»Kryds ikke grænsen med over 75.000 kr i kontanter«

Skat indleder ny kampagne for at advare rejsende, der forlader landet med for mange kontanter i bagagen.

Du må ikke have mere end 75.000 kroner i kontanter med over grænsen - uden at sige det til Skat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis du vinder i Lotto, skal du passe på med at hæve alle pengene hjemmefra, hvis de skal brændes af på Mallorca eller en jordomrejse.

Det er nemlig ikke tilladt at have over 10.000 euro i kontanter, svarende til 75.000 danske kroner, med over grænsen - uden at angive det til Skat. Men netop Skat oplever, at mange rejsende ikke kender den såkaldte 10.000 euro-regel, selv om den har eksisteret i næsten tre år, og de kan derfor derfor ende med at skulle betale store bøder, som de let kunne slippe for.

Indtil videre er der i år udskrevet bøder for over tre millioner kroner til rejsende, som ikke har oplyst til Skat, at de rejser med store kontantbeløb. De har derfor enten fået bøder på stedet eller fået tilbageholdt hele pengebeløbet.

Fra torsdag den 13. oktober og weekenden igennem vil flere end 100 toldere og Skats pengehunde derfor i de tidlige morgentimer gå på vejledningskampagne i lufthavnene i Billund, København, Ålborg og Aarhus.

- Heldigvis overholder de fleste rejsende reglerne, og det er vi rigtig glade for. Vi vil dog gerne følge vores strategi om at informere og vejlede vores kunder og hermed få fat i den gruppe af rejsende, som endnu ikke kender til reglerne, siger Erling Andersen, direktør i Skat med ansvar for told.

- Vi håber også, at kampagnen kan være medvirkende til at påvirke holdningen hos de borgere, der ikke overholder reglerne. De deciderede modspillere, der ikke vil følge reglerne, forsøger vi at få fat i ved de mange kontroller og aktioner, vi løbende har, udtaler han.

Ingen hvidvaskede penge

Loftet på de 75.000 kroner er ifølge Skat indført for at sikre, at de penge, som føres ud af landet, ikke stammer fra terror eller vil blive brugt i forbindelse med terror og andre lovovertrædelser. Skat vil altså sikre, at der ikke sker hvidvaskning af penge, der stammer fra kriminalitet.

Skat oplyser, at den største bøde, de har givet i år, var på 223.000 kroner. Reglen er, at bøden er på 25 procent af det beløb, der overstiger 75.000 kroner. Hvis myndighederne har mistanke om, at pengene stammer fra noget kriminelt, har de desuden mulighed for at tilbageholde pengene i op til 72 timer, mens de undersøger sagen.

Der er dog ingen problemer i at tage hele børneopsparingen med i kufferten, hvis blot man oplyser det til Skat på forhånd. Hvis pengene for eksempel skal bruges til at købe sommerhus i udlandet, skal Skat altså have det at vide, hvis man har mere end 75.000 kroner på sig. Det kan man oplyse om ved at udfylde en blanket og aflevere den der, hvor man skal passere grænsen et par dage før rejsen.

- Det er ærgerligt at skulle betale en stor bøde, fordi man ikke kender til reglerne på området. Man kan derfor komme til at betale en høj pris for sin uvidenhed, siger afdelingsleder Gitte Kaae Plambek, Smuglerikontrollen.

Og hvis man skal i lufthavnen i løbet af weekenden, kan man lige frem være så heldig, at man får "penge" tilbage i skat. Tolderne deler nemlig chokolademønter ud til de rejsende som led i kampagnen.