Kvindelige politikere chikaneres, hånes og trues

Hver fjerde kvindelige politiker har oplevet at modtage sexistiske tilråb, kommentarer, breve eller mails. Den grove chikane og deciderede trusler er en barriere for at rekruttere kvinder til politik. Men problemet er penibelt at tale om.

SF-politiker Özlem Cekic har været udsat for ekstrem chikane ifm. sit politiske virke. En tendens, der opleves af en række kvindelige politikere. Her sidder Özlem Cekic foran Herman Vedels grundlovsmaleri, der skildrer dagen, hvor kvinderne fik stemmeret.
Læs mere
Fold sammen

En dag i maj fik SF’s folketingsmedlem, Özlem Cekic, en besked på Twitter. Özlem Cekic var midt i en debat om højreekstremisters deltagelse på Folkemødet på Bornholm midt i juni, da en »Jesper Andersen« henvendte sig:

»Du er syg i potten, og hører ikke til i DK. Pis ad helvede til med dig, fucking antidemokrat. Landsforræddiske [sic] so,« skrev han under kontonavnet @JeSuisGeert. I fuld offentlighed.

Flere andre Twitter-brugere reagerede skarpt med øjeblikkelig fordømmelse af denne »Jesper Andersen«, mens Özlem Cekic blot sendte manden en invitation til kaffe. Med et »dobbelt handicap«, som Cekic selv kalder det – hun er både af kurdisk oprindelse og kvinde – er hun vant til at modtage beskeder, opkald, SMS’er, kommentarer og mails af racistisk eller sexistisk kaliber.

Berlingske har set flere af henvendelserne. Nogle ligger frit fremme på hendes Facebook-profil udstyret med afsenderens profilbillede, navn og jobbeskrivelse. Andre beskeder er afsendt anonymt. De indeholder ord som »kamelknepper« (Facebook), »kælling« (Facebook), »fuck dig, din islamistluder« (SMS modtaget i april) og lignende.

Beskederne kommer, siger Özlem Cekic, hver dag. Så tit og af så grov beskaffenhed, at hun efterhånden har mistet fornemmelsen for, hvornår noget er »normalt«. Den værste besked, hun nogensinde har modtaget, kom således i december 2014. Den pauvert formulerede SMS er så grov, at Berlingske ikke vil gengive den. Den begynder med en vulgærseksuel beskrivelse, der involverer Özlem Cekic og et skældsord for hendes mand, fortsætter med eder mod Cekics vælgere og slutter med ordene »I skulle have et nakkeskud, I fucking svin«.

Ud over Cekic selv modtog flere i hendes familie SMS’en:

»Det var først, da en kvinde i min familie ringede og fortalte, at hendes søn havde fået SMSen om, at han skulle nakkeskydes, at det gik op for mig, hvor frygtelig den besked var. Man bliver immun, og ens grænser rykker sig til det urimelige,« siger Özlem Cekic.

Cekic har, i modsætning til de fleste andre kvindelige modtagere af chikane, valgt at møde sine plageånder med kaffeinvitationer. En »dialogkaffe«. Nogle tager imod invitationen – og mændene bag de horrible ord er ofte helt anderledes end ventet:

»Jeg har altid billeder i mit hoved af, at jeg skal ud til en ensom mand, hvis lejlighed er begravet i skrald. Men mange af dem er helt almindelige mennesker med et arbejde, et socialt liv og en vennekreds. Det er også derfor, at det er vigtigt at holde fast i, at vi ikke bare kan afskrive dette som uintelligente eller enspænderes værk. Der sker noget på de sociale medier. Folk bliver hæmningsløse,« siger Özlem Cekic.

I året, hvor vi kan fejre 100-året for kvindernes valg- og stemmeret, trives sexismen og den seksuelt funderede chikane i bedste velgående, viser en rundspørge foretaget af Berlingske Research blandt kvinder i lands- og lokalpolitik. 500 kvindelige politikere har svaret, og svarene tegner et opsigtsvækkende billede af et politisk klima, hvor kvindelige politikere især på lokalt plan må finde sig i at blive tilsidesat, talt ned til og endda undertiden klappet bagi eller på hovedet. Det er »den stille sexisme«, som mere end en fjerdedel af de adspurgte angiver, de har været udsat for.

