Kvinden de kaldte kedelig

Saglig paragrafrytter, glødende FCK-fan, cigarrygende festabe og 70-timers arbejdsbi. Pia Gjellerup har mange sider, men insisterer til det sidste på ikke at vise det hele frem. M/S har mødt Danmarks kedeligste, snart forhenværende folketingsmedlem til en snak om overfladiske politikere, privatlivets fred og fodboldholdet FCK.

Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere

Det har jeg ikke gjort i 20 år, så jeg kan virkelig ikke se, hvorfor jeg skulle gøre det nu,« siger Pia Gjellerup i telefonen på sin karakteristiske ikke-uvenlige, men let overbærende tone, som altid har en snert af venskabelig ironi over sig.

Det simple spørgsmål var såmænd om hun, i anledning af, at hun stopper som socialdemokratisk folketingspolitiker, ville trodse sit princip om, at imødekommenheden over for pressen standser på fortovet foran villaen på Frederiksberg. Men nej. Hertil og ikke længere er budskabet, og så må kontoret på Christiansborg være godt nok. Take it or leave it.

Efter 19 1/2 år i den socialdemokratiske folketingsgruppe med bl.a. tre ministerposter på CV'et, stopper Pia Gjellerup nu som folkevalgt politiker for i stedet at kaste sig ud i et job som leder af Danmarks Jurist- og Økonomforbunds politiske afdeling. Så snart er det slut med at se og høre en af Danmarks vel nok mest saglige, seriøse og hårdtarbejdende politikere. Som uden tvivl også er den politiker, flest stylister, frisører og andre livsstilseksperter har villet dø for at få fingrene i for at gøre bare et eller andet ved den sideskilning, det hårspænde og den påklædning.

Men den 47-årige politiker, som hverken er gift eller har børn og som bor sammen med sin mor og søster, er bag den grå facade en livsnyder, som er til både fodboldkampe, rødvin og fester til den lyse morgen. Og så har hun en humoristisk sans, som både kan være spids, tør og kommer på de mest uventede tidspunkter. Som da vi et par dage senere møder hende i selskab med en gruppe kolleger foran elevatoren på Christiansborg, inden Socialdemokraternes ugentlige gruppemøde. Og hun lynhurtigt replicerer »Jeg går lige op på kontoret og tager tøjet af... altså overtøjet. For så sjovt skal det jo heller ikke blive,« hvilket øjeblikkeligt får den lille forsamling til at grine og Berlingske Tidendes udsendte til at rødme.

Efter mødet er hun klar til at tage imod på sit kontor med regnfuld udsigt over byens tårne.

»Man kan se Øresundsbroen herfra - men ikke i dag,« bemærker hun, mens hun lader sig dirigere rundt af fotografen - eller rettere, dirigerer rundt med fotografen, for hun ved nok, hvad hun vil, og særligt hvad hun ikke vil.

Nok kan man være underholdende, men når det handler om politik, er der ikke plads til gøgl. Så nej, ikke noget billede med cigar i mundvigen og nej, ikke noget billede med tasken i hånden. Og nej tak ellers tak, heller ikke noget med at blive fotograferet i elevatoren. Men det er bestemt hverken uvenligt eller krukket. Det er bare bestemt på den særlige gjellerupske facon, når man er i selskab med det socialdemokratiske fyrtårn, som siden Helle Thorning-Schmidt blev S-formand og skiftede ud i partiets ledelse, har koncentreret kræfterne om at bestride posten som kommunal- og politisk-økonomisk ordfører.

