Kvie slap løs på dyrskueplads: Flere små børn er kommet til skade

En kvie slap fredag middag løs ved et dyrskue i Odense, og flere børn kom til skade. Blandt andet blev en to-årig trådt i brystet, oplyser Fyns Politi.

Foto: Nikolai Linares. Politi. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Klokken 11.25 slap en kvie løs ved et dyrskue i Odense. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

I den forbindelse kom to voksne og fire børn til skade. To børn er indtil videre bragt til skadesturen. I pressemeddelelsen skriver politiet:

»11 måneder gammel pige trådt i hovedet. 2-årig pige trådt i brystet. 7-årig pige har brækket et ben. 7-årig pige har mindre overfladiske skader i hovedet. 50 årig kvinde har slået ryg og hoved ved fald. 58-årig mand har ondt i brystet efter fald.«

Den 11 måneder gamle pige kommer sig uden mén, mens den to-årige pige har fået et mindre hul i den ene lunge, som skal hele af sig selv, skriver politiet i en opdateret pressemeddelelse. Den 7-årige pige med mindre overfladiske skader i hovdet undersøges for en mulig fraktur i den ene arm.

Alle pårørende er enten til stede på skadestuen eller underrettet, oplyser politiet.

TV 2 Fyn skriver, at spædbarnet, der blev trådt i hovedet af tyren, kortvarigt blev slået bevidstløs.

Kvien er blevet indfanget igen.

Fyens.dk har talt med en tilskadekommen, Torben Jensen, der fortæller, at det var en kvie og ikke en tyr, der var løs på dyrskuet.

»Det var en stor kvie, som væltede rundt ovenpå en pige. Et øjeblik efter løb den over til bordene herovre. Så blev jeg væltet af koen, og jeg kan ikke nå andet end at sætte armene op. Jeg har trykket nogle ribben, og jeg har slået mit haleben og et eller andet med min ryg. Nu får vi se, hvor slemt det er. Der blev hurtigt sagt, at der kom nogle samaritter,« siger han og skynder hen for at tage sig af en skoleklasse, han er på dyrskuet med.

Ifølge Fyens.dk er to politibiler og tre ambulancer kørt til dyrskuet, hvor omkring 10.000 børn er til stede.

Politiets indsatsleder Thomas Jasper mener ikke, man bør være bange for at opholde sig på dyrskuepladsen nu, trods ulykken.

»Jeg tror ikke, man skal være bange for at være her. Vi skal selvfølgelig undersøge, hvad der er sket dernede. Vi er i gang med at lave nogle tekniske undersøgelser af området for at kunne klarlægge, hvad der er sket,« siger han til TV 2 Fyn.

Fyns Politi skrev først, at der var tale om en løssluppet tyr, men politiet oplyser nu, at der retteligt var tale om en kvie.