»Som kvinde i politik lærer man hurtigt de uformelle magtstrukturer at kende. Det kan være mødeindkaldelser, der ikke kommer frem, beslutninger, der tages på værtshuset efter mødet, latterliggørelse af argumenter og holdninger, eller [det kan være en situation, hvor] mere autoritære mænd i en forsamling »overtager« og får kredit/æren for det gode argument eller den gode ide, man [som kvinde] er kommet med,« siger et folketingsmedlem i undersøgelsen.

Erfaringen med at blive »lukket ude« eller »minimeret« er repræsentativ for en lang række af de kvindelige politikere i rundspørgen. Knap hver femte kvinder i undersøgelsen, især i lokalpolitik, har oplevet at blive talt til eller rørt ved på en upassende seksuel eller patroniserende måde i hverdagen, f.eks. ved at blive tiltalt »lille skat«, »såså, lille dame« eller kaldt »hysterisk« ved fremførelsen af politiske argumenter:

»Jeg blev sprunget over i en paneldebat med henvisning til, at der »ikke var tid til at høre endnu en skinger påstand fra den unge pige«,« skriver en landspolitiker. En lokalpolitiker fra Nordjylland supplerer:

»Jeg blev engang kaldt »byrådets bedste røv«. Jeg var heldigvis hurtig og svarede »...og den bedste hjerne«.«

Dertil kommer en stadig mere larmende seksuel chikane fra fremmede, som tilflyder de kvindelige politikere på de sociale medier og ad elektronisk vej, f.eks. på SMS eller mail. I Berlingskes undersøgelse svarer 27 pct. af de kvindelige politikere, at de har været udsat for den type chikane.

Den seksuelt funderede chikane er en ny barriere for ligestillingen i politik og i sidste ende for demokratiet, mener Drude Dahlerup, professor ved Stockholms Universitet, som forsker i kvinders politiske repræsentation: »Mænd får også hadefulde kommentarer, men kvindernes har sexistisk tone. Og det bliver vi simpelthen nødt til at gøre noget ved. Vi har ændret meget af den politiske kultur og skal huske at være glade for alt det, der er ændret. Men det er ikke nogen lige historisk linje fremad. Der er stadig problemer, og med de strukturelle forandringer i samfundet kommer nye problemer til. De sociale medier med de sexistiske hadefulde ytringer havde man jo ikke tænkt på, da kvinderne fik valgret for 100 år siden,« siger hun.

I november 2014 satte DR2-serien »Ti stille, kvinde« for første gang fokus på problemet. Johanne Schmidt-Nielsen (Enhl.) kunne eksempelvis fremvise en voldtægtstrussel, og Zenia Stampe (R) modtog beskeder, som på ubærlig vis hånede hende for, at hun har mistet et barn.

TV-serien skabte en enorm forargelse og debat. Men debatten har ikke ændret meget, for i Berlingskes undersøgelse svarer knap halvdelen af dem, der har været udsat for seksuel chikane, at det (også) er sket indenfor de sidste seks måneder:

»Jeg modtager regelmæssigt mails og facebook-beskeder med ord som so, luder, kælling, lille pige mm. I den blødere ende af den sexistiske skala finder man kommentarer som: »Du er godt nok dum, men du ser sød ud« eller »det er jo dejligt, at der er noget pænt at kigge på i Folketinget« osv. Hertil kommer så døds- og voldtægtstrusler. De er naturligvis ubehagelige,« siger et kvindeligt folketingsmedlem i Berlingskes rundspørge.

Kvinfos direktør, Nina Groes, kalder Berlingskes undersøgelse et wakeup-call og efterlyser en national handlingsplan til bekæmpelse af sexchikane og sexisme som den, man har på voldsområdet. Der er, mener hun, efterhånden rig dokumentation for et stigende antal seksuelt betonede krænkelser, både på arbejdspladserne og på internettet.

