I 2016 sendte kunstneren Morten Rockford Ravn en ansøgning om et arbejdslegat til Legatudvalget for Billedkunst under Statens Kunstfond og fik et afslag. I 2017 skete det samme.
Med afslagene fulgte ikke kun skuffelse. De plantede også en mistanke i kunstneren.
»Kan unge kunstnere som jeg være sikker på, at ens ansøgning får en reel behandling? Det er ikke for at lyde højrøvet eller noget, men det går ret godt for mig. I år har jeg blandt andet udstillet i Sydkorea og Tyskland. Det har været muligt for mig at få mange ting til at ske, og jeg har fået fin presseomtale,« fortæller Morten Rockford Ravn, som tænkte, at det simpelthen ikke kunne passe, at alle de kunstnere, der er blevet begunstiget med støtte i år, gør det bedre end ham og er mere berettigede.
Morten Rockford Ravn satte sig derfor for at undersøge de professionelle relationer mellem medlemmerne af Legatudvalget for Billedkunst og de kunstnere, der har fået støtte i 2016 og 2017. Herefter har han undersøgt, hvornår medlemmerne har erklæret sig inhabile.
Han har brugt otte måneder på projektet, som har resulteret i to ting. En sag, som han agter at forfølge juridisk, og en række visualiseringer i form af diagrammer og lister, der viser forbindelserne mellem dem, som uddeler og modtager støtte fra Legatudvalget for Billedkunst. Sidstnævnte bliver for tiden vist på udstillingen »Sådan spiller klaveret ikke« i Frihavns Tårnet i Nordhavnen sammen med en række af kunstnerens øvrige værker.
»Alle de interessekonflikter, jeg har inddraget i projekt, er interessekonflikter, hvor man kan dokumentere, at der er en privat eller professionel relation, som betyder, at et udvalgsmedlem burde have erklæret sig inhabil, men ikke har gjort det. Min undersøgelse viser, at der alene i år mangler inhabilitetserklæringer i forhold til 34 procent af dem, der er blevet tildelt støtte. I kroner og ører svarer det til omkring seks af de cirka 17 millioner kroner, som udvalget har uddelt,« siger Morten Rockford Ravn.
Berlingske har kigget nærmere på nogle af de tilfælde, hvor Morten Rockford Ravn påpeger, at der er tale om nepotisme, da udvalgsmedlemmer burde have erklæret sig inhabile – det vender vi tilbage til.
Det er langtfra første gang, Statens Kunstfond er under anklage. Kritikken af den statslige institution, som tæller en række forskellige udvalg, antager forskellige former, og beskyldninger om nepotisme, kammerateri og indspisthed har været tilbagevendende, siden kunstfonden blev oprettet i 1964.
For små 20 år siden bragte Ekstra Bladet eksempelvis artikelserien »Statens Klike for Kunst«, og avisen har jævnligt genbesøgt emnet. Senest i 2016 med serien »Kunstkliken«, som blandt andet rettede spotlyset mod antallet af støttekroner, som udvalgte forfattere har modtaget gennem årene, og at udvalgsmedlemmer både har modtaget støtte fra egne og andre udvalg.
Blandt nyere eksempler er en granskning af musikeren Jens Unmack, der i 2012 kom under luppen i forbindelse med, at et udvalg, som han var medlem af, tildelte støtte til Unmacks samarbejdskollega Nikolaj Nørlund, uden at Jens Unmack i den forbindelse erklærede sig inhabil. En anden nyere debatskabende sag stammer fra 2016, hvor forfatter Peter Øvig Knudsen, som sælger mange bøger og må formodes at have en god indtægt, fik det tre- årige arbejdslegat til en samlet værdi af godt 850.000 kroner – vel at mærke, uden at han havde søgt det.
Morten Rockford Ravn delte før sommerferien noget af sin research med journalister fra Radio24syv. Det resulterede i et program, hvor formanden for Legatudvalget for Billedkunst, Søren Taaning, for åben mikrofon erkendte, at han nok havde begået et par fejl og forsømt at erklære sig inhabil i forbindelse med støtteuddelinger – blandt andet i forbindelse med, at kunstneren Ulrik Heltoft fik det eftertragtede treårige arbejdslegat på et tidspunkt, hvor han også udstillede på en gruppeudstilling på Huset for Kunst og Design under Dansk Talentakademi, som Søren Taaning er leder af.
»Det er beklageligt, og det har vi også talt om, efter udsendelsen i Radio24syv,« siger formand for Statens Kunstfond, Gitte Ørskou og uddyber: »Vi er generelt meget opmærksomme på spørgsmålet om habilitet, og hvis Søren Taaning ikke har overholdt den praksis en enkelt eller to gange i forbindelse med de omkring 13.000 ansøgninger, vi får om året, kan jeg kun beklage – og så i øvrigt sætte min lid til, at den øvrige gruppe af mennesker, der har siddet omkring bordet, kan stå på mål for den beslutning, der er truffet. Og så er det vigtigt at huske, at spørgsmålet om inhabilitet ikke er nogen eksakt videnskab.«
Morten Rockford Ravns anklager er rettet mod tre af de fem medlemmer, der på nuværende tidspunkt sidder i Legatudvalget for Billedkunst. Udover Søren Taaning drejer det sig især om kunstneren og kuratoren Mikkel Carl.