»Efter valget i 2005 kunne jeg overveje, om jeg skulle leve et helt folketingsliv, eller om jeg skulle overveje at stoppe ved det halve. At være politiker er et fascinerende og fantastisk spændende arbejde, fordi man er med til at dreje på de hjul, som får samfundet til at køre rundt. Men det er også meget anstrengende at være offentlig ejendom, og jeg har hele tiden været klar over, at der var grænser. Selv om noget er personligt, er det fint, at man indimellem får lov at se lidt af det. Men en del er privat, og jeg har været ret kontant i forhold til, at mit liv ikke er offentlig ejendom. Samtidig ved jeg godt, at man ikke kan tillade sig at gøre vrøvl over at være i søgelyset eller være kendt eller genkendt. For hvis man brokker sig over det, samtidig med, at hele betingelsen for at udfolde et politisk arbejde er, at nogen finder ud af, hvad man står for, er det hykleri,« siger hun og bliver midlertidigt afbrudt af sekretæren, som kommer med kaffe i termokande.

»Tak, Agnes... Altså, der er et fuldstændig afgørende spring til det private, og det betyder, at man har en lille plet, som er ens egen. Mit hjem har mange været optaget af, fordi jeg deler det med min mor og min søster, og i manges øjne er jeg blevet til »hende, der aldrig er flyttet hjemmefra.« Men det er såmænd bare et mini-kollektiv - eller faktisk et stort kollektiv - som jeg deler med min familie. Det er ok, at man ved det, men at slæbe offentligheden med ind over dørtærsklen er også at udsætte andre voksne mennesker for at være en del af en offentlighed, de ikke har søgt. Haven og fortovet foran vores hus er pænt fotograferet. Men det er sjældent, kameraer har været indendørs. Det er vigtigt, at politikere får lov til at være private, for ellers bliver de ikke ved med at være hele mennesker,« siger politikeren, som i et kvart århundrede har indtaget pladsen som en af dansk politiks hårdest arbejdende.

Få kan leve op til hendes tempo, og tidligere formand Mogens Lykketoft fortæller, at Pia Gjellerup er lynende skarp, og at hun med sin evne til at formulere politiske programmer og udspil har været med til at skabe den politik, som førte til dannelse af Nyrup-regeringen.

»Hun har i lange perioder været en stor del af hjernestammen i Socialdemokratiet og i Folketingsgruppen, og derfor er det et tab af kapacitet og viden,« siger Lykketoft om politikeren, som har knoklet mere end de fleste og sjældent har haft en arbejdsuge på under 70 timer.

»Jeg er sådan en type, der bruger meget kraft og engagement på de ting, jeg beskæftiger mig med. Det ligger ikke til mig at være en, som lige tager den med ro i et halvt års tid. Jeg vil ikke sige, at jeg kan arbejde solen sort, men jeg har ingen problemer med at se, om det kan lade sig gøre. Jeg plejer at sige, at når vi når sommerferien i Folketinget, så går jeg ned på halv tid, og det svarer så til normal tid for andre. I perioder, hvor finansloven skal på plads, har der været uger, hvor diskussionen er gået på, om det var under eller over 100 timer, vi arbejdede. Men det kan man kun gøre få gange,« siger hun, men forsikrer samtidig, at hendes kommende kolleger hos DJØF ikke behøver frygte, at chefens tempo skal sætte dagsordenen.

»Jeg har stor respekt for, at andre vælger at leve på en anden måde end jeg, som jo ikke har en mand og børn, jeg skal tage mig af. Jeg har ofte haft den opgave at sige til folk, at de altså har en familie, de skal hjem til. Men en ting er vigtig, og det er, at det skal være spændende, hvad man beskæftiger sig med,« siger hun.

Efter fotograferingen på kontoret bliver Pia Gjellerup - ikke uden spidse kommentarer - bedt om at posere på Slotspladsen. På vej gennem korridorerne bliver hun flere gange standset af kolleger, medarbejdere og journalister, som vil sige tillykke med jobbet og give håndtryk eller knus.

Ved turistindgangen til ruinerne under Christiansborg kommer en lille gruppe, der ligner ældre socialdemokratiske kernevælgere på udflugt hen for at gratulere. Og en kvinde med en tændt cigaret i den ene hånd, stryger med den anden Pia Gjellerup på armen og fortæller hende, hvor glad hun har været for den socialdemokratiske politiker. Og Pia Gjellerup smiler venligt. Hun er af den gamle skole og tilhører den gruppe politikere, som foretrækker at møde sine vælgere i forsamlingshusene og på gaden frem for en 20 sekunders soundbite på TV.

