Kvinde kend dit århundrede

For 100 år siden kunne kvinder ikke stemme til folketingsvalg. I dag har kvinder de samme rettigheder som mænd. Ligestillingen er nået langt i Danmark … men er det langt nok?

Den danske sangerinde og skuespiller Liva Weel. Fold sammen
Læs mere

For nylig opfordrede den indflydelsesrige erhvervskvinde Lone Fønss Schrøder her i avisen til, at der bliver indført kvindekvoter i erhvervslivets bestyrelser. Inden da var parlamentet og ministerrådet i EU netop blevet enige om, at ansøgere om midler fra forskningsprogrammet Horizon 2020 skal tænke i ligestilling, hvis de vil have adgang til midlerne.

Lone Fønss Schrøder og politikerne i EU er blot nogle af de seneste til at fremhæve, at der er en skæv kønsfordeling, om det så gælder erhvervslivets bestyrelser eller forskningsinstitutionerne, og at det nogle gange kan være nødvendigt at ændre reglerne for at fremme ligestillingen.

Nye regler og dermed nye muligheder næret af nye tanker har da også i høj grad bidraget til, at der trods fortsatte skævheder i dag er mere lighed mellem kønnene, end der var for så kort tid siden som 1960erne og 1970erne. Og uendelig mere lighed end for snart 100 år siden, da danske kvinder i 1915 fik valgret til folketingsvalg.

Det fortæller lederen af Kvindemuseet i Aarhus, Merete Ipsen, i forbindelse med, at Berlingske i serien »Danskere i 100 år« beretter om, hvordan landet har forandret sig på en række afgørende områder fra 1913-2013.

»For 100 år siden var kvinder udelukket. De var ikke ligeværdige samfundsborgere, selv om der var begyndt at ske forandringer sidst i 1800-tallet, så kvinder kunne tage en studentereksamen på privatskoler og få adgang til at læse på universitetet,« siger Merete Ipsen.

Det landlige arbejdsfællesskab

Mens borgerskabets kvinder var mest til pynt, og byproletariatets mænd overtog borgerskabets værdier med mænd som forsørgere af kvinder, så var der på landet en form for arbejdsfællesskab mellem kønnene.

»Manden havde brug for konen for at passe gården, og konen havde brug for manden. Sådan var det op til midten af 1950erne,« forklarer Merete Ipsen:

»Men der var ikke ligestilling på landet. Der blev også slået på tæven. Vold mod kvinder var et evigt problem i hele samfundet. Det var først, da den nye kvindebevægelse kom frem i 1970erne, at kvinder for alvor begyndte at snakke med hinanden om, hvordan mange af dem, der levede i voldelige forhold eller kendte til vold i familien. Det betød, at der kom fokus på voldsproblematikken.«

I 1913 kunne kvinder ikke stemme til eller blive valgt til landsvalg, kun lokalvalg. Men ikke mindst takket være Dansk Kvindesamfund kunne de fra 1915 deltage i folketingsvalg. Mens kvindesamfundet deltog i mange af de offentlige, politiske og principielle slag i kvindekampen, bidrog husmoderforeningerne på bl.a. landet ifølge Merete Ipsen med at »kvalificere kvinders gøren«, skabe netværk og kvindehjælp.

Kvinder var velkomne – og dog

Selv om kvindebevægelsen var tæt forbundet med venstrefløjen, liberale kræfter og socialismen i sine tidlige år omkring århundredskiftet, var »den traditionelle arbejderklasse ikke specielt progressiv, når det drejede sig om kvinder«, som Merete Ipsen udtrykker det.

»Det var ambivalent. Man ville gerne have kvinderne i arbejderbevægelsen, men alligevel ville man dem ikke rigtig. Så sent som i 1970erne, på Ritt Bjerregaards tid, skulle kvinderne gøre det rigtig godt for at komme til,« siger hun.

