Kviksølv i Kærgaard Plantage

Der er fundet en betydelig mængde kviksølv i landets mest berygtede giftlosseplads, Kærgaard Plantage.

Byrådsmedlem Kai Bayer (R) fra Grindsted har gjort et usædvanligt fund. På en hjemmeside ligger analyser, der afslører en kviksølvbombe under giftdepotet i Kærgaard Plantage.

Bayer fortæller om sit fund i et læserbrev i JydskeVestkysten og skriver, at der er tale om et samlet omfang på to ton kviksølv.

- Vi har endnu ikke regnet målingerne sammen, men jeg kan bekræfte, at der er tale om en betydelig mængde kviksølv, forklarer civilingeniør Mette Christophersen fra Region Syddanmark til JydskeVestkysten.

Byrådsmedlemmet mistænker Grindstedværket for at have kørt kviksølvholdigt affald til Kærgaard i de sidste måneder, inden tilladelsen til spildevandsudledning udløb i begyndelsen af 1970'erne, og han mener, at den tidligere ledelse bør stilles til ansvar.

Danisco i Grindsted, det tidligere Grindstedværket, har ingen kommentarer.

/ritzau/