Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
En 43-årig mand fra Odense er blevet sigtet for at have holdt sin kæreste indespærret i sin bil i næsten et døgn. Det oplyser Fyns Politi til bt.dk.
Den 29-årige kvinde, der ligeledes er fra Odense, er ifølge politiet blevet holdt fanget i bilen fra fredag omkring klokken 15 til lørdag klokken 13.05, hvor manden blev anholdt.
Manden er varetægtsfængslet i fire uger for frihedsberøvelse, men nægter sig skyldig og har kæret afgørelsen til landsretten.
»Kvinden er blevet afhørt, men vi er nødt til at afhøre hende igen. Jeg tror ikke, hun har det så fantastisk, så hun har behov for at få lidt fred. Men på baggrund af de ting, vi har indtil nu, har dommeren altså bestemt, at han skal sættes ind, indtil landsretten har behandlet sagen,« siger vagtchef Hans Jørgen Larsen fra Fyns Politi til bt.dk.
Politiet ved på nuværende tidspunkt ikke, hvor de to har været i løbet af døgnet.
»De har sandsynligvis kørt rundt i hans bil på Fyn. Vi ved ikke, hvad motivet er. Men mon ikke, der kommer hul sagen, når vi får mulighed for at afhøre kvinden igen,« siger vagtchefen.
Det var kvindens veninde, der slog alarm, da hun frygtede, at manden havde tvunget hende ind i bilen mod hendes vilje.
»Hun har ingen fysiske skader, men de psykiske kan være lige så slemme. Det er en alvorlig sag, fordi det er så lang en periode, han har holdt hende indespærret,« siger vagtchef Hans Jørgen Larsen og påpeger, at frihedsberøvelse kan give mange års fængsel.