Kronprinsparret - kapitel 1: »Vi begynder dagen med at lave havregrød«

For første gang fortæller kronprinsparret over to kapitler om glæderne og udford­ringerne ved at være blevet en familie. I dette første kapitel fortæller de om deres syn på børneopdragelse og om kærligheden til hinanden og børnene. Om ikke at være pylret over for sine børn, om at vise store følelser offentligt og om, hvor svært det kan være, når pressen går for tæt på.

Prins Christian spiser rugbrødsmadder og prinsesse Isabella får babymos, inden de skal puttes til middagsluren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard

Ilden knitrer i kaminen, da vi træder ind i kronprinsparrets hyggelige dagligstue i Kancellihuset ved Fredensborg Slot. To store julesokker med »Isabella« og »Christian« broderet på skafterne ligger på sofaens armlæn. En enkel lyskæde glimter i magnoliatræet uden for vinduerne.

Kronprins Frederik lægger en ekstra knude brænde på ilden; nikker imødekommende til gæsten og slænger sig hjemmevant i den bløde »trelængede« sofa ved siden af kronprinsesse Mary. De er begge afslappet klædt. Kronprinsen i slidte cowboybukser og stor sweater, Kronprinses­sen i smalle jeans og lille, ternet uldjakke.

På det kvadratiske sofabord mellem os står en skål med småkager og to kander med henholdsvis kaffe og grøn te. Krusene er Mega Mussel fra Royal Copenhagen.
Det er første gang, kronprinsparret inviterer pressen indenfor i deres private hjem.

I det ene hjørne bag langbordet med de højryggede spisebordsstole ligger en stor bunke legetøj. Dagligstuen er indrettet med moderne, bekvemme møbler med plads til både leg, familiehygge og samvær med vennerne. Det er her, kronprinsparret slapper af om aftenen, når børnene er lagt til ro, og de sammen kan »drikke et glas rødvin og kigge hinanden i øjnene«.

Gennem de hvidsprossede vinduer og dobbeltdørene skimtes haven med de vinternøgne træer. Under ét af dem står to barnevogne. Den ene er en ældre model. Barnevognen har tilhørt Dronning Ingrid, som benyttede den til sin ældste datter. Dronning Margrethe fandt ved et tilfælde sin gamle barnevogn i et bevaringsrum på Fredensborg, og i foråret fik hun den restaureret og forærede den til kronprinsparret.

»Min mor brugte den hverken til min bror eller jeg, da vi var små, så den har sprunget en generation over. Men Dronningen syntes, det var sjovt at få den sat i stand. Hun var meget stolt og glad, da hun kom og forærede os den. Nu bruger vi den til Christian, når han skal sove til middag, for den er lidt større end en almindelig barnevogn,« fortæller kronprins Frederik.

Prinsesse Isabella sover også til middag, mens interviewet med Berlingske finder sted. Den nu otte måneder gamle prinsesse ligger i sin egen barnevogn, som står tæt ved hendes brors under træet i haven bag Kancellihuset.

Kronprinsparret lægger ikke skjul på, at det har været en stor omvæltning at blive en lille familie. Og at der er sket rigtig meget, siden brylluppet stod i Københavns Domkirke i maj 2004. Men de lader til at have fundet en god rytme, og Kronprinsparret nyder tydeligvis at være småbørnsfamilie. Også selvom det til tider går ud over nattesøvnen.

Kronprinsen:

»Vi har jo selv begge børn om natten. Christian sover ikke i vores soveværelse mere, men det gjorde han, til han var omkring ti måneder og så længe, han var dybt afhængig af sin mor. Nu har han sit eget værelse, og Isabella er selvfølgelig stadig hos os. Christian har vi også kontakt med om natten via hans babyalarm, så hvis han får dårlige drømme, eller der er noget andet, kan vi hurtigt smutte ind til ham.
Alt er gået så stærkt. Man burde næsten skrive dagbog, for der sker så meget med de små mennesker. Vi fotograferer dem selvfølgelig løbende og optager dem også på video ind imellem. Vi må se at få taget os sammen til at få det systematiseret lidt.«

Kronprins Frederik tilføjer, at ordet »stort« i hans øjne meget godt sammenfatter dette at have stiftet familie.