»Jeg synes, der er kommer meget overflade, glit og glimmer. Og det er en side af politik, som jeg ikke bryder mig om. Det er fint, nogen stiller op, men det er ikke noget, der vedrører den måde, jeg arbejder på. Der er en alt for stor fokus på det ydre og på ting, der handler om, hvad andre mener, og hvordan man bruger sit sprog til at bortforklare sig. Det har grebet om sig og har ført til, at det politiske håndværk har udviklet sig til at være mindre ærefuldt, end hvad det har været. Det smukke i politik, synes jeg, er, at vi har forskellige holdninger og slås for dem med åben pande, i stedet for at bruge alle mulige mærkelige redskaber til at sjusse os frem til budskaber, der lyder bedst i det næste interview. Glimmer gør ikke så meget skade, men meget overflade dækker over indholdet. Og jeg vil mene, at indholdet til hver en tid er det vigtigste,« siger hun og lægger ikke skjul på, at kritikken også er rettet mod det parti, hun nu forlader.

»Socialdemokratiet er da en del af den udvikling, for det kan et stort parti ikke holde sig fri af. Det er et livsvilkår, men det er en ærgerlig udvikling, at politik er blevet mere udvendig. Helle (Thorning-Schmidt, red.) var næppe blevet valgt i en anden tid, men det er et andet spørgsmål. Det vigtige er, at hun nu er med til at sætte fokus på indholdet, og det synes jeg, hun gør,« siger hun velvidende om, at der er mange, som gerne havde set hende ændre sit image bare en lille smule i en mere folkelig retning.

»Uh, der er mange, som gerne har villet lave om på mig i tidens løb, uendelig mange. Jeg tror, at jeg har været yndlingsofferet til udsendelser om, hvordan man kunne blive lavet om. Men jeg har stået imod og aldrig ladet mig friste. Man finder jo efterhånden ud af, hvordan ens image er tegnet, men jeg har oplevet, at jeg live har overrasket til den gode side. Jeg har altid tænkt, at det er godt, det ikke er omvendt, for selv om politik i meget høj grad handler om at blive formidlet, er det nærværet, som er langtidsholdbart. Derfor har jeg rejst meget og har haft mange møder i bevidstheden om, at det, som holder på længere sigt, er at have mødt mennesker. Og jeg håber, at det politiske indhold og det personlige nærvær har været med til at styrke mine synspunkter,« siger Pia Gjellerup og retter med flad hånd på sideskilningen i det gråsprængte hår.

»Jeg har faktisk ikke været ked af mit image, som, hvis jeg selv skal oversætte det, har handlet om at være den lidt kedelige og grå, men også meget saglige,« siger hun.

Ved sidste valg blev Pia Gjellerup af en TV-station bedt om at »stemme« på en kandidat fra den borgerlige fløj. Og overraskende nok valgte hun at sætte sit kryds ved Jens Rohde, som inden han forlod posten som politisk ordfører i Venstre, var kendt som både kontroversiel og som en, der var villig til at bruge sin person på både heldige og mindre heldige måder.

»Jens Rohde har været en af dem, der formåede at kombinere det, fordi han gik planken ud, samtidig med, at han var en dejlig principiel politiker. Han sagde, hvad han mente, også i sager, der ikke var gode for hans parti. Jeg kan bedre lide den type politikere, der står ved, hvad de mener i stedet for dem, som enten prøver at dække over deres holdninger, fordi de er kontroversielle, og dem, som ikke rigtig har nogle holdninger,« siger hun velvidende om, at hun og hendes slags er en uddøende race.

»Jeg er i holdningsbranchen og ikke i underholdningsbranchen,« siger hun og taler om det store kulturland, Tyskland, som udover at have fostret yndlingskomponisterne Beethoven og Händel også har givet Pia Gjellerup et politisk forbillede.

