Kulørt demonstration for Ungdomshus

Farver, balloner, gøgl og glade demonstranter indledte lørdag endnu en demonstration til fordel for flere ungdomshuse.

Ungdomshusets brugere viste sig fra den farverige side, da der lørdag var indkaldt til endnu en demonstration for det lukningstruede hus.

En gruppe af demonstranterne havde klædt sig ud som børn af det bedre borgerskab. "Politi, kontrol - skaber sammenhold", lød den omdigtede version af demonstranternes normale slagord. Mindst 600 mennesker fulgte med i demonstrationen fra Israels Plads til Nørrebro Station.

Undervejs blev der runddelt flyveblade, der indkaldte til transistorfest søndag eftermiddag. Hvis man møder op på et på forhånd annonceret sted med sin radio, bliver musikken leveret fra Ungdomshusets piratsender.

/ritzau/