»Det er både hjerteligt stort, men sørme også fysisk stort og omfattende. Det tvinger én til at blive mere organiseret, og det er både rart og nødvendigt. Måske især med vores tilværelse, fordi andre sysler hele tiden griber ind i vores hverdag. Vi har ikke en fast dagligdag fra otte morgen til seks aften. Vores arbejde kommer i doser, og det kommer når som helst.«

Kronprinsessen:

»Tiden bliver mere kostbar, når man får børn. Der kommer en ny dynamik i spil, og det er meget krævende. Man skal finde en ny balance for at få alting til at hænge sammen, som det gjorde før. Til gengæld har vi en større fleksibilitet i vores hverdag end så mange andre mennesker, og vi har god hjælp og støtte i hverdagen fra vores medarbejdere. Vi skal for eksempel ikke selv vaske gulvet eller købe ind i supermarkedet.«

Kronprinsparret fortæller, at begge deres børn har været gode til at sove igennem. Dog har det knebet lidt med prinsesse Isabella de seneste par uger. Med Kronprinsessens ord er der gået »lidt glip i systemet«.

»Måske er der tænder på vej, eller måske vokser hun bare. Isabella er i det hele taget langt mere temperamentsfuld end Christian. Han var en usædvanlig rolig og mild baby. Isabella kan være helt vildt glad, og så kan hun blive helt vildt vred. Men børnene er jo også to forskellige køn. Jeg har hørt fra mine veninder, at piger tit er mere hidsige end drenge som babyer. Men ellers er hun meget rolig, og når hun smiler, kan man ikke gøre noget som helst ...«

Kronprinsen:

»Nej, så er man solgt til stanglakrids.«

Trods en travl hverdag prioriterer kronprinsparret at være tæt sammen med deres børn. De lægger vægt på som et minimum selv at »starte dem op og lukke dem ned«, som kronprins Frederik formulerer det.

Kronprinsen:

»Morgenritualet består i, at den ene af os tager Christian op, får ham skiftet hurtigt og så ned i pyjamas. Så går vi ud i køkkenet og laver »havremad«, som Christian kalder det. Det er selvfølgelig god, gammeldags havregrød. Det holder jo én rigtig godt i gang.«

Kronprinsessen:

»Når vi så har lavet havregrøden, sidder vi alle omkring spisebordet. Også Isabella, som nu er stor nok til at sidde i sin høje stol. Hun får også lidt havregrød, og så snakker vi og spiser, og Ziggy (kronprinsparrets hund, red.) løber ud og ind. Det er rigtig hyggeligt. Når Christian er færdig med at spise, leger han og laver sjov med Ziggy, inden han skal have tøj på og ned i vuggestuen.«

Afleverer De selv prins Christian i vuggestuen?

Kronprinsen:

»Vi henter og bringer ham selv så meget som muligt. Og det er ikke noget, man skal tage sig sammen for at gøre. Det er så naturligt og dejligt, og han er glad for, at vi følger ham derned. Han er i det hele taget meget glad for at være i vuggestuen. Når vejret er til det, kører jeg ham derned i »Christiania«-cyklen, men lige nu er det lidt koldt, og han vil ikke have sine vanter på. Der er jo de der kontrære perioder, hvor man ikke gider have vanter og elefanthue på, og så står man der ... Men så kører vi ham derned i bil.«

Kronprinsessen:

»Det er nu mest dig, for nu har vi også Isabella, så vi deler det lidt op mellem os.«
Kan De undgå nyfigne blikke fra de andre børn og forældre i vuggestuen?

Kronprinsen:

»Jeg synes, det foregår helt afslappet. Det er jo sådan en lidt hurtig pakkeafleveringscentral for forældre, og jo mere de ser os, jo mere falder vi naturligt ind i billedet. Og i og med at man siger godmorgen og lige hilser hurtigt på hinanden, bryder det helt naturligt facaden. Der er ikke flagallé hver dag!«
Skal Isabella begynde i den samme vuggestue?

