Kul kan ødelægge alle klimadrømme

At dømme efter mængden af planlagte kulkraftværker vil verdens kulforbrug vokse så eksplosivt, at det meget vel kan gå hen og ødelægge enhver chance for at holde kloden på rette klimakurs.

Der planlægges på globalt 2.440 nye kulkraftværker frem mod 2030. Det svarer til omtrent en tredjedel af hele klodens nuværende menneskeskabte CO2-udslip på årsbasis. Fold sammen
Læs mere
Foto: KACPER PEMPEL

Kul er på mange måder skønt. Det er billigt, det findes i rigelige mængder, og det er uhyre let at brænde af for at skabe varme og strøm.

Men det sorte brændsel ligner også i stigende grad menneskehedens forbandelse.

Kul er den værste af alle CO2-syndere, og det globale forbrug er stigende – så voksende, at det efter alt at dømme ikke bare er i direkte karambolage med talrige nationers netop udmeldte klimamål til FN.

Hvis lande som Kina, Indien, Tyrkiet og Indonesien bygger alle de kulkraftværker, som de har i støbeskeen, kommer kloden også til at skyde endog meget langt over det »sikre« togradersmål, som verdens lande i disse dage forsøger at enes om på megaklimamødet COP21 i Paris.

Det fremgår af en opsigtsvækkende og netop offentliggjort rapport fra det uafhængige klimaanalyseinstitut Climate Action Tracker, der har undersøgt, hvor mange kulkraftværker der rent faktisk er under opførelse eller er planlagt frem mod 2030 i en række af verdens mest kulforbrugende nationer.

I rapporten med titlen »The Coal Gap« – »Kulkløften« på dansk – hedder det blandt andet, at CO2-udledninger fra kulafbrænding i 2030 kan »blive 400 procent højere end det, der er foreneligt med et togradersmål.«

Ja, selv om regeringer verden over dropper alle planlagte kulkraftværker, vil udledningerne i 2030 stadig være 150 procent højere end det, der skal til for at holde den globale temperaturstigning under to grader, hedder det.

Ifølge rapporten planlægges der at bygge hele 2.440 nye kulkraftværker i verden frem mod 2030. Selv om man fratrækker effekten fra ældre kulkraftværker, som bliver lukket i perioden, vil det være ensbetydende med en udledning på hele 12 gigaton CO2 fra kulafbrænding i 2030. Det svarer til omtrent en tredjedel af hele klodens nuværende menneskeskabte CO2-udslip på årsbasis. Og altså langt over den kvote, der ifølge videnskaben er tilbage i Jordens kulbudget, for at holde klimaet på forholdsvis ret kurs.

Mere kul på blandt klodens fattige

Ifølge direktør for Dansk Energi, Lars Aagaard, er det imidlertid uhyre vanskeligt at se nogen ende på klodens omfattende kulforbrænding:

»Problemet i mange store lande er, at der stadig er millioner af fattige uden strøm. Og den billigste måde, de kan få strøm på, er stadig kul. Lige så langt øjet rækker, vil kul spille en massiv rolle i den globale energiforsyning.«

Lars Aagaard tilføjer, at de eneste instrumenter, der kan rokke ved udviklingen, er værdisættelse af de miljømæssige skadesomkostninger fra kul og ved at sætte en global pris på CO2-udledning. Samt ved at investere i udvikling af grønne energiteknologier, så prisen på alternativer kan bringes ned.

»Bortset fra dem, der sælger kullet, er der ingen, der har en fetisch om, at de elsker at brænde kul af. Så når man gør det, er det fordi, det er det billigste alternativ, man har,« siger Lars Aagaard.

Den dystre rapport fra Climate Action Tracker kommer tilmed i hælene på en anden kulnyhed, der også trækker i den forkerte retning i det internationale klimaregnskab.

Gennem de seneste ti år har Kina, verdens største kulforbruger og CO2-udleder, angiveligt underrapporteret, hvor meget kul landet rent faktisk brænder af. I en ny og omfattende national energistatistik har man opjusteret det reelle kulforbrug i Kina siden 2005 med 17 procent. Det er en stigning så voldsom, at det per år svarer til mere end hele Tysklands årlige CO2-udslip fra afbrænding af kul, olie og gas. Dermed er kulkløften vokset endnu mere.

Ganske som den græske nationalbank

Det potentielt alvorlige misforhold mellem, hvor meget CO2, en række lande rent faktisk kommer til at udlede i de kommende år, og hvor meget de hævder, de vil udlede, er på mange måder et af de hede diskussionsemner under COP21-klimaforhandlingerne i Paris i disse dage. EU og en række klimasårbare nationer ønsker således, at der føres kontrol og overvågning i de enkelte nationer med, at de overholder deres udmeldte CO2-mål.

Men det ønsker for eksempel Kina ikke at være med til. Hvilket vil gøre det meget vanskeligt at vurdere, om der er overensstemmelse mellem udmeldte tilsagn og virkeligheden.

Som Lars Aagaard udtrykker det:

»Man risikerer, at det bliver ligesom den græske nationalbank, der meldte nogle tal om landets økonomi ind til Europa – som viste sig ikke at være sande.«

Kul spiller en stadigt mindre rolle i dansk energiforsyning. Men der kommer sandsynligvis til at gå mange årtier, før vi bliver helt uafhængige af kul.

På fremtidens vindstille og overskyede dage vil vi ifølge Lars Aagaard stadig være afhængige af strøm, der er produceret på tyske kulkraftværker. Eller som er sendt hele vejen fra det stærkt kulafhængige Polen gennem Tyskland til Danmark.