»Det hele bliver til målinger, blikfang, overflade og indpakning. Og det er synd, for vi bliver skuffede, når vi åbner det. Vi ser meget den udvikling i USA, men hvis man kigger på Tyskland, så er det imponerende, at man har en kansler, som i Tyskland har det image, som jeg har herhjemme, men som i øjeblikket er verdens næstmest indflydelsesrige leder,« siger hun, da klokken på væggen ringer og afstemnings-A'et begynder at blinke.

Det betyder, at hun skal ned og stemme i Folketingssalen, og hun lover at være tilbage »om et øjeblik«. Men debatten trækker ud, så først en time senere er hun tilbage på kontoret.

Pia Gjellerup er et insisterende menneske. Man kunne også sige stædig, men insisterende er mere dækkende. Hun insisterer på sin anderledeshed og på at være en omvandrende anakronistisk og tidløs selvmodsigelse. Hun taler som en klassisk dannelsesroman med formfuldendt syntaks, hvor hovedsætninger følges af bisætninger i nøje tilrettelagte rytmer. Alt, der siges, er tænkt på forhånd, og det, som er tænkt, siges med omhu og eftertanke. Ord som image, google og FCK er umiddelbart ikke forenelige med hendes person, men i hendes selskab får de en intellektuel dimension. For hvem skulle have troet, at en af den saglige og tørre politikers største interesser er fodbold og i særdeleshed F.C. København. Hun har fast plads i Parken (som hun stadigvæk foretrækker at kalde ved dens oprindelige navn, Idrætsparken, for det er lidt lige som at sige fjerneren i stedet for fjernsyn, mener hun), og har fulgt holdet i mange år.

»Dansk klubfodbold har efterhånden et niveau, der er til at holde ud at se på. Jeg har set meget fodbold på fjernsyn, men har ret sent i min tilværelse oplevet fodboldkampe fra tribunen. Det er jo helt anderledes og fodbold skal virkelig ses live. På tribunen får man hele oplevelsen og dimensionen i de mange mennesker. I FCK-regi er der nogle fantastiske rammer, og vi har et lille fællesskab, hvor vi hygger os med at gå til kampe,« siger hun og insisterer på ikke at fortælle, med hvem det er, hun ser fodbold.

»Jeg har ikke tænkt mig at hænge dem ud, så lad os bare sige, at det er to andre gode mennesker,« siger hun og fortæller om sit første fodboldkærlighed Aab, som blev valgt, fordi barndomsvennen Lars var førstevælger og snuppede KB, som dengang var nummer 1 i 1. division.

Aab var nummer to, og Pia Gjellerup fulgte troligt Aalborg-klubben i dens op- og nedture, indtil FCK blev dannet, og hun pludselig stod i et dilemma.

»Så måtte jeg vælge, og det var væmmeligt, da Aab kom på besøg i Parken, for hvem holdt jeg egentlig med? Det kunne kun afgøres ved, at jeg så kampen, og pludselig indså jeg, at jeg holdt med FCK. Vi var en masse FCK'ere og Aab'ere inde og se den, og vi mødtes hjemme hos mig bagefter. Det endte dog så smukt, at de spillede 1-1,« siger hun og havde som inkarneret fan også et efterår fuld af begejstring, da Løverne spillede sine kampe i Champions League.

»Jeg sad i lufthavnen i New York, da de spillede mod Manchester United. Men jeg havde en billet, som jeg havde solgt videre. Det var synd, at de startede så famlende i turneringen gik på banen og spillede som en sæk nødder. De havde ikke niveauet i den første kamp, men den sidste mod Celtic var stærk. Der var det pludselig ikke usandsynligt at forestille sig Champions League og UEFA Cup blive en københavnerbegivenhed. Samtidig var det flot, at FCK holdt niveauet i Superligaen. Det er tegn på at det er en dygtig klub med en træner og spillere af høj klasse,« siger hun.

