Kvindelig biskop: »Jeg tror ikke, lovgivning kan forandre holdningen hos dem, der læser Bibelen bogstaveligt«

Hver fjerde kvindelige danske præst har følt sig diskrimineret på grund af sit køn. Men det er bedre at trække de præster, der er modstandere af kvinder i embedet, ind i fællesskabet end at lovgive mod dem, mener biskop Marianne Gaarden. Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen ser både et paradoks og et problem.

Marianne Gaarden, her i fuldt ornat ved alteret i Maribo Domkirke, blev i 2017 den femte kvinde blandt Danmarks i alt 11 biskopper. Hun er glad for at få rettet projektørlyset mod synet på kvindelige præster. »Men man skal skelne mellem problemet, og hvordan man vil løse det,« siger hun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ingridfotograf.dk

Hvis en person, der ønsker dansk statsborgerskab, nægter at give hånd til borgmesteren ved den lovfæstede grundlovsceremoni, kan vedkommende godt glemme alt om at blive dansk statsborger. Sådan er reglerne ifølge den lov om statsborgerskab, som et flertal i Folketinget vedtog i december.

Men hvis en mandlig dansk præst nægter at give hånd til en kvindelig præst, får det ingen konsekvenser for hans ansættelse i folkekirken. Det på trods af, at Viborg stift i 2007 som det sidste gjorde op med, at mandlige præster - hvis det stred mod deres religiøse overbevisning - havde ret til ikke at trykke deres kvindelige kolleger i hånden i forbindelse med ordination.

70 år efter, at de første kvindelige præster blev ordineret i Danmark, findes der stadig blandt mandlige præster - og i visse menigheder - modstand mod, at kvinder kan være præster. Hver fjerde kvindelige præst har følt sig diskrimineret på grund af sit køn, fremgår det af en undersøgelse foretaget af Jylland-Posten. Undersøgelsen viser også, at 57 ud af de 640 respondenter har oplevet, at en mandlig kollega ikke ville trykke dem i hånden. Heraf har 11 tilfælde været inden for de seneste fem år.

Det får flere, blandt andre Else Marie Wiberg Pedersen, der er lektor i teologi ved Aarhus Universitet, til at spørge, hvor længe det fortsat skal være legitimt for præster i folkekirken at være imod kvinder i embedet.

I Sverige har der siden 2000 været lovkrav om, at man skal anerkende kvinder i embedet, hvis man vil virke som præst.

Åben diskussion

Men kirkeminister Mette Bock (LA) går ikke ind for lovgivning.

»Vores folkekirke bygger på en frihedstradition, som gør, at alle stadig kan være i den samme kirke,« siger hun til Jyllands-Posten: »Jeg tror ikke, det handler om styring og regler, men om at tage en åben diskussion.«

Heller ikke i folkekirkens egne rækker er der umiddelbart stemning for at lovgive mod de præster, der tolker Bibelens ord så bogstaveligt, at de ikke kan gå ind for kvindelige præster.

Marianne Gaarden, biskop over Lolland-Falsters Stift, blev i september bispeviet som den femte kvindelige ud af Danmarks i alt 11 biskopper – inklusive Grønland. Det var næsten 70 år efter, at de første tre kvindelige præster blev ordineret.

»På det tidspunkt havde en tredjedel af folkekirkens præster truet med at forlade deres stillinger, hvis man gjorde alvor af at ordinere kvindelige præster. Men Johanne Andersen, som blev præst i Nørre Ørslev på Falster, sagde: »Det ville ikke stå godt til for den danske folkekirke, hvis modstanderne af kvindelige præster ikke ytrede sig.« Og udviklingen har jo givet hende ret,« siger Marianne Gaarden og fortsætter:

»Ingen af de mange præster forlod deres job, og i dag har vi langt flere kvindelige end mandlige præster i den danske folkekirke. Ser vi på mit eget stift, så har kvinder i den grad markeret sig – øverst har vi Dronning Margrethe, som jo er folkekirkens overhoved. Vi har en kvindelig kirkeminister, kvindelig biskop, kvindelig domprovst og kvindelig domorganist. Kvinder stormer frem på alle parametre, og de mandlige præster, som ikke vil anerkende det, udgør en meget lille og meget trængt gruppe.«

Marianne Gaarden, biskop, Lolland-Falster Stift

»Er der noget, der fremmer religiøs fundamentalisme - og det gælder også kristne - er det at marginalisere folk«


Og det er ikke mindst grunden til, at Marianne Gaarden mener, at lovgivning ikke er vejen frem.

»Jeg tror ikke på, at lovgivning kan forandre holdningen hos dem, der læser Bibelen bogstaveligt. Vi risikerer snarere at grave grøfter, og at de, der føler sig skubbet ud af folkekirken, skaber subkulturer. Og det aldrig sundt for et samfund. Er der noget, der fremmer religiøs fundamentalisme – og det gælder også kristne – er det at marginalisere folk,« siger hun og fortsætter:

»Så er det langt bedre at trække dem ind i fællesskabet og diskutere med dem og sige, at det kan godt være, at I ikke kan rumme os, men vi kan godt rumme jer. Det er også i overensstemmelse med det kristne budskab om, at i Herrens hus er der mange boliger, som vi forkynder fra prædikestolen.«

Menighedsråd må på banen

Men netop denne vilje til rummelighed ser ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) som både et paradoks og et problem.

»Mere end halvdelen af præsterne i den danske folkekirke er kvinder, og derfor er det så besynderligt, at der stadig diskrimineres over for kvindelige præster. Folkekirken slår sig jo op på at være rummelig og kunne favne bredt. Og alligevel har vi en undersøgelse, der viser, at det er så som så med rummeligheden, når nogle mænd tilsyneladende ikke kan rumme, at de har kvindelige kolleger,« siger hun.

»Jeg synes, det er problematisk, at en folkekirke, der gerne vil fremstå som et moderne trossamfund, ikke er kommet længere.«

Eva Kjer Hansen forventer nu, at først og fremmest menighedsrådene kommer på banen og forholder sig til undersøgelsen.

Eva Kjer Hansen, ligstillingsminister (V)

»Folkekirken slår sig jo op på at være rummelig og kunne favne bredt. Og alligevel har vi en undersøgelse, der viser, at der er nogle mænd, der ikke kan rumme, at de har kvindelige kolleger«


»Jeg ser helst, at folkekirken selv er i stand til at arbejde medproblemet og få skabt en forandring,« siger hun.

Biskop Marianne Gaarden vurderer, at de præster, der fortsat er modstandere af, at kvinder kan blive præster, udgør en meget beskeden minoritet. Eller som hun udtrykker det: En uddøende race.

»Det betyder ikke, at jeg ikke er enig i, at det er et problem. Og jeg synes, det er fint, at der bliver slået på stortromme, og at vi får rettet projektørlyset mod synet på kvindelige præster,« siger hun.

»Men man skal skelne mellem problemet, og hvordan man vil løse det. Og her er jeg helt enig både med kirkeministeren og med Johanne Andersen i, at vi ikke løser noget ved at forbyde folk at ytre sig – eller ved at tvinge dem til et håndtryk.«