Kvindefrigørelse bag stigning i antallet af æresdrab

Der er en næsten direkte sammenhæng mellem stigningen i antallet af æresdrab på kvinder i et land som Pakistan og den stadigt øgede bevidstgørelse blandt kvinder om deres rettigheder.

Stigende bevidsthed om rettigheder hos kvinder i Pakistan er med til at få antallet af æresdrab til at stige i disse år, da mændene og de ældre generationer står fast på, at kvinder er mændenes ejendom – en opfattelse, der mange steder rækker ind hos politiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto Faroog Naeem/ AFP.

Selvom vi skriver 2008, selvom retten til liv er den mest grundlæggende FN-sikrede rettighed, der er nedfældet, og selvom kvinder over alt i verden burde være sikret de samme rettigheder som mænd, er mange kvinder i Pakistan og talrige andre lande i Mellemøsten helt og aldeles prisgivet deres mænd og det voldsomt patriarkalske samfund, der omgiver dem.

For en pakistansk kvinde er retten til at leve derfor ofte betinget af, at hun accepterer sig selv helt og holdent som sin mands ukrænkelige ejendom.

Sådan lyder en af mange konklusioner i en rapport fra Amnesty International om æresdrab på kvinder i Pakistan – en rapport, der oven i købet slår fast, at der er næsten direkte sammenhæng mellem den øgede bevidstgørelse blandt pakistanske kvinder om deres rettigheder, både som kvinder og som mennesker, og det efter alt at dømme støt stigende antal ofre for æresdrab i landet.

Selv i de mest afsondrede og traditionelle pakistanske landsbyer kan man sende smser til udlandet over sin mobiltelefon, der er ofte adgang til internet med mulighed for at sende og modtage e-mails, og enhver landsby har familier, der helt eller delvist har bosat sig i Europa eller USA, hvor man har et radikalt anderledes syn på kvinders rolle i samfundet.

Den globale landsby ligger altså også i Sindh og i Punjab – den region af Pakistan, hvor en 31-årig dansk kvinde og mor med pakistanske rødder for 14 dage siden blev skuddræbt af sin egen mands bror, sandsynligvis fordi hun stod fast på, at hun havde visse rettigheder, herunder retten til frit at kunne forlade det hjem i provinsbyen Kharian, der havde været hendes mere eller mindre ufrivillige fængsel i tre år.

Flere æresdrab
»Det er desværre vores klare fornemmelse, at antallet af æresdrab har været stigende i de senere år i Pakistan. Det skyldes på den ene side, at kvinderne bringer sig i livsfare ved i stigende grad at være bevidste om deres rettigheder – og stå fast på dem. På den anden side skyldes det en øget fokusering på og åbenhed omkring problematikken i den pakistanske offentlighed, herunder i medierne,« forklarer Sohail Warraich, der er tilknyttet Amnesty Internationals særlige Pakistan-afdeling i London.

Specialkonsulent for Lands­organisationen af Kvindekrisecentre, LOKK, Farwha Nielsen, der har mæglet i talrige konflikter mellem kvinder og deres familier, kan nikke genkendende til den globale kvindefrigørelse som en forklaring. Men hun har en anden supplerende forklaring.

»Vi ser også en øget fanatisme blandt mændene ude i de traditionelle samfund. I dag står de i endnu højere grad end tidligere fast på deres gamle patriarkalske normer og traditioner, hvilket kan ses som et led i en stigende afsky for vestlige værdier og et forsøg på at fastholde en kulturel identitet, der står i skarp modsætning til Vesten. Når en kvinde så kommer med sine »vestlige« tanker om rettigheder og kvindefrigørelse, falder hammeren i mange tilfælde endnu hårdere end den gjorde tidligere,« forklarer hun.

Farwha Nielsen mener dermed også, at mange mellemøstlige kvinder er blevet en form for gidsler i det storpolitiske spil, der er opstået i kølvandet på 11. september 2001. Terrorangrebet på USA trak på mange måder fronterne yderligere op mellem Vesten og dele af den østlige verden.

Selvmord
Selv om den pakistanske regering for få år siden formelt indførte dødsstraf for æresdrab, så forbliver gerningsmændene i langt de fleste tilfælde helt ustraffede eller får en uhyre mild dom på nogle få måneders fængsel.

Det skyldes ifølge Sohail Warraich fra Amnesty International bl.a., at ingen af parterne i en æresdrabssag, offerets biologiske familie og svigerfamilie, typisk har nogen interesse i at få afgjort et skyldsspørgsmål. De har i de fleste tilfælde tværtimod den modsatte interesse, så selvom politiet skulle begynde at efterforske sagen, kan de ikke få vidner, der vil stå frem, ligesom liget i mange tilfælde er blevet gemt af vejen. Dertil kommer den udbredte accept af æresdrab i mange samfund i Mellemøsten – en accept, der ofte rækker dybt ind i politiets egne rækker, ligesom korruption i bl.a. Pakistan er vidt udbredt. Flere rapporter nævner således, at der i en bestemt provinsby i Pakistan i hvert fald tidligere var en fast takst på 7.000 rupees for at sikre politimæssig stilhed om et drab.

Kvindernes situation forværres yderligere af, at de praktisk taget ikke har nogen steder at flygte hen, hvis de føler sig truet på livet. Der er alt for få beskyttelseshjem for kvinder i Pakistan, og de ligger ofte i storbyerne, fjernt fra de traditionelle og ofte fjerntliggende samfund, hvor æresdrab er mest udbredt. Dertil kommer, at mange kvinder i kraft af deres årelange isolation ikke har noget videre kendskab til deres omverden og derfor i mange tilfælde knap nok aner, hvordan de skal rejse til en anden by.

For de mest desperate kvinder bliver løsningen derfor at tage deres eget liv. Frem for at blive brændt levende eller få en kugle for panden af et mandligt familiemedlem – blot for at have stået fast på sine rettigheder. Som kvinde og som menneske.