Kollegaen og vennen, Frank Jensen, som hun »flyttede sammen med« på Christiansborg, da de kom i Folketinget samtidig, påstår tilmed, at Pia Gjellerup selv er lidt af en ekvilibrist med en fodbold. Men det byder hendes beskedenhed dog at afvise.

»Jeg har i tidens løb haft meget god kondition og kan for så vidt også godt lide det med bolde, men det er mest blevet til volleyball i skoletiden. Så har jeg har været med til at »lege« fodbold og været med på Folketingets fodboldhold et par gange og oplevet, hvor kolossal en fodboldbane er, når den skal løbes op. Socialdemokratiets lille fodboldhold vandt engang den indendørs fodboldturnering, som dengang var en fast begivenhed lige efter nytår, men det var lidt en tilsnigelse at vi vandt »hyggerækken«, for vi spillede finale mod vinderen fra eliterækken - for øvrigt var det vist Berlingske Tidendes redaktion - og fik lov til at føre 5-0 fra start. Vi vandt kampen 6-5,« siger hun.

Og så kan hun, om ikke drikke, så i hvert fald feste de fleste under bordet. En anden af de gamle partikammerater, Ole Stavad, fortæller, at billedet af den grå og altid seriøse politiker er en medieskabt myte.

»Hun kan fuldstændig dominere et selskab og kan være både fræk og meget, meget sjov,« siger han. Og så er hun med egne ord hverken a- eller b-menneske, men det selvopfunde begreb c-menneske

»Det er ikke mange, som ved, hvad det er. A-mennesker står tidligt op og går tidligt i seng, mens b-mennesker står sent op og går sent i seng. Og så er der c-mennesker. De går helst ikke i seng og står helst ikke op. Det sidste er man jo tvunget til, så jeg har sommetider nogle ret korte nætter, for jeg synes absolut, at nattetimer er nogle af de mere fornøjelige. Hvis man vil blive oppe hele natten, må man på et tidspunkt gå over til vand, for hvis man drikker vin til klokken fire og skal op igen klokken halv otte, så er man ikke meget værd dagen efter,« siger hun med kendermine.

Men hvorfor er der så ikke flere der ved, at den talende sideskilning er til fest og ballade? Kunne det ikke have været en fordel for hende, hvis folk havde vidst, at der bag den saglige og altid velforberedte facade gemte sig et festligt menneske?

»Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg godt kan lide den gode stemning, den skarpe vittige bemærkning og det enormt hyggelige ved at være sammen med andre engagerede mennesker. Men det er ikke min opgave at slå mig på lårene af grin, når aviser, radio eller TV kommer forbi. De kommer for at høre en politisk holdning til en sag, og så er det alvorligt. Jeg har i meget høj grad været opmærksom på, at jeg ikke ville være en underholder. De der quizlege kunne jeg sagtens have deltaget i og sikkert også med stor succes, for alt det med at kunne huske og vide ting er jeg altså ret skrap til. Men det er bare en mærkelig præsentation af mig, for jeg skal ikke sidde og gætte dyr eller længste floder elle fortælle mærkelige historier. Det vedrører ikke mit arbejde, og jeg synes, det er en del af min person, som ikke er synderligt afgørende. Så det er med vilje, jeg har skyet det. Jeg kunne have været med i »Showtime«, og jeg ved ikke hvad, og det ville have været meget morsomt for alle andre end mig selv, og det synes jeg ikke, jeg ville unde alle andre. Fint nok at andre gør det, og mange har også talentet til det, men de bliver ikke som politikere mere vedkommende for mig,« siger hun.

Men hvornår sætter hun sig så ned og fortæller sin version af sandheden om Socialdemokratiet. Og hvornår får vi hendes version af magtkampene og de personlige opgør, som det sig hører og bør, når en toppolitiker træder af.

