Kvalitetsreform og skatteplan kædes sammen

Regeringen planlægger en samlet præsentation af deres skatteplan og kvalitetsreform i begyndelsen af næste uge, erfarer Ritzau.

Regeringen planlægger en politisk offensiv med en samlet præsentation af 2015-planen og kvalitetsreformen i begyndelsen af næste uge. Det fortæller flere kilder til Ritzau.

Den langsigtede fremskrivning af dansk økonomi til 2015 skal blandt andet identificere et råderum, der kan bruges til skattelettelser og til de milliardinvesteringer i sygehuse og skoler, som er en del af regeringens kvalitetsløft for den offentlige sektor. Derfor hænger de to udspil sammen.

Regeringens længe ventede udspil er ifølge Ritzaus oplysninger timet, så de lanceres indenfor en uges tid efter Socialdemokraternes velfærdsudspil, der præsenteres torsdag.

Ifølge flere kilder forudsætter planen dog, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og den konservative leder, Bendt Bendtsen, forinden bliver enige om skattepolitikken.

/ritzau/