Kvinde fundet død i lejlighed i Aalborg

En 39-årig kvinde er søndag morgen blevet fundet død i en lejlighed i Vejgård i Aalborg.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Alarmcentralen modtog kort efter klokken syv søndag morgen et opkald fra lejligheden, hvor en mand havde fundet en livløs kvinde. Der blev sendt både ambulance og politi til stedet, hvor en ambulancelæge kunne konstatere, at kvinden var død.

Politiet oplyser, at det ikke med sikkerhed kan fastslås, hvad der var årsagen til dødsfaldet, hvorfor stedet blev afspærret, og indtil videre må betegnes som et gerningssted. Det er endnu uvist, om der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet.

Søndag formiddag er politiet til stede i området, hvor der er afspærret i omkring lejligheden, ligesom politiet er i gang med afhøringer.

Familien til den 39-årige kvinde er underrettet.

BNB