Kronprinsen:

»Vi har i hvert fald skrevet hende op, så må vi se til den tid, om det passer til hendes udvikling og hendes personlighed. Men det er altid godt at være forberedt.«
Prins Christian er blevet ferm til at tale og kan også sige enkelte engelske ord, fortæller Kronprinsessen:

»For det meste taler vi dansk med ham. Men Christian kan efterhånden mere og mere engelsk. Han får det også fra min familie og mine venner, og han kan sige både »granddad« og »grandpapa« og »farmor«. Han har helt styr på det og er i det hele taget virkelig god til at tale. Han taler tydeligt og siger rigtige sætninger, så han er godt på vej, hvis jeg selv skal sige det.«

Kronprinsen:

»Ja, han farer af sted og er ikke bange for at prøve sig selv af. Han har også et stort ordforråd, og han kan komme med nogle formuleringer, hvor vi tænker: ’Hvor har han det fra?’ Dét har vi også fået bekræftet fra pædagogerne i vuggestuen. Han plaprer ikke bare efter som en papegøje, men virker som om han overvejer, hvad han siger.«

Kronprinsessen:

»Christian er også god til at aflæse kropssprog og ansigtsudtryk, og det skyldes måske, at han møder så mange forskellige mennesker i huset til hverdag; han får mange indtryk fra alle mulige mennesker, som han kommer til at hilse på i løbet af dagen.«

Kronprinsen:

»Ja, vores medarbejdere kan jo ikke lade være med at henvende sig til ham, så han skal svare på alt muligt og forholde sig til mange ting. Han kan også finde på at gå ind på deres kontor og pille ved ting, forstyrre deres arbejde og lave lidt ballade – som for eksempel at tegne på det store whiteboard med vores kalender. Men nu har han vist fået at vide, at han kun må tegne ét bestemt sted på tavlen.«

Hvordan forberedte kronprinsparret sig på at blive forældre? Læste De for eksempel Jesper Juhls »Det kompetente barn« eller andre bøger om at blive forældre?

Kronprinsessen:

»Man kan læse rigtig meget om det, men man ved ikke, hvordan virkeligheden bliver. Vi læste da forskellige bøger, men jeg tror, at det vigtigste var familie og venner, som man kunne spørge til råds. For mit eget vedkommende var mine søstre en stor hjælp, især de første måneder efter vi fik Christian. At man lige kunne ringe og spørge, hvis der opstod et eller andet.«

Kronprinsen:

»Jeg spurgte også min bror til råds om, hvordan han bar sig ad med sine to gutter – specielt første gang. Jeg vil ikke sige, at man kopierer noget direkte, men det er meget rart at samle inspiration fra forskellig side og så sige til sig selv: ’Vi er, som vi er, og vi er ikke en kopi af andre forældrepar.’ Man kan ikke bare kopiere andre 100 procent.«

Kronprinsessen:

»Ja, det er meget vigtigt, for dét, der fungerer for os og vores dagligdag, er ikke nødvendigvis det samme, som fungerer for andre. Alle familier er jo forskellige. Men rutinerne er vigtige for os. Det giver os en sikker fornemmelse, at børnene følger rutinerne, uanset om vi er hos dem, eller de bliver passet af barnepigen. Selvfølgelig er det kun mig, som kan stå for amningen. Men børnene selv og barnepigerne ved, hvornår de skal sove og spise, og det er en tryg fornemmelse, når man er væk fra dem.«

Kronprinsen:

»Det fungerer godt, synes jeg, og helt fra børnene var spæde har det faktisk været sådan, at Mary og jeg har haft vore aftener sammen, så vi reelt har kunnet sætte os ned, drikke et glas vin og kigge hinanden i øjnene og sige: ’Puh, nu er vi her!’«

Husker Kronprinsen også faste rutiner fra Deres egen barndom?

