Sæsonen for udskamning af København som storby er på sit højeste lige nu. Sådan er det hvert år på denne tid. Knap er debatten om Distortion forstummet, før en ny er ved at tage form omkring Copenhagen Jazz Festival. Det er som at vente på en lussing til hver kind. Først skal alle vi, der dagligt bor og færdes i København, trækkes med store flokke af unge mennesker, der ter sig som dyr og går amok til elektronisk musik. Og knap har lugten af urin lagt sig, før vi så skal lide under store mængder jazzturister, der med bløde hatte og fadøl så store som møllehjul vuggende crawler sig gennem den ene standard efter den anden.
Jeg indrømmer gerne, at jeg nok heller ikke ville synes, det var det fedeste, hvis Kansas City Stompers slog sig ned foran min hoveddør og truttede »Oh When The Saints…« hele dagen lang. Eller hvis DJ Er Du Dum Eller Hvad efterfulgt af STROMKINDER brænder festen ned ude på fortorvet, mens jeg er ved at putte ungerne i seng. Men sagen er jo, at jeg og mange andre har valgt at bo midt i byen, fordi København har en mangfoldighed og en masse kulturtilbud, som du ikke finder andre steder. Det er så at sige en del af pakken, at gaderne jævnligt bliver spærret af til maratonløb, gadefester, demonstrationer, fodboldarrangementer, og hvad der ellers findes af begivenheder. Så skal man selvfølgelig opfordre til, at der ikke bliver skidt på diverse trappetrin, og at man i det hele taget passer på ikke at ødelægge andres ejendom, men helt grundlæggende bør man give alt for at hente denne slags begivenheder til byen og i det hele taget skabe et kreativt rum for det frie initiativ. For hvis vi lukker ned for den slags, så ender København bare som et »parcelhuskvarter på højkant«, som digteren Søren Ulrik Thomsen engang har beskrevet det.
Og samtidig må vi tage med, at der er penge i at brande København som en by, hvor der sker noget. Uden at kende de nøjagtige tal for i år er jeg sikker på, at et arrangement som Distortion også i år har trukket turister fra hele Europa til byen. Distortion er blevet Skandinaviens pendant til Sónar Festival i Barcelona og suger folk interesserede i elektronisk musik til sig fra hele kontinentet. Og man skal ikke underkende den effekt, som den slags kan have. Så kan det godt være, at en flok unge fra Stockholm eller München ikke lægger lige så mange penge nede hos Royal Copenhagen som en flok japanske cruiseturister, men de bruger nogle - og måske vigtigere: De får smag for byen og vil måske anbefale den videre eller vende tilbage, når de bliver ældre.
Kunne man måske forestille sig Berlin aflyse byens berømte maraton, fordi det en dag blokerer det meste af bytrafikken? Kunne man forestille sig Rio stække sit berømte karneval eller sætte støjgrænser på, så det ikke forstyrrede den lokale nattesøvn? Nej, lad os i stedet være stolte af, hvad der er skabt og lede efter brugbare løsninger i stedet for bremseklodser og bureaukrati, når vi også i fremtiden skal afholde de store sports- og kulturarrangementer i København.
Lad dog København være en levende by og ikke et kontorlandskab.