Kun halvt så mange bliver testet for drug-rape

Politiet tester i mindre omfang, om mulige voldtægtsofre er blevet bedøvet med stoffer inden overgrebet.

På torsdag skal en mand for retten for at have voldtaget en 17-årig pige, efter han ifølge anklageskriftet havde puttet stoffer i hendes drink på et værtshus på Falster.

Ifølge Retsmedicinsk Institut i København sender politiet i dag langt færre potentielle ofre til test for drug-rape, hvor man tjekker hår og blod for bedøvende stoffer. Indtil 2013 modtog de hvert år godt 100 sager til test fra hele landet, skriver metroxpress.

»Antallet af sager, hvor politiet beder om udførelse af retskemiske analyser, er cirka halveret i det seneste års tid,« siger professor Kristian Linnet, der tilføjer, at i »halvdelen heraf var der mistanke om drug-rape«.

25-30 ofre havde altså i 2013 bedøvende midler i blodet – retskemikerne kunne dog ikke svare på, om offeret selv havde taget stofferne.

I 2012 viste et studie fra Retsmedicinsk Institut i Aarhus, at der kun var foregået drug-rape i fire ud af 20 anmeldte sager.

»Vi kunne se, at den store synder var alkohol,« siger vicestatsobducent Ole Ingemann Hansen til metroxpress.

Ifølge leder Hanne Baden Nielsen fra Center for Voldtægtsofre, så har politiet sparet på de dyre undersøgelser.

»Politiet sender langt færre til test, efter at de nu selv skal betale ud af deres budgetter. Man kan derfor sætte spørgsmål ved deres efterforskning,« siger hun.

Ifølge de nyeste årsrapporter fra voldtægtscentrene i Aarhus og København, har 115 ofre på et år henvendt sig med mistanke om drug-rape.

Rigspolitiets kommunikationsmedarbejder bekræfter, at politikredsene i 2013 overtog budgettet for tekniske undersøgelser fra Rigspolitiet.

»Men det er ikke vores vurdering, at kredsene sparer på test i voldtægtssager,« siger Thomas Kristensen.

BNB