Kulturminister trodser kommune i sag om p-kælder

Politikerne i København sagde nej til parkeringskælder ved nyt skuespilhus pga. frygt for flere biler i byen. Nu vil kulturministeren bygge p-huset.

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) vil bygge en parkeringskælder med plads til 500 biler ved Københavns nye skuespilhus. Dermed går han mod politikerne i Københavns Kommune, som for nylig afviste den idé.

- Kulturministeriet har i dag som ejer af Kvæsthusmolen ansøgt Københavns Kommune om tilladelse til at etablere et parkeringsanlæg på statens grund, hedder det i en pressemeddelelse fra ministeren.

Parkeringskælderen har tidligere været på tegnebrættet ved Det Kongelige Teaters nye skuespilhus. Men politikerne i Københavns Kommune skød for nylig planen ned bl.a. af frygt for mere trafik i den indre by.

Brian Mikkelsen henviser i pressemeddelelsen til, at den tidligere overborgmester i København Jens Kramer (S) i 2001 tilkendegav, at der var et flertal for et parkeringsanlæg.

/ritzau/