»Uha, nu er det et spørgsmål, hvor langt man husker tilbage. Men jo, det havde vi faktisk. Dels blev min bror og jeg næsten opdraget som tvillinger. Der er kun lige akkurat tolv måneder imellem os. Vi havde også en fast barnepige, som vi var meget sammen med. Dels var der selvfølgelig rutinerne omkring måltiderne og sidenhen lektierne, da den tid kom.«

Men De og prins Joachim var ikke så meget sammen med Deres forældre i dagligdagen?

»Tiden var en anden dengang. Mine forældre fik ret hurtigt børn, efter de blev gift, og det var to forskellige kulturer, der skulle falde i hak. Og så må man ikke glemme, at min mor blev dronning som kun 32-årig og stod over for den store udfordring at skulle udfylde sin nye rolle som monark.«

»Jeg kan huske, da jeg selv fyldte 32 år, at jeg tænkte: ’Hold da op, hvis jeg pludselig skulle det samme igennem, som min mor skulle dengang.’ Men jeg kan også huske, at jeg for mange, mange år siden besluttede, at når min tid kom, så skulle det være med børnene også, så vidt det var muligt. Det har jeg altid været helt overbevist om. Jeg var spændt på, om tankerne nu også blev til virkelighed, og det er de blevet, kan jeg hilse og sige.«

Kronprinsesse Mary tilføjer, at hun synes, det er »lidt synd«, at der er en opfattelse af, at kronprins Frederik og prins Joachim ikke havde nok tid sammen med Dronningen og Prinsgemalen under deres opvækst.

»Når jeg tænker på de minder, du har delt med mig om din mor og far og de sjove og rare historier, jeg hører fra din familie om dengang, I var børn, så har jeg indtryk af, at I tilbragte meget mere tid sammen, end folk tror. Jeg synes, der er blevet sat alt for meget fokus på, at I som helt små ikke spiste jeres måltider sammen. Det betyder jo ikke, at I ikke var sammen i løbet af dagen.«

Kronprinsen:

»Det har du ret i. Jeg glemmer aldrig den forargelse, det vakte, da min bror og jeg – jeg tror det var i forbindelse med min mors 50 års fødselsdag – fortalte, at vi først havde spist et måltid sammen med vores forældre i en alder af fire år. Men vi fortalte det jo bare, fordi det var helt naturligt for os. Hvis det havde været en dårlig oplevelse, havde vi sikkert ikke fortalt om det. Så for os var det slet ikke så slemt, som det måske kan lyde for andre mennesker.«

Kronprinsparret fortæller, at de er »overraskende« enige om opdragelsen af deres børn.

Kronprinsessen:

»Man skulle måske tro, vi havde en forskellig opfattelse, fordi jeg kommer fra Australien, og Frederik kommer her fra Danmark, og samtidig har vi en meget forskellig familiebaggrund. Men vi er meget ens omkring lige præcis opdragelse. Vi er enige om, hvordan vi passer børnene og sørger for, at de har det godt, og det viser jo bare, at vi har fået nogle af de samme grundlæggende værdier gennem vores opvækst.«

»Faktisk er vi overraskende enige, synes jeg. Og dette med at have børnene sovende i soveværelset, det har været den rette måde for os begge to. Og så må jeg sige, at vi har været heldige, fordi begge vores børn har været gode til at sove. Ellers havde det været meget sværere, og så havde vi også været nødt til at trække mere på de dejlige barnepiger, vi har.«

Hvilke værdier vil De gerne give videre til Deres børn?

Kronprinsen:

»De skal have en sikker havn. Sådan husker jeg også min egen opvækst.«

Kronprinsessen:

»Jeg tror, vi er enige med hensyn til de store, overordnede linjer. Jeg er også vokset op i et trygt og kærligt hjem, og det vil vi gerne give videre til vores børn. Hvis man taler om detaljerne, er det lidt sværere, fordi børnene stadig er så små. Vi tager begge to tingene lidt hen ad vejen. I min familie var man også meget konsekvente, og det er noget, du Frederik, taler meget om, og jeg er enig med dig.«

Kronprinsen:

