Kurdisk TV-station anker dansk terrordom

ROJ TV vil anke byrettens terrordom til landsretten, siger TV-stationens direktør.

Direktøren for Roj TV, Imdat Yilmaz Fold sammen
Læs mere
Foto: Slim ALLAGUI

Den kurdiske TV-station ROJ TV, der tirsdag blev fundet skyldig i at fungere som et talerør for PKK, der blandt andet er på EUs terrorliste, anker dommen fra Københavns Byret.

Det fortæller TV-stationens direktør til modkraft.dk.

- Vi har ikke fået en fair rettergang, og derfor er det naturligt at lade endnu en instans kigge på sagen. Da vi ikke mener, at vi har begået nogen forbrydelse, så vil vi ikke bøje nakken, siger administrerende direktør Imdat Yilmaz til modkraft.dk.

Trods dommen fra byretten, kan ROJ TV fortsat sende fra Danmark, og det har fået den tyrkiske regering til at lægge pres på Danmark for at lukke for ROJ TVs sendesignal. Regeringen har givet udtryk for, at man bør arbejde på at kunne lukke ROJ TV.

- Hvis der er et hul i lovgivningen, skal det naturligvis lukkes, lyder det i en fælles udtalelse fra justitsminister Morten Bødskov (S) og kulturminister Uffe Elbæk (R).

- Sammen vil vi derfor nu i Justitsministeriet og Kulturministeriet sikre, at lovgivningen på tilstrækkelig vis giver adgang til at skride ind over for radio- og TV-stationer, som opfordrer til terrorisme, siger de to ministre.

Ifølge ROJ TVs administrerende direktør er der tale om en »besynderlig« udmelding fra den danske regering.

- Det virker som om Tyrkiet har haft held til at lægge pres på den danske regering. Det tætte forhold til Tyrkiet sker på bekostning af ytringsfriheden og frihedsrettighederne, siger Imdat Yilmaz.

I Danmark er det i dag kun Radio- og TV-nævnet, som kan inddrage en stations sendetilladelse.