Kronprinsparret - kapitel 2: »Vi vil være regentpar på vores personlige måde«

Kronprinsparret forsøger at finde deres egen personlige måde at være regentpar på. I dette kapitel fortæller de om kravene til dem som kommende regentpar. Om at observere og suge til sig fra Dronningen og Prinsgemalen, om at have et socialt sigte og om frustration over, at Kronprinssesen på et tidspunkt stort set kun blev gjort synonym med mode.

Kronprinsparret fotograferet på en gåtur i Fredensborg Slotspark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen

Kronprinsparret har haft en lidt hård nat. Prinsesse Isabella har holdt sine forældre vågne ad flere omgange. Men som andre garvede småbørnsforældre ryster de hurtigt trætheden af sig, og der lyder ikke et kny i den anledning.

Tilmed ser kronprinsesse Mary og kronprins Frederik forbløffende veloplagte ud, da vi igen sidder over for hinanden i deres private gemakker i Kancellihuset.
Interviewet finder sted dagen efter, at kronprinsesse Mary var på besøg i Hjerteforeningen, hvor hun var med til en legatuddeling til fordel for forskning i hjertesyge børn. Efter det officielle program var Kronprinsessen en tur i Tivoli med »hjertebørnene«.

Hun var også en tur i rutsjebanen med børnene.

»Det kan virke som meget lidt, dét vi gør. Men vi får en respons, som er så meget større, og derfor føles det på en måde som en gave, at vi kan gøre det. Og det skal forstås på den rigtige måde. Ikke som om vi går rundt og tryller eller er noget særligt. Det giver utroligt meget tilbage til os, som når man for eksempel indirekte hører, at du har betydet meget for et lille barn, som mødte dig og sad i karrusellen sammen med dig: At hun ikke er til at skyde igennem og for en kort stund har glemt alt om sine problemer,« siger kronprinsesse Mary.

Kronprinsparret engagerer sig i stigende grad i sociale anliggender.

Kronprinsessen er protektor for blandt andet en række foreninger og organisationer med socialt sigte, og på det seneste har hun stiftet Mary Fonden. Kronprinsen er blandt andet protektor for Red Barnet og kommitteret for Røde Kors, som han for nylig har været markant »ansigt« for i en TV-kampagne.

Tegner der sig en ny social profil for Kongehuset?

Kronprinsen:

»Det bliver muligvis opfattet sådan. Men hvis man ser på min mormor, dronning Ingrid, gik hun meget op i sociale spørgsmål. Ikke mindst i Sønderjylland har hun efterladt sig et uudsletteligt spor af glæde og anerkendelse – og ikke mindst af kærlighed. Faktisk synes jeg, at hun var meget socialt engageret for sin tid. Hun involverede sig i spørgsmål, der var aktuelle dengang – eksempelvis polio, som var et stort issue lige efter Anden Verdenskrig. Jeg tror også, hun var engageret i Mødrehjælpen. Kongehuset har altid haft tradition for at beskæftige sig med det sociale, men måske opleves det som noget nyt, fordi også flere mandlige medlemmer af kongehuset træder ind i det. Det gælder også min far.«

Kronprinsessen:

»Måske afspejler det også udviklingen i samfundet, at vi alle sammen er blevet lidt mere bevidste med hensyn til at bidrage til samfundet og hjælpe, hvor vi kan. Personligt føler jeg meget stærkt, at alle mennesker har ret til at høre til og vide, at der er nogen, som bekymrer sig om dem. Gennem mit virke og arbejde som protektor har jeg ofte fået indtryk af, at social isolation spiller en særlig rolle. At social isolation kan være både resultatet af og årsagen til et problem.
Man kan sige, at social isolation og sygdom er en ond cirkel, som er svær at bryde. Det er baggrunden for stiftelsen af Mary Fonden, som samtidig giver mig mulighed for at samle de tråde, jeg i forvejen har i mit sociale engagement. Det er endnu en platform til forhåbentlig at kunne hjælpe nogle mennesker til at få et bedre liv. Det er noget, jeg virkelig brænder for, og i min egenskab af kronprinsesse giver det mig en unik mulighed for at være med til at gøre en forskel.«

Hvordan påvirker det Dem personligt at møde udsatte og syge mennesker?