»Vi prøver at lave så meget som muligt sammen med børnene om morgenen og om aftenen. Man kan sige, at vi starter dem op og lukker dem ned, og det er meget herligt. Det overordnede er kontinuiteten, men man skal ikke glemme det allervigtigste – kærligheden til dem. At man kan øse af sin kærlighed over i dem.
Jeg kan huske, at det var en kæmpe oplevelse for mig første gang, at den lille dreng dér – Christian – slog armene om ens hals. ’Aj, det sker ikke,’ tænkte jeg. Det er så vældigt. Og det ser jeg da som et resultat af, at vi har været så meget sammen med ham helt fra begyndelsen. Samtidig er det så spændende at være sammen med sit lille barn.«

»Men at han kun seks måneder gammel kunne give udtryk for sin kærlighed på den måde ... Det er kun tegn på, at det er noget, man aldrig må give afkald på. Også selvom vi godt ved, at vi har nogle stramme tidsskemaer til daglig. Men igen. Man kan godt koncentrere sig 100 procent om sine børn, når man er sammen med dem, og jeg oplever hans reaktion som tegn på, at han føler sig tryg.«

Kronprinsessen:

»Vi kan også se det på den måde, Christian kommer ind i et rum fyldt med voksne mennesker. Han er helt rolig. Han føler sig faktisk godt tilpas i situationer, som man ellers kan gætte på kan virke lidt overvældende for et barn. Han virker meget tryg og glad.«

Kronprinsen:

»Ja, det oplevede vi også til Isabellas barnedåb, hvor vi havde et udendørs frokostarrangement. Christian gik bare rundt på egen hånd blandt de forskellige borde og sludrede med folk. Vi er ikke pylrede med ham. Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal vende ryggen til ham og lade ham gå helt alene. Men han skal have lov til at prøve sig selv af, og så kan det godt være, at han får nogle blå mærker, men man skal også passe på med at overbeskytte ham. Han skal ikke lægge hånden på en kogeplade, men det gør ikke noget, hvis han kommer lidt for tæt på kaminen dér og fornemmer, at det er en varmekilde, han skal holde sig fra.«

Kronprinsessen:

»Måske er moren lidt mere pylret ... Men Christian har en god selvtillid, og det er meget vigtigt. Lige nu handler det meget om at give kærlighed og tryghed og nyde Christian. Samtidig er det også nu, vi skal begynde at være lidt mere konsekvente. Han kan ikke få lige præcis, hvad han vil have, når han vil have det.«

Er der en slapper og en strammer, hvad angår opdragelsen?

Kronprinsen:

»Nej, og det kunne også nemt komme til at lyde, som om den ene af os er en rappenskralde, uanset hvem af os, det måtte være, og det synes jeg ikke er tilfældet. Den af os, der er tættest på, tager over lige nu og her. Det er ikke raketvidenskab. Det er bare at gøre det.«

Kronprinsessen:

»Det er også vigtigt, at børnene får den samme besked og de samme retningslinjer fra os begge. At de ikke bliver behandlet på én måde af den ene, og på en anden måde af den anden. Dér skal vi stå som et enigt hold. Det bliver endnu vigtigere, når de bliver ældre, men derfor kan vi jo godt øve os på det ...«

Som småbørnsfamilie kan det tit være svært at få tid til hinanden som par. Kan det også knibe for Dem?

Kronprinsen:

»Ja, men her tror jeg bare, at man må være tålmodig. Med Christian var vi 100 procent på, og så tænkte jeg, at når man nu får nummer to, bliver det nok ikke som at lande på månen igen. Det bliver nok 50 procent oveni. Men det passer ikke. Det er dobbelt op, og det er helt fint. Og så kan man da blive træt og have mindre overskud, når man har lagt børnene, og vi sidder her, hvor vi også sidder lige nu. Men her skal tålmodigheden sejre, og senere kommer der en masse tid tilbage.
Man må se fremad og forsøge at finde små oaser eller små øde øer med palmetræer på, hvor man kan lægge sig lidt i skyggen og slappe af – sådan billedligt talt. Og du er også med, Mary! Men det er klart, at man ikke kan improvisere på samme måde som før, man fik børnene.«

Kronprinsessen:

»Det er også svært at være væk fra børnene, så når man har fritid, vil man gerne tilbringe den sammen med dem. Det er jo heller ikke sådan, at man mister hinanden, fordi man er sammen med børnene. Det er bare en anden måde at være sammen på, og det er noget af det bedste.«

»Det er klart, at vi nogle gange har travlt hele dagen og måske også skal ud til noget om aftenen. Men to dage senere har vi så lidt mere fritid, hvor man kan løbe en tur sammen med børnene, ride på heste eller bare have en dejlig middag herhjemme og se en film.«

Hvad har det betydet for Kronprinsen at blive far?