På samme måde med valgretten. Retten var der, men der skulle gå årtier, før der for alvor kom kvinder i dansk politik.

»Det var først i 1970erne, der kom rigtig gang i kvindedeltagelsen i dansk parlamentarisme,« forklarer museumslederen.

Et var det offentlige liv og strømninger fra udlandet med alt fra suffragette-bevægelsen til Josephine Baker, der på hver deres måde gjorde op med kvinder som passive i stor set alle livets henseender. Noget andet var det private liv med mor, far og børn, huslige pligter osv. Et liv, der trods to krige, hvor kvinder i bl.a. England viste, at de sagtens kunne klare sig selv uden mænd, langt op i 1950erne var præget af endog meget stereotype kønsroller.

»De to krige havde vist, at kvinder var handlekraftige og stærke på hjemmefronten, men i 1950erne kom der en slags modreaktion. Der er stor stilstand i 1950erne. Værdierne med faren som patriarken og moren med det stivede forklæde bliver genoplivet. Alt er hyggeligt og godt.«Men i slutningen af det, der er blevet beskrevet som det kedelige årti, blev kimen lagt til det senere ungdomsoprør. De unge ville ud og have det sjovt, de dansede til amerikansk musik, men midt i ungdomsoprøret i 1960erne opdagede kvinderne, at det aldrig var dem, der blev bedt om at gå på talerstolen.

En bevægelse fra Gedser til Skagen

»Så kom rødstrømpebevægelsen, den anden kvindebevægelse. Den nåede hele vejen fra Gedser til Skagen, men den stod stærkest i bymiljøer og omkring de videregående uddannelser. Der var stadig mange kvinder, der stod uden for og fortsat skrællede kartofler til mændene,« siger hun.

Det var også i 1960erne, i 1966, at P-pillen så dagens lys. Det var ifølge Merete Ipsen »en helt afgørende ting«. Det samme var abortlovgivningen i 1973.

»Man kan sige, at uden P-pillen ville rødstrømpebevægelsen have haft det sværere. Uden P-pillen ville det have været svært for kvinder selv at bestemme over deres livsforløb og karriere. Det, at de skulle bære børn, har været af enorm betydning for kvinders muligheder,« siger hun.

»Uønskede børn har altid været en gru for kvinder. Særligt i byerne, hvor der var en helt anden skam og bornerthed omkring de her børn. På landet var det noget andet. Var der børn, der kom lidt for tidligt, kom de hjem til mormor og morfar.«

Men er der så ligestilling i dag?

»Vi har gode kvindelige politikere, ledere og rollemodeller. Vi har også dygtige kvindelige forfattere. Men så længe mindre end 20 procent af filmstøtten går til kvinder, og kun en fjerdedel af museernes kunstindkøb er af kvindelige kunstnere, så er det fortsat det mandlige blik på vores historie og verden, der bliver fortalt. Og det er fra kulturen, vi får mange af vores fortællinger,« siger hun.

Hvad skal der til, kønskvotering?

»Personligt går jeg ind for kønskvotering, men jeg tror ikke, det er det rigtige på nuværende tidspunkt. Det ville bare hedde sig, at kvinderne fik nogle fordele, selv om de ikke var kvalificerede,« siger Merete Ipsen – og tilføjer, at fremtiden vil byde på endnu flere veluddannede kvinder og dermed flere forandringer.

Desværre for kvindesagen noterer hun sig også, at børns kønsroller lever i bedste velgående, og at de ligefrem er mere markante end for 100 år siden.

»Det er blevet så kommercialiseret. Vi nærmest klæder børn i kønsroller, når vi køber gaver til dem i en legetøjsbutik. Før havde det en form for funktion, at en dreng fik et våben eller den slags, fordi han senere skulle ud og være handlingsorienteret og sørge for familien, og at pigen fik dukker, fordi hun alene fik ansvar for børn senere. Børn blev dengang opdraget til de vilkår, der ventede dem,« lyder der fra Merete Ipsen.