»Det kan være hårdt. Men selvom jeg ofte bliver dybt berørt, tror jeg, at de får en bedre oplevelse, hvis jeg viser et smilende ansigt og lidt opmuntrende vilje. Noget, som måske kan give dem lidt håb eller måske bare en god oplevelse, de kan tage med sig. Det kan nogle gange være svært, men vi får også så meget igen, når vi møder udsatte og syge mennesker.«

Kronprinsen:

»Ja, og selvom der ofte er stor opstandelse, når man kommer til stede; mange mennesker og spotlys lige i hovedet, prøver vi altid at skabe et rum, så vi får en ægte kontakt ansigt til ansigt i de korte minutter, der er til rådighed. For nogle mennesker kan det være svært at forstå, at et monarki som vores har betydning i den tid, vi lever i. At det kan generere et økonomisk overskud. Det kan det sådan set heller ikke i teorien, men vi oplever jo gang på gang til vores store glæde, at vi gør en stor forskel for mennesker, og det er noget af det vigtigste for os. At selvom det måske kun er nogle få minutter, så forstår modtageren, at vi mener det med vores hjerter.«

Kronprinsessen:

»Ja, det er meget vigtigt for os, at det opfattes dybere, end at vi bare er til stede. Ved at engagere os i disse spørgsmål håber vi også at skabe diskussion om et problem og opmuntre til, at vilkårene for disse menneskers liv forbedres på en eller anden måde. At være med til det. For vi kan ikke gøre det alene ved at skabe opmærksomhed.«

Som »nytiltrådt« kronprinsesse blev De i pressen kritiseret for at gå for meget op i moden? Er det et område, De har trukket Dem lidt tilbage fra?

»Mode er en spændende industri, og jeg tror, det er lige ved at være landets tredjestørste eksport­erhverv. Jeg valgte at beskæftige mig med moden, fordi det var et sted at begynde, og hvor jeg kunne være til stede og få lidt erfaring. Det er en stor og vigtig industri, men fordi det handlede om mode og penge og at klæde sig på, blev det set som overfladisk. Hvis det havde været vindmøller, havde det måske været noget andet.«

»I pressen var det måske også en nem måde at placere mig på. Måske skulle der have været mere balance i det, men jeg tror, at det kom ud af balance, fordi mode tiltrækker sig megen opmærksomhed. Det var jo aldrig sådan, at jeg udelukkende beskæftigede mig med moden. Men det kom næsten til at virke, som om jeg ikke lavede andet, og det oplevede jeg som lidt frustrerende i starten.«

Kronprinsen:

»Kvinder er glade for at kunne se godt ud, og vi andre kan også godt lide at følge med i moden. Og her synes jeg måske godt, at man i stedet for at kritisere Kronprinsessen for at gå til modeshows, skulle sige: ’Her har vi en ung kvinde, som lige er kommet til et nyt land, og som har en mulighed for at præge en stor industri.’ Altså kigge lidt dybere i stedet for at fokusere på, hvad hun mon nu har på i dag, og om det nu er et eller andet særligt mærketøj.«

»Det kan godt være, at Kronprinsessen blænder godt op med sin påklædning og med sin tilstedeværelse, men det, der ligger bagved, er jo enormt vigtigt. Så vidt jeg ved, er hvert ottende menneske i Danmark på en eller anden måde beskæftiget med modeindustrien, og unge danske designere kæmper en brav kamp i hajfyldt farvand.«

Kronprinsessen:

»Jeg tror, det kom ud af balance, fordi der var så megen fokus på det i medierne. Men jeg valgte også at engagere mig i området, fordi jeg virkelig godt kan lide dansk mode. Det er meget internationalt og mange gange noget af det bedste. Mode­industrien har altid været meget glad for min indsats, og jeg gik ind i det på et tidspunkt, da dansk mode virkelig begyndte at blomstre op. Men jeg havde også dengang mange sociale ting ved siden af, og siden hen har jeg stille og roligt udviklet mig mere i den retning. Det er noget, jeg har tænkt meget over og brugt megen arbejdstid på at finde ud af, hvordan jeg bedst griber an. Og som jeg sagde tidligere, så tror jeg, at ethvert menneske forhåbentlig gerne vil bidrage til samfundet og hjælpe, hvor man kan. Og i min egenskab af kronprinsesse har jeg som sagt en unik mulighed for at skabe opmærksomhed om nogle områder, som samtidig interesserer mig.«

Hvordan ser De deres rolle som regentpar i fremtiden? Der stilles andre krav i dag end dengang, Deres mor blev regent?

Kronprinsen:

»Ja, absolut. Kravene til regentparret vil hele tiden ændre sig. Hver tid sine krav. Min mor var kun 32 år, og hun var kvinde, så der var også dengang meget store krav til hende, da hun vågnede op en morgen og var dronning. Man kan sige, at vi nyder godt af traditionen og af, at vi har kunnet følge den imponerende måde mine forældre – og dine svigerforældre, Mary – udfylder deres rolle på. Vi observerer og suger til os, så meget vi nu kan.«

Men kronprinsparret tilhører en ny generation, og De lever på en anden måde end Deres forældre. Hvad vil De som regentpar især brænde for?

