Kvinde idømmes 13 års fængsel for voldsomt drab i Aalborg

Kvinde dræbte 79-årig mand efter adskillige knivstik i lejlighed. Hun gik på bar, imens manden blødte ihjel.

arkiv
ARKIVFOTO: Drabet skete i mandens lejlighed i Aalborg. Han blødte ihjel efter at være blevet stukket og snittet med kniv 111 gange, skriver Nordjyske, der har været til stede under retsmøderne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

En kvinde er idømt fængsel i 13 år for et voldsomt drab på en 79-årig mand i november sidste år.

Det oplyser anklagemyndigheden i Nordjylland. Det er et nævningeting i Retten i Aalborg, der tirsdag har afsagt dommen i sagen mod 54-årige Ane Birthe Nuno Nielsen.

Drabet skete i kvindens lejlighed i Aalborg. Han blødte ihjel efter at være blevet stukket og snittet med kniv 111 gange, skriver Nordjyske, der har været til stede under retsmøderne.

Kvinden mishandlede manden igennem flere timer, imens hun undervejs holdt rygepauser, forklarede hun blandt andet.

Retten lagde særlig vægt på de mange knivstik, der både var påført ansigt, bryst, ben og arme. Desuden havde kvinden slået manden med en gryde, stegepande, en sten i en stofslynge, en ledning og en stok, oplyser Retten i Aalborg.

Manden var ifølge Nordjyske sexkunde hos kvinden, men han sagde noget til hende, som gjorde hende vred. Det endte med, at hun dræbte den 79-årige.

»Jeg havde ikke på noget tidspunkt tanker om, at jeg skulle dræbe ham. Jeg tænkte kun, at han skulle have en ordentlig røvfuld,« har kvinden sagt i retten ifølge Nordjyske.

Manden betalte hende angiveligt 400 kroner, og kvinden følte sig udnyttet, eftersom hun var økonomisk presset, har hun fortalt.

Hun snuppede 1000 kroner fra manden, da hun forlod sin lejlighed, imens han forblødte, fremgår det af anklageskriftet.

Den dømte skal nu betale en godtgørelse på 100.000 til den dræbtes daværende samlever.

Kvinden har udbedt sig betænkningstid, så hun kan finde ud af, om hun vil anke dommen, oplyser Retten i Aalborg.

/ritzau/