»Man skal have noget at byde på, udover hvad man selv har gået rundt og oplevet. For personen selv er ikke interessant, og det risikerer erindringer i sagens natur at komme til at handle frygteligt meget om. Det kræver meget at skrive gode erindringer, og det kræver meget ikke at skrive dem i genren »retfærdiggørelse« og »hævntogt«. Jeg er lidt kynisk i forhold til det, for jeg synes ikke, at jeg behøver at retfærdiggøre mig selv. Jeg har ikke den trang. Måske vil jeg på et tidspunkt overveje, at jeg ved noget om nogle vigtige situationer i det lille lands politiske historie, som kunne være spændende at dele med andre for eftertiden. Ikke fordi, jeg har nogen som helst overvejelser om det, men den del af det kunne være interessant. Få har kunnet skrive noget, som er berigende for andre, og som giver den dér aha-oplevelse, men jeg tror, at man skal kende sine begrænsninger,« siger hun og virker ikke tynget af hverken melankoli eller tvivl om det rigtige i at skulle forlade 20 års arbejde på Christiansborg.

»Ud fra en personlig betragtning er det godt, at skiftet sker nu. Jeg runder i næste måned 47 et halvt år, og som jeg plejer at sige, så er der ingen vej udenom, for så er er man uigenkaldeligt i slutningen af fyrrene. Jeg har været igennem et anderledes livsafsnit, fordi jeg ikke er blevet gift eller har fået børn. Og det kan jeg ikke bedømme, om jeg på et tidspunkt vil fortryde. Jeg har ikke fortrudt det nu, men man skal så huske på, hvordan det lige var, at man skulle have skaffet de børn. Sådan er det ikke blevet, og det har jeg ikke nogen fortrydelse i forhold til. Det kan være, det kommer. Og jeg har i sagens natur ikke haft lejlighed til at fortryde, at jeg forlader politik. Det er ikke fordi, jeg tror, at jeg er ufejlbarlig, men jeg tror, at jeg har en relativ stor fond af tilgivelse til mig selv, og det, tror jeg, er sundt. Man kan jo ikke leve sit liv om, men man kan bruge sine erfaringer til at gøre det lidt bedre.« Blå bog Pia Gjellerup

Født 22. august 1959 på Frederiksberg. Datter af advokat Preben Gjellerup og ligningssekretær Maud Gjellerup.

Begyndte tidligt at interessere sig for politik og jura, og efter den matematisk-fysiske studentereksamen fra Metropolitanskolen i 1978 og et svinkeærinde indenom Danmarks Tekniske Højskole, begyndte hun ligesom faren at læse jura.

Som 23-årig blev hun formand for DSU og kom samme år, i 1982, ind i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. I 1985 afsluttede hun sit jura-studium og begyndte som advokatfuldmægtig, og i 1987 blev hun, sammen med bl.a. Frank Jensen, valgt ind i Folketinget.

Hendes første møde med den til hende skræddersyede post som justitsminister blev historisk kort. 64 dage i jan-marts 1993 blev det til, inden hun selv valgte at træde tilbage, da det viste sig, at den konkursramte kursusejendommen Solhavegård - som Gjellerup inden hun blev minister havde været bestyrelsesformand for - havde rod i regnskaberne. Selv var hun udmærket klar over, at der ikke var noget at udsætte på hende, og hun blev da også fuldstændig renset senere. Men hendes ærekærhed gjorde, at hun ikke ville belaste resten af regeringen, så derfor gik hun frivilligt. Mindre dramatisk var det, da hun sidenhen blev erhvervsminister i 1998 og Danmarks første kvindelige finansminister i 2000.

Efter at den borgerlige regering tog over i 2001, har hun både været gruppeformand og medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppes bestyrelse, sideløbende med sine ordførerposter.

I februar 2007 forlader hun Folketinget og tiltræder en stilling som chef for Danmarks Jurist- og Økonomforbunds (DJØF) politiske afdeling.

Medforfatter til bogen »Hvad med Kulturdebatten?« fra 1994.