Kun 128 benzinstandere med 98 oktan benzin

Bilister, der kører på 98 oktan benzin, kan risiskere at skulle køre op til 30 kilometer for at tanke.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bilister, der bruger 98 oktan benzin i deres bil, må vænne sig til at køre længere, når de skal tanke op. Fra den 1. maj vil højoktan benzinen kun blive solgt fra 190 af landets 2356 benzinstationer, og inden årets udgang skæres antallet ned til 128.

Det sker for at begrænse risikoen for udsivning af det farlige stof MTBE til grundvandet. Stoffet kan i selv i meget små mængder ødelægge drikkevand, fordi det smager og lugter ganske forfærdeligt.

Benzinselskaberne har en frivillig aftale med Miljøstyrelsen om at miljøsikre alle landets benzinstationer inden 2005. Det handler blandt andet om at sikre anlæggene imod udsivning af brændstof, herunder MTBE-holdig benzin. For at begrænse risikoen vil selskaberne fra den 1. maj holde op med at bruge MTBE i 92 og 95 oktan benzin. Stoffet vil imidlertid fortsat være i 98 oktan benzinen.

MTBE er siden 1980'erne blevet tilsat benzinen for at hæve oktantallet. Det har erstattet det meget giftige bly som tilsætningsstof for at opnå en bedre forbrænding. Men også MTBE er på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer og dermed et af de stoffer, som myndighederne gerne vil have væk.

Kun to procent

Teknologisk Institut har for Oliebranchens Fællesrepræsentation undersøgt, hvor mange biler der reelt behøver højoktan benzin, og det har vist sig at være mindre end to procent af landets i alt 1,75 millioner biler.

98 oktan benzin vil kunne fås i alle større byer, og selv om antallet af standere begrænses, vil ingen skulle køre mere end cirka 30 kilometer, oplyser Oliebranchens Fællesrepræsentation.

De 128 servicestationer, der fremover skal tilbyde højoktan benzin, bliver de første, der miljøsikres, og det sker inden årets udgang. Listen over disse anlæg fremgår af en brochure, der fås på landets benzinstationer og på internet adressen www.oil-forum.dk. Den revideres en gang om måneden, indtil antallet ved årets udgang er nede på de planlagte 128.

Ritzau