»Man opdager jo lidt skjulte sider af sig selv, ikke? Kun til det bedre, hvis jeg selv skal sige det. Først og fremmest er man optændt af forventningens glæde. Hvordan vil man reagere? Alle de følelser, der kommer op i én, og det er primært kærlighed til de små skabninger, som vi har fået. Måske er der nogle mænd, som har svært ved at erkende de følelser, men det er jeg ligeglad med. Jeg synes, det er så fantastisk at opleve de overvældende følelser. Det er så stort.«

Kronprinsen har ligefrem ry for at være en blød mand?

»Ja, og så er der nogen, som siger, at man ikke er en mand af tiden, eller også er man en mand af tiden. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er moden lige nu. Måske kan man sige, at jeg er mig selv af tiden. Og så kan man glæde sig over, at det åbenbart vækker en vis genklang i befolkningen. Derfor generer det mig heller ikke at fælde en tåre på offentlige steder i forbindelse med store familiebegivenheder.«

Dette med at blive voldsom bevæget, hvornår skete det for Dem første gang?

Kronprinsen:

»Da vi skulle giftes. Da var det rigtig, rigtig svært at holde følelserne tilbage, og så tænkte jeg ved mig selv: ’Skidt med det.’ Jeg har noget helt specielt med kirkelige rum. Klangen i en kirke er meget sakral, som det hedder i fagsprog. Den der ophøjede stemning og orgelmusikken. Nogle mennesker oplever det som en dyster klang, men mig rammer den dybt ind i marv og ben på den gode måde. Og det kunne jeg godt mærke til de tre-fire prøver, vi havde i domkirken op til vores bryllup. Jeg oplevede det heller ikke som noget, der gik galt, da jeg blev bevæget. Det var fantastisk. Jeg husker og nød hvert sekund i kirken.«

Var De i stand til at abstrahere fra hele det mediecirkus, der var omkring Deres bryllup?

Kronprinsen:

»Det synes jeg faktisk, ja. Og det kan man godt føre frem helt til, hvor vi sidder i dag. Jeg holdt mig hele tiden for øje, at det ikke måtte overskygge den fantastiske glæde og lykke ved både privat og officielt at skulle give hinanden vores ja dér i kirken. Det officielle var, at hele verden kiggede på. Det private var, at der stod to mennesker alene foran alteret, som vidste, at de elskede og elsker hinanden og var lykkelige over dette.«

»For os handlede det om at gøre øjeblikket til et privat øjeblik. For mit vedkommende kan det køres ned til, at om der have været propfyldt i kirken, eller om der blot havde været ét vidne på bageste række, så havde øjeblikket været lige så grandiost. Det væsentligste ved de sekunder var at huske, hvad det er, man går op til ved alteret. At det ikke bare handler om en hvid brud, som ser perfekt ud, men om, hvad der foregår herinde i hjertet.«

Hvilke tanker gør kronprinsparret sig om børnenes fremtid i lyset af den kolossale mediebevågenhed?

Kronprinsen:

»Vi er meget glade for den medleven, der er i befolkningen omkring vores familie. Ved forskellige begivenheder bliver der ofte spurgt, om vores børn ikke kan komme med, og forleden dag var Christian med til et mindre formelt arrangement. Her kan jeg se med min egen fortid, at det er godt at inddrage børnene, for jo tidligere vi gør det stille og roligt, jo bedre kan de klare det senere hen.«

Kronprinsessen:

»Vi er meget bevidste om den opgave, det er, at få dem så godt klædt på som muligt, så de kan møde udfordringerne. At vi får dem rystet så godt sammen, at de har den selvtillid, der skal til. Og som Frederik lige har sagt, at de kommer lidt med og får lidt erfaring. At det ikke er noget fremmed, som de skal tage hensyn til, men at det stille og roligt kommer ind i deres liv fra starten. For det bliver en stor del af deres liv.«

Kan det ikke virke skræmmende som forældre?