»Det er barsk at være i politik, både for kvinder og mænd. Der er personangreb, og det kan være grimt. For kvinder kommer der bare denne ekstra dimension oveni, som er seksuelt orienteret. Det unormale er blevet normalt. Udsagn, vi alle synes er voldsomt grænseoverskridende, er blevet normale i det politiske liv, men også i resten af samfundet. Vi har altså et voksende problem, men ingen politisk handling,« siger Nina Groes.

Den sejlivede sexisme og chikane af de kvindelige politikere risikerer at spolere den fremadskridende rejse mod ligestilling i det politiske liv, Danmark har været på, siden kvinderne fik valg- og stemmeret i 1915. Ved folketingsvalget den 18. juni er andelen af kvindelige kandidater for første gang i 100 år lavere end ved valget før.

I Berlingske Researchs rundspørge siger hver femte kvindelige politiker, at hun holder sig fra særlige debatter og emner. Flere – hver fjerde adspurgte – siger desuden, at hun har overvejet at stoppe sin politiske karriere helt. En kvindelig politiker fra Nordjylland skriver således:

»Jeg har meldt mig ud af mit tidligere parti. En tæt inderkreds af midaldrende mænd og unge drenge, der nærmest mobber kvinder ud, er en del af grunden (...) Internt i debatter på specielt sociale medier er der en særdeles hård debattone præget af mænd og unge drenge.«

Frygten hos bl.a. forskere og hos organisationer som Kvinfo er, at kvinderne i sidste ende ikke orker eller kan holde til at være i politik, når prisen er så høj:

»Det fraholder en hel masse kvinder fra at have lyst til det politiske liv og i vores demokrati, for man skal virkelig ville det og brænde for det, hvis man har lyst til at tage den del med,« siger Nina Groes.

Det hører med til det fulde billede, at tre fjerdedele aldrig har følt sig chikaneret eller forbigået – eller har oplevet det, men føler det uproblematisk. Af dem, der har haft ubehagelige oplevelser, siger 36 pct., at det ingen betydning har haft for deres politiske virke. Flere kvinder angiver, at man »vænner sig til tonen«, får hård hud på sjælen – eller at chikanen blot giver dem mere blod på tanden. Andre skriver, at de ikke ønsker at stå frem. Hovedsagelig fordi åbenhed omkring de grænseoverskridende oplevelser ofte medfører tvivlende miner eller beskyldninger om at være snerpet, klynkende eller at »spille offerkortet«.

»Det er en problemstilling, der fylder en del hos mig og andre kvindelige politikere. Det er bare ikke særlig velset at tage det op. Gør man det, får man kommentarer i stil med »Du er da også så nærtagende« eller »Det var da bare for sjov«,« skriver en regionspolitiker fra Jylland.

En reaktion, Özlem Cekic kender:

»Når jeg fortæller om de racistiske beskeder, jeg modtager, oplever jeg fuld forståelse. Det synes folk ikke er i orden. Når jeg fortæller om de sexistiske bemærkninger, opstår ofte en art tvivl. Sådan en »arh, er det nu ikke fordi, du er lidt snerpet?« eller »Kom nu, lad være med at ødelægge den gode stemning«. Den gode stemning for hvem, om jeg må spørge? Det er derfor, det er vigtigt at tale om det. Jeg har aldrig hørt til den gruppe, der mener, at man kan tie det ihjel,« siger Özlem Cekic.

Af samme grund vælger hun ofte at skrive tilbage til sin plageånder. Hun meddeler, at hun faktisk læser deres trusler og skældsord. At der sidder et menneske i den anden ende. Og at det ikke er acceptabelt.

For nylig trængte hendes budskab igennem. »Jesper Andersen« – @jesuisgeert på Twitter – der havde kaldt hende en »landsforræderisk so«, satte sig efter en stime af spruttende vederstyggeligheder ned og tænkte sig om. Og skrev undskyld i en længere mail:

»Hej Øzlem, det var mig, der skrev til dig for nyligt på Twitter, hvor jeg skrev »Pis af helvede til«. Jeg slettede min profil, fordi jeg godt selv kunne se, at jeg gik over stregen. […] Jeg vil derfor gerne beklage mit sprogbrug, og give dig en uforbeholden undskyldning for sådan en sviner.«