Kun indpakningen er anderledes – indholdet er det samme

Den nye EU-traktat er indholdsmæssigt stort set magen til den forfatningstraktat, som aldrig kom længere end til vælgerne i Holland og Frankrig. Men der er forskel på indpakningen.

Endnu en gang er en dansk EU-debat ved at drukne i bunker af spørgsmål, der handler om alt andet end sagens substans. I går stod det endelig klart, at Lissabon-traktaten ikke kommer til folkeafstemning i Danmark, og så kan man slås om, hvorvidt det er rimeligt eller ej.

Men hvad handler traktaten overhovedet om, og hvad er forskellen på den og på den forfatningstraktat, som led en krank skæbne, da den i 2005 mødte de hollandske og franske vælgere, som sagde et rungende NEJ!?

De ville ikke have en forfatning med hymne, flag og fælles slogan.

Men de sagde nej til mere end det. En af de grundlæggende ideer med forfatningen var at gøre EU mere forståeligt for borgerne. Derfor ville man populært sagt begynde forfra og skrive hele grundlaget for unionen sammen til et dokument, som hr. Hansen i Ballerup eller señorita García i Barcelona kunne sætte sig ned og læse. Og forstå.

I dag er det sådan, at det europæiske samarbejde bygger på tre grundlæggende traktater (EF, Euratom og EU), og når man ændrer på spillereglerne, er det derfor et sindrigt system af ændringer i de tre forskellige traktater, og det kræver nærmest en juridisk embedseksamen at hitte ud af, hvad der er hovede og hale i det hele.

Og sådan bliver det ved med at være. Med Lissabon-traktaten, som den nye traktat kommer til at hedde, fordi den skrives under i Lissabon i morgen, har man nemlig droppet alle de forfatningsmæssige tanker, og derfor er den – ligesom tidligere traktater – endnu en ændringstraktat, der gør vildnisset af paragraffer endnu mere tæt.

Men selvom alle de forfatningsmæssige symboler er væk, så står værdier som menneskerettigheder, demokrati og ligestilling stadig centralt i den nye Lissabon-traktat.

Men formålet med forfatningen var også af mere praktisk betydning. Med udvidelsen af EU fra 15 til nu 27 medlemslande var det helt nødvendigt at få nye spilleregler, og det har man naturligvis fastholdt i Lissabon-traktaten.

Derfor vil man på 40 nye områder afgøre sager ved flertal i stedet for at kræve enighed blandt alle landene, og fra 2014 er det slut med, at hvert land har en kommissær.

Med den nye traktat forsøger man desuden at styrke demokratiet i EU. Det betyder, at Europa-Parlamentet styrkes, og at de nationale parlamenter får væsentlig større indflydelse og skal vogte over, at det såkaldte nærhedsprincip ikke brydes. Samtidig får borgerne i EU mulighed for at opfordre Kommissionen til at stille et lovforslag inden for et givet område, hvis de samler en million underskrifter.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har forklaret forskellen mellem de to traktater som forskellen på mennesker og menneskeaber: De to arter er genetisk 99 procent ens. Men resultatet er som bekendt vidt forskelligt.