Kronprinsessen:

»Som Frederik siger, prøver vi lige nu at finde ud af, hvor vores vej skal gå hen, og så suger vi så meget til os, som vi kan. Men vi kan ikke forberede os 100 procent. Vi kan jo ikke flytte os selv ind i fremtiden og se, hvordan det vil være. Vi vil, ligesom Dronningen og Prinsgemalen, gøre det på vores personlige måde. Som regentpar afspejler de deres tid, og det vil vi også komme til at gøre, når vi når derhen. Hvordan det ser ud på det tidspunkt, ved vi ikke endnu. Selvfølgelig er vi meget bevidste om den store opgave og udfordring, der ligger foran os. Vi ruster os, så vi er bedst muligt forberedt til den rejse, vi skal ud på.«

Kronprinsen:

»At turde være os selv har vist sig at være et plus for os begge to. Det er muligt, at nogle mennesker opfatter det anderledes. Jeg synes, at jeg er kommet længere, end jeg troede var muligt ved at være mig selv. Nogle har måske syntes, at jeg var lidt for anderledes, men her har jeg sagt til mig selv: ’Hvad I ser er hvad I får.’

Kronprinsessen:

»Ellers bliver det et ulykkeligt liv.«

Kronprinsen:

»Ja, bare man kan smile ad sig selv. Og heldigvis har det vist sig, at folk generelt godt kan lide, at man viser et menneskeligt ansigt. Mange priser jo ligefrem, at man står og fælder en tåre.«

Det må være en sund erkendelse at komme til med de mange forventninger, der altid har ligget på Deres skuldre som kronprins?

»Ja, og jeg betragter det ikke længere som en pinlig ting at vise mine følelser. Det gjorde jeg måske for 10-15 år siden, og jeg forlanger heller ikke, at andre skal udtrykke sig på samme måde. Men sådan gør vi altså, fordi vi er os selv langt hen ad vejen.«

Hvordan tackler De balancen mellem at være kongelige og stilikoner på linje med andre kendte?

Kronprinsessen:

»Vi betragter ikke os selv som stilikon­er. Men vi er selvfølgelig bevidste om, at vi skal klæde os pænt og rigtigt på til de begivenheder, vi deltager i. Jeg tror ikke, at folk ville være begejstrede, hvis vi kom i upassende tøj. Vi er meget bevidste om, at vi repræsenterer Danmark, og at vi gør det på den rigtige måde. Og det kan virkelig være frustrerende, hvis man er ude til en begivenhed, og der så er mere fokus på ens tøj end på selve indholdet.«

»Påklædningen er en del af vores uniform, men vi skal ikke overstråle selve begivenheden – eller ligne et juletræ. Så vi har selvfølgelig mange overvejelser med hensyn til, hvad vi engagerer os i. Vi tænker os godt om. Andre gange er det bare: ’Dét har jeg lyst til at gøre’. Enhver begivenhed, vi er ude til, har et meget fast program næsten fra minut til minut, men der skal også være plads til spontanitet.«

Er det ikke lidt mærkeligt at gå og vente på en stilling, som man ikke aner, hvornår man skal tiltræde?

Kronprinsen:

»Ligegyldigt hvilket nyt job, man står overfor, vil der altid være en vis usikkerhed. Hvis man kunne overskue det hele på forhånd, ville man jo være overkvalificeret. Udfordringen ligger i den margin af uforudsigelighed, som der altid vil være. Ellers ville jobbet heller ikke opleves som et avancement. Det er den måde, jeg forsøger at håndtere det på, og det har faktisk været lidt af en åbenbaring for mig, da jeg begyndte at se det på den måde. Man kan ikke forberede sig på det hele.«

Kronprinsessen:

»Nej, det er lidt ligesom at få et barn. Man kan læse og tale og suge til sig fra alle mulige retninger, men du kan ikke vide, hvordan det bliver i virkeligheden.«

Kronprinsen:

»Sådan havde jeg det også, da jeg rejste til Grønland i 2000. Ja, man var fysisk kapabel. Man stolede på sin psyke og var godt forberedt. Vi trænede så meget, vi kunne, og byggede mange af vores ting selv, osv. Men vi kunne jo aldrig stille os op på en talerstol og sige: ’Vi skal nok komme igennem til den og den tid’.
I tilfældet Grønland er det naturens luner, der afgør, om du overhovedet kommer frem. Rent fysisk kan man være så uheldig at komme til skade, så man må stoppe før tid. Det samme gælder en sportspræstation.«

