I en sag om indsmugling af store mængder narkotika via kurer-firmaer har en 34-årig mand fra Holbæk onsdag aflagt tilståelse i retten.

Straffen er blevet fængsel i 14 år til Teddy Benito Meisner Jensen, der har siddet varetægtsfængslet siden januar.

I retsmødet i Holbæk erkendte han at have modtaget cirka 180 kilo amfetamin og fem kilo hash fra Holland, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

En forsendelse på yderligere 53 kilo amfetamin var også på vej mod Holbæk, men blev stoppet undervejs af Toldstyrelsen.

Under efterforskningen har politiet fundet belastende beskeder på den krypterede besked-tjeneste Signal, oplyser politiet om sagen.

I forbindelse med sagen gik betjente i aktion sidste uge og anholdt to kvinder og en mand.

Tæller man den 34-årige netop dømte med, er der i alt fem sigtede i sagen.

Den 34-årige overvejer, om han vil anke strafudmålingen til landsretten, oplyser politiet.

/ritzau/