Morten Rockford Ravn hæfter sig blandt andet ved, at Mikkel Carl, der er medlem af kunstnersammenslutningen Den Frie Udstilling, ikke har erklæret sig inhabil, når ansøgninger fra andre af kunstnersammenslutningens medlemmer har været under behandling i udvalget.
Da billedhugger og professor Morten Stræde, der også er medlem af Den Frie, var formand for legatudvalget i 2014 og 2015, erklærede han rutinemæssigt inhabil, når der var sager om andre af sammenslutningens medlemmer på bordet.
»Jeg fandt det bedst at erklære mig inhabil, når det kom til Den Frie Udstilling for at undgå eventuelt at blive beskyldt for kammerateri og den slags. Det var vigtigt for mig personligt,« siger Morten Stræde til Berlingske, som gerne ville høre, hvorfor Mikkel Carl har et andet syn på den sag. Men det har ikke været muligt, da Mikkel Carl har valgt at lade formanden for Statens Kunstfond, Gitte Ørskou, svare på Berlingskes spørgsmål til ham.
»I forhold til de regler, vi har om inhabilitet, er det min vurdering, at det ikke er noget problem, at man er med i den samme meget løse gruppering af kunstnere. Det er i sig selv ikke udslagsgivende i forhold til habiliteten. I det tilfælde er der ikke noget, der skurer,« siger Gitte Ørskou og påpeger det faktum, at Den Frie Udstilling tæller 53 kunstnerne, som ikke nødvendigvis har anden relation, end at de udstiller sammen en gang om året.
En andet forhold drejer som ansøgninger fra to kunstnere, hvor Mikkel Carl i 2016 har erklæret sig inhabil, mens det ikke har været tilfældet i 2017.
»De tilfælde er lige efter bogen. Mikkel Carl havde et igangværende samarbejde med de to kunstnere i 2016 og erklærede sig derfor inhabil. I 2017 havde han ikke et igangværende samarbejde, og man er ikke inhabil i forhold til alle de mennesker, som man som professionel kunstner samarbejder med i løbet af et liv,« siger Gitte Ørskou.
Et tredje forhold er umiddelbart mere speget, og Gitte Ørskou synes i første omgang, at det lyder så mærkeligt, at hun må undersøge sagen nærmere.
I grove træk handler det om, at Mikkel Carl i sensommeren kuraterede udstillingen »Danmark« på Code Art Fair, hvor Henrik Plenge Jakobsen udstillede et værk, som blev solgt til Arken for 20.000 euro.
I 2016 fik Legatudvalget for Billedkunst også til opgave at udpege fem kunstnere, der skal udsmykke fem metrostationer. I februar 2016 udvælger udvalget ti kunstnere, der bliver invitereret til at deltage i en skitsekonkurrence – en af dem er Henrik Plenge Jakobsen, som i juli samme år også er blandt de fem kunstnere, der ender med at blive udvalgt til den attraktive udsmykningsopgave af metrostationerne.
»Der er tale om et meget atypisk forløb. Statens Kunstfond agerer på vegne af sig selv, da de ti kunstnere bliver udvalgt i februar – det er Statens Kunstfonds midler, der bliver brugt, og det er Statens Kunstfond, der tager beslutningen. Derefter er Statens Kunstfonds arbejde slut, men to fra udvalget – heriblandt Mikkel Carl – fortsætter som rådgivere for Metroselskabet, der er dem, der tager den endelig beslutning,« siger Gitte Ørskou og understreger, at den endelige udvælgelse af de fem kunstnere i juli ikke er en beslutning, der bliver taget på vegne af Statens Kunstfond, og at det heller ikke er Statens Kunstfonds midler, men Metroselskabet, der betaler for udsmykningsopgaven.
»Mikkel Carl har 100 procent sikkert ikke påbegyndt samarbejdet med Henrik Plenge Jakobsen i februar, for på det tidspunkt var han endnu ikke blevet spurgt, om han ville kuratere udstillingen på Code Art Fair. Og eftersom Mikkel Carl ikke handlede på vegne af udvalget i rollen som rådgiver for Metroselskabet, er der ikke et problem i forhold til inhabilitet, selv om han på tidspunktet for udvælgelsen også samarbejdede med Henrik Plenge Jakobsen i forbindelse med udstillingen,« konstaterer Gitte Ørskou.
Berlingske har bedt flere eksperter i forvaltningsret om at forholde sig til Morten Rockford Ravns anklager om nepotisme.
»Det er umuligt umiddelbart at afgøre, om der er et problem. Det kræver en grundig granskning af forholdene og praksis i institutionen,« siger professor emeritus Steen Rønsholdt fra Det juridiske fakultet ved Københavns Universitet, mens professor i forvaltningsret Michael Gøtze har samme synspunkt, men påpeger, at reglerne om inhabilitet skal »efterleves selv i kunstnermiljøer, hvor der måske kan være en uundgåelig tendens til, at alle kender alle.«
Når Morten Rockford Ravn har pakket sin udstilling på Nordhavnen sammen, har han i sinde at få prøvet sagen:
»Jeg vil gå videre til ombudsmanden med sagen. Men først og fremmest er mit mål at få skabt noget opmærksomhed om kunststøttesystemet, så vi kan diskutere det. I den forbindelse er det er meget vigtigt for mig at pointere, at det ikke er en kritik af kunststøtten generelt. Det er en kritik af måden, som den bliver forvaltet på.«