»Jo mere man træner – det gælder også vores fremtid – og indhenter livserfaring gennem praktiske oplevelser, jo mere formindsker man de uforudsete ting, jobbet som monark indebærer. At være godt rustet er det vigtigste, og her kommer livserfaringen ind. Dét skal vi give videre til vores lille dreng, så han forhåbentlig får lov til at bevare sin nysgerrighed og interesse for omgivelserne. At han selv kommer ud at rejse og bo i udlandet, så han får mulighed for at lære sig selv at kende. Det vigtigste er at kunne hvile i sig selv, at opnå et centre of gravity. Og det opnår man gennem livs­erfaring — og kun gennem tid.«

Kronprinsessen:

»Vi synes, at det er en meget væsentlig del af vores virke at bære traditionerne og den historie videre, som gør konge­huset til noget unikt og til et samlingspunkt for Danmark. Det er meget vigtigt med kontinuitet, men der skal også være udvikling, så vi vil udfylde rollen på vores personlige måde. Sådan har hvert eneste regentpar gjort det.«

Hvilke tanker gør kronprinsparret sig med hensyn til Prins Christians fremtid?

Kronprinsen:

»Det tænkte jeg meget over, specielt op til hans fødsel. ’For Søren, bliv derinde i din mors mave. Du skal ikke ud i den store, voldsomme verden!’«

Kronprinsessen:

»Neeej ... Vi skal sørge for, at han bliver så godt rustet, at han kan modtage alle de udfordringer, som kommer. At han bliver en glad dreng og får chancen for at leve et liv som alle andre, men alligevel med denne forskel ... Og at han kan bære det med stolthed. Han skal være stolt af den, han er. Der vil naturligvis være tidspunkter i hans liv, hvor han måske ikke gider at have det forventningspres på skuldrene. Her er det vores opgave at støtte ham.«

Kronprinsen:

»Han skal da stille spørgsmål til tingene hen ad vejen. Hvorfor reaktion­erne er, som de er over for ham. Det vil han da gøre, og her vil vi naturligvis være 100 procent til stede. Hvis man skal sige det kort, så er det vores håb, at han skal leve som et almindeligt menneske i en ualmindelig verden. Men der vil da være tidspunkter, hvor han vil opleve det svært at være anderledes.«

Kronprinsessen:

»Sådan har alle børn det. Man vil helst være ligesom alle andre. Man vil ikke skille sig ud på nogen måde. Man vil høre til i fællesskabet.«

Hvis Kronprinsen skulle skrive et brev til sig selv som ung mand, hvordan skulle det så lyde?

»Jeg ville skrive, at jeg var så heldig at få en masse frihed forærende. Både på de indre og ydre linjer. Jeg fik virkelig mulighed for at udvikle mig selv og gøre mig mine erfaringer, og det har været guld værd. Det kunne jeg ikke have købt mig til. Det var fedt, at jeg fik den frihed og de oplevelser. Og at jeg fik mulighed for at bevare min nysgerrighed og udfordre mig selv både fysisk og psykisk.«

»I Frømandskorpset, for eksempel, var der mange gange, hvor man tænkte: ’Det var ikke dig, der gjorde det dér!’ Du ville aldrig have troet det, men du klarede det på en eller anden mystisk måde. Ved at bearbejde tingene og lytte til sine egne tanker, kom man igennem det. Når man stod over for et eller andet måleligt krav, der skulle honoreres, og ellers var det bare farvel og tak med god samvittighed, men slukøret, ikke?«

»Det gav en stor selvindsigt og mod. Jeg blev klar over, at man rent faktisk kunne sætte sig nogle ekstreme mål. Og klare dem. Fysisk velvære giver en god psykisk balance, så jo, det har også været en hjælp med hensyn til min fremtidige opgave som regent. Det gælder alle mennesker, at man bliver opmuntret af fysisk udfoldelse.«

»I mit brev ville jeg skrive, at det er vigtigt at få friheden til at opleve. Uden at ville virke ophøjet, så vil jeg henvise til en enkelt sætning fra Piet Hein: »Husk at elske, mens du tør det. Husk at leve, mens du gør det.« Det kunne man sige til sig selv set i bakspejlet, for som teenager kan man ikke overskue sit liv, men man lever meget intenst og har en masse følelser. Så ja, man skal ikke glemme at elske.«

Har Kronprinsessen også et råd til Dem selv som teenager?

»Jeg synes, man lærer meget af de erfaringer, man gør sig hen ad vejen. Jeg tror på, at man skal leve i nuet og se fremad, selvom jeg ikke altid husker på det. Men jeg tror på det. Jeg er sikker på, at jeg kunne give mig selv masser af råd i dag med tilbagevirkende kraft, men jeg tror ikke, jeg ville have været i stand til at tage imod det, da jeg var teenager eller yngre, for på det tidspunkt havde jeg ikke den erfaring, jeg har i dag. Jeg tror, jeg ville sige til mig selv: »Held og lykke på rejsen.«