Kvinde brækker to arme i DSB-togdør

En 78-årig kvinde fik sin kuffert i klemme i døren på et DSBFirst-tog.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er kun to dage siden, at den manglende overvågning af dørene i DSBFirsts tog på Kystbanen var tæt på at koste en treårig dreng livet.

Dagen efter var den gal igen.

Ved 20-tiden søndag fik 78-årige Ulla Matell sin kuffert i klemme på Vedbæk Station, hvor hun skulle af toget efter en ferie i Stockholm.

Råber til lokoføreren

Netop som datteren Charlotte Matell Reinhardt var trådt ud af toget og vendte sig om mod sin mor, der var på vej ud, lukkede dørene i.

- Jeg ser, at der ikke er nogen kontrollør på perronen, så jeg råber og skriger alt, hvad jeg kan, fortæller Charlotte Matell Reinhardt til Ritzau.

- Heldigvis er vi i den første kupé efter lokomotivføreren, som hører mig og stikker hovedet ud. Han får trykket på en knap, så dørene går fra igen, fortsætter hun.

Men da dørene løsnede sig om Ulla Matells kuffert, faldt den 78-årige kvinde bagover ind i toget og fik brud på begge arme.

- Hun har fået et meget kompliceret brud i det ene håndled og har brækket to fingre på den anden hånd. Hun har begge arme i gips op til albuen, fortæller Charlotte Matell Reinhardt og tilføjer:

- Det var en virkelig en traumatisk oplevelse for os begge. Vi er simpelthen chokerede.

Flere episoder med dørene

Både lokomotivføreren og kontrolløren kom den 78-årige kvinde til hjælp, og siden har hendes datter været i kontakt med DSBFirst, som påtager sig det fulde ansvar.

I en mail til Ritzau skriver pressechef Anneli Evers, at weekendens to hændelser er dybt beklagelige, og at selskabet er i gang med at undersøge, hvordan de kunne ske.

I lørdags gik det ud over en treårig dreng, der faldt ned mellem tog og perron, da dørene lukkede sammen om barnevognen. Og weekendens episoder er ikke de første af den slags uheld.

Ovenpå de seneste hændelser har transportminister Hans Christian Schmidt (V) bedt Trafikstyrelsen om en redegørelse om dørlukningerne på Kystbanen.

/ritzau/