der har også været kritik af, at et gebyr vil ramme socialt skævt.

SF i Region Hovedstaden er også helt afvisende over for gebyrer, som ikke er den rigtige vej at gå, mener medlem af sundhedsudvalget Karoline Vind.

»Vi skal selvfølgelig gøre mere for fremmødet til brystkræftscreeningerne - for eksempel via SMS-påmindelser og opkald til de mest socialt udsatte - men en bødestraf vil ramme dem, som i forvejen har allermindst, og det vil vi ikke være med til,« siger hun.