Krysantemumbombe efterladt i børnehave

Københavns Politi fjernede mandag morgen en ueksploderet krysantemumbombe fra en børnehave på Amager.

Det oplyser vagtchef Kristian Aaskov, Københavns Politi, til Berlingske Nyhedsbureau.

»Det var viceværten, der fandt bomben klokken 7.30. Bomben var droppet ind over hegnet, og vi fik børnehaven afspærret, hvorefter vores egen tekniske tjeneste fik bomben afhentet,« siger han.

Vagtchefen er rystet over, at nogen kan finde på at smide en krysantemumbombe ind til en børnehave.

»Vi kan kun gisne om, hvorfor den er blevet smidt ind. Men vi vil igen opfordre folk til at kontakte os, hvis de har sådan noget liggende. Det er ikke noget, man skal bevæge sig rundt med eller smide på tilfældige steder,« siger Kristian Aaskov.

Bomben, der blev fjernet, har en diameter på 12,5 centimeter.

BNB