Kvinde tiltalt for at bestille lejemord: Vigtigt, der blev brugt lyddæmper, og at han døde »i første forsøg«

En 58-årig kvinde risikerer at blive udvist fra Danmark i en sag, hvor hun er tiltalt for at have bestilt og betalt et lejemord via computerprogrammet Tor.

Arkivfoto: En 58-årig kvinde fra Nordsjælland, der er tiltalt for forsøg på manddrab, betalte ifølge anklageskriftet imod hende for et lejemord med bitcoins. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

En 58-årig kvinde fra Hellerup er tiltalt for at have bestilt et lejemord på en mand.

Hen over fire måneder fra cirka 16. november sidste år og frem til 30. marts i år skulle kvinden, der ifølge Ritzau er italiensk statsborger, have forberedt, bestilt og betalt for likvideringen. Det fremgår af anklageskriftet i sagen, som Berlingske har fået aktindsigt i.

Kvinden udfyldte ifølge anklagen »en bestillingsformular« til mordet via en side på Tor-internettet kaldet »Crime Bay by Chechen Mob«.

Tor-nettet betegnes som »Det Mørke Net« med henvisning til, at det er langt nemmere at optræde anonymt og slette sine spor som bruger. Computerprogrammet er berygtet for at handelsplads for alt fra narkotika til våben og netop mord.

Den 58-årige kvinde angav navnet og adressen på manden, hun ønskede død, og beskrev, hvor man kan stå uset nær hans bolig. Ifølge Ritzau var manden bosiddende i Italien. Videre skrev hun, at der skulle bruges lyddæmper ved drabet og »anførte, at det var meget vigtigt, at han blev dræbt i første forsøg«. Efterfølgende krævede hun, at der blev uploaded et billede, fremgår det af anklageskriftet.

Lejemorderen blev angiveligt betalt med bitcoins. Det er en form for digital valuta, som er svær at spore.

Planlægningen af mordet skulle være sket på kvindens bopæl i Hellerup.

Likvideringen af manden mislykkedes ifølge anklageskiftet.

Kvinden er sigtet for forsøg på manddrab, og hvis hun dømmes, kræver anklagemyndigheden hende udvist med indrejseforbud for bestandigt.

Der er nedlagt navneforbud i sagen, der er berammet til at begynde 7. december ved Retten i Lyngby.

Der er lagt op til, at sagen vil køre med nævninge. Det gør man, når tiltalte risikerer mere end fire års fængsel.

Berlingske arbejder på at få en kommentar fra kvindens forsvarer, Mie Sønder Koch.