Hvis man gik og drømte om en sjat mælk til kaffen, gær til de nybagte boller eller grøntsager til ens salade nicoise, er det ikke Netto på Nordre Frihavnsgade, man skal cykle forbi.
De fleste frostvarer, dagligvarer og mejeriprodukter er nemlig væk.
Varerne af hamstret af personer, der siden statsminister Mette Frederiksens pressemøde i går, hvor hun meddelte at store dele af Danmark lukker ned, har købt ekstra meget mad ind. Det sker, selv om både statsministeren og fødevareministeren, Mogens Jensen, melder om nok mad.
»Der er ikke problemer med vores fødevareforsyninger. Der er rigeligt,« siger Mogens Jensen.

Samme melding kommer fra Salling Group, der melder om færre kunder end tilfældet var i går:
»Det er bestemt aftaget allerede. Man kan se i butikkerne, at der har været ekstra pres på. De kundestrømme vi så i går, er der ikke nu. Det er allerede balanceret,« siger pressechef Kasper Reggelsen i Salling Group.
»Om det er fordi, at kunderne har lyttet til vores anbefalinger, eller fordi de har købt nok, det er ikke til at sige.«
»Der er varer nok til alle. Hvis man køber ind som man plejer, skal det hele nok gå,« lyder meldingen fra Salling Group, der anbefaler kunderne at sprede deres indkøb ud i løbet af dagen, så smitte undgås. Derfor har Salling Group også valgt at udvide deres åbningstider, og anbefaler man handler i ydertimerne.

Som juleshopping
Hopper man på cyklen og cykler de få hundred meter op af Nordre Frihavnsgade til SuperBrugsen, kan man både finde mælk til kaffen og gær til bollerne. Men kun det dyre kød og og medisterpølsen ligger tilbage i kødskranken, mens der i frugt- og grøntafdelingen kun er umodne jordbær til 30 kr tilbage. Selv nærighed synes at sætte en stopper for hamstringen.
Fra Coop lyder meldingen da også, at tingene er på vej mod normaliteten lige så stille.
»Det er i dag nærmest som om, at det er en julehandel med ekstra juleshopping. Men det foregår god ro og orden,« siger Lars Aarup, kommunikations- og analysechef i Coop.
»Vi oplever ikke en hamstring, hvor folk bakker ind med deres Toyota Hiace og rydder hylderne for varer. Det vi oplever er mange kunder, der køber mange varer.«
Også han slår fast, at der »er varer nok til alle«.
Nemlig.com i sort
Anderledes står det til hos det online supermarked Nemlig.com, der selv bringer varer ud til kunderne. Der er de digitale køer så lange, at Nemlig.com melder om »mere end en time« venten. Når man klikker sig ind på hjemmesiden, fremgår det også, at der er mere end 60.500 kunder foran i kø.
Stefan Plenge, administrerende direktør i Nemlig.com, forklarer at det er mere end »normal juleshopping« hos dem.
»Vi oplever en meget mere massiv stigning i antallet af ordrer end nogensinde.«
Det er særligt det langtidsholdbare mad, folk er interesseret i.
»Varer som konserves, toiletpapir og frysepizzaer. Der bliver købt ekstra meget af lige nu.«
Kunderne der i disse dage, inden der bliver sat øget kapacitet ind, har ventet i halve eller hele timer, kan heller ikke forvente at Nemlig.com fremover bærer varerene ind, som de ellers plejer at gøre.
»Vi oplever stor tilgang af nye kunder. Heriblandt også karantæneramte danskere. Derfor har vi besluttet, at vi fra nu af stiller varerne foran hoveddøren, ringer på, ser kunden åbne døren og lader kunden selv tage varerne ind.«