Kronprinsparrets børn kommer ikke til at gå på Herlufsholm efter sommerferien, forventer ekspert: »De kan ikke tillade sig at vente«

Den foreløbige afgørelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om tilsynet med Herlufsholm Kostskole er så alvorlig, at Kronprinsparret ifølge en ekspert ikke vil lade deres børn gå på skolen efter sommerferien.

Prins Christian går på Herlufsholm Kostskole, og prinsesse Isabella står til at begynde efter sommerferien i 9. klasse. Men det kommer ikke til at ske, vurderer Peter Allerup, der er professor emeritus ved Danmark Pædagogiske Universitet (DPU). Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kronprinsparrets børn, 15-årige prinsesse Isabella og 16-årige prins Christian, kommer ikke til at starte på Herlufsholm efter sommerferien.

Det vurderer Peter Allerup, der er uddannelsesekspert og professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet.

Hans reaktion kommer, efter at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har truffet en foreløbig afgørelse på det tilsyn, som myndigheden har ført med skolen. Heraf fremgår det, som Berlingske har beskrevet, at skolen står til en stor bøde på op til mange millioner kroner.

Desuden får skolen et påbud om »at sikre, at skolen efterlever frihed og folkestyrekravet,« hvilket vil sige, at »enhver tradition, der giver elever i 3.g særlige privilegier på bekostning af andre elever på skolen«.

Peter Allerup, hvor sikker er du på vurdering af, at Kronprinsparrets børn ikke begynder i skolen efter sommerferien?

»Så sikker, at de nok er de to personer i Danmark, som i allerhøjeste grad bør vægte det, der kommer fra STUK, på en meget præcis vægtskål. De kan simpelthen ikke tillade sig at vente på, at der kommer et modsvar fra bestyrelsen, som helt sikkert bliver negativt. Derfor træffer de garanteret deres beslutning relativt hurtigt,« siger Peter Allerup.

Prins Christian går allerede på skolen, mens prinsesse Isabella efter planen skal begynde i 9. klasse efter sommerferien.

Herlufsholms bestyrelse meddelte lørdag aften i en pressemeddelelse, at man ikke er enig i kritikken. Bestyrelsen vil nu træde tilbage.

»Bestyrelsen er ikke enig i STUKs udkast til afgørelse og varslede sanktioner. Høringsskrivelsen vil blive besvaret af skolens ledelse og den nye bestyrelse. Bestyrelsen og skolens ledelse har valgt at offentliggøre partshøringsudkastet på skolens hjemmeside,« lød svaret fra bestyrelsen.

Jørn Bjerre er lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet i Aarhus og han kalder styrelsens kritik for »usædvanlig hård«. Han mener, at Kronprinsparrets beslutning kan gå begge veje.

»Enten kan de lægge vægten på, at kritikken fra STUK er så alvorlig, at børnene ikke bør fortsætte på skolen. Eller også kan de lægge vægt på, at der nu kommer en ny bestyrelse, så de problemer, som tilsynet har påpeget, ikke vil være der fremover. Det kan gå begge veje,« siger Jørn Bjerre.

Hvilken vej tror du, at det går?

»Jeg tror, at det afhænger af, hvor stort et pres der bliver lagt på Kronprinsparret,« siger Jørn Bjerre.