Kvinde med blødende mund og smerter i armen ventede over en time på ambulance

(ARKIV) Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Djurhuus

En kvinde, der tirsdag aften blev fundet liggende på Kingosvej med blødende mund og smerter i armen, måtte vente over en time på, at en ambulance kom frem.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Yvonne Nielsen stoppede som den første bilist op og ringede 112. Hun fortæller, at kvinden var slemt tilredt, da hun fandt hende.

»Hun er blodig i ansigtet og klager over smerte i sin arm. Jeg tør ikke flytte på hende, hvis nu det gør det værre. Hun er meget omtumlet og taler sløret, så jeg finder ikke ud af, hvad der er sket med hende, men det kunne tyde på, at det var et trafikuheld,« fortæller Yvonne Nielsen.

Da hun ringede 112 første gang, var klokken 22.32, men først 23.06 blev en ambulance sendt afsted, og 23.48 var den fremme. Altså mere end en time efter det første opkald.

Region Hovedstadens Akutberedskab oplyser i en mail til Frederiksborg Amts Avis, at ventetiden skyldes mange udrykninger i Nordsjælland tirsdag aften.

»Vi sender en ambulance uden udrykning, da der ikke er umiddelbar fare for liv eller førlighed. Vi modtager endnu en opringning 23.41, og opgraderer her til en udrykningskørsel. Normalt venter borgere ikke så længe på en ambulance, men der var i samme tidsrum mange kørsler med udrykning i Nordsjælland, og disse bliver prioriteret højest. Vi beklager ventetiden,« lyder det i mailen.