Kronprinsen:

»Når jeg kigger tilbage på min egen ungdom, så er medierne i dag langt mere omfattende, ikke mindst de elektroniske. Alt bliver kortlagt, og det spredes over hele verden. Selvfølgelig kan man ikke stoppe sådan en udvikling, men man kunne ønske sig, at der var en større bevidsthed og ansvar omkring brugen af medierne. Det gælder både den enkelte journalist og også mand og kvinde – for eksempel med hensyn til mobilfotos.«

Kronprinsessen:

»Men man skal passe på med at generalisere, for det drejer sig om få mennesker. Generelt er den danske befolkning meget glade for at se deres kongelige familie komme gående ned ad gaden. Og når vi går tur i parken i Fredensborg, opfattes vi bare som enhver anden familie. Den samme følelse har jeg, når jeg færdes nede i Fredensborg by. Folk hilser venligt, og mere er der ikke i det. Det er sjældent, man bliver mødt med kameraer fra almindelige mennesker. Det er noget andet ved officielle begivenheder, men generelt synes jeg, at danskerne er gode til at respektere afstand.«

Hvordan har Kronprinsessen personligt oplevet tabet af Deres anonymitet?

»Det er meget svært at sætte ord på, synes jeg. Det var en glidende overgang, en proces. Men det ramte mig for alvor, da vi fik vores første barn, Christian. Pludselig er man meget mere sårbar. Man vil jo for alt i verden beskytte sine børn, og det gik op for mig, at der er ting, som jeg ikke kan beskytte dem imod, og at de for altid skal leve med det pres at være i offentlighedens søgelys. Til tider har det føltes som en meget høj pris at betale, men så kigger jeg på det, jeg har fået for at betale den pris, og jeg vil ikke bytte. Jeg kigger på min elskede mand og de børn, vi har skabt sammen; det dejlige land, som jeg lever i til hverdag nu, og som er mit hjem, og hvor mit hjerte er. Jeg føler mig dejligt hjemme her i Danmark. Jo mere jeg har lært både Danmark og danskerne at kende, jo mere holder jeg af det.«

»Nogle gange har det været en høj pris at betale, men det er en pris i forhold til min rolle som kronprinsesse. Det er dér, opmærksomheden kommer ind. Til gengæld sætter det mig i en unik position til at skabe opmærksomhed om nogle vigtige sager. Jeg kan være med til at gøre en forskel, så på den led er jeg glad for opmærksomheden. Men når den rammer det private, kan det godt være svært, og det tror jeg aldrig, jeg kommer til at vænne mig til. Jeg har aldrig søgt efter at være i centrum. Jeg er lidt genert. Så ja, til tider har det været en høj pris, men jeg vil ikke bytte, og det jeg har byttet til, gør mig til den person, jeg er i dag. Og det er jeg utrolig lykkelig for.«

Hvordan har Kronprinsen støttet Dem i den proces?

»Frederik har hjulpet mig utrolig meget. Han giver mig det perspektiv, som skal til. Og det kommer fra hans erfaring, for han har haft det inde på livet altid. Den erfaring – og så bare hans kærlighed, når der for eksempel er nogle dårlige forsider i bladene. At jeg ved, han står bag mig, og at det nok skal gå.«

Hvad siger Deres Kongelige Højhed til Kronprinsessen?

»Prøv at skøjt hen over det!«

Respekterer pressen hoffets henstilling om at skåne Deres børn?

Kronprinsessen:

»Det synes vi faktisk, og det er vi meget taknemmelige for, og vi håber, det fortsætter. For som Frederik og Joachim har fortalt mig, så fik de lov til at gøre ting, som ikke lykkedes, uden at blive dømt foran alle. De fik lov til at leve deres liv og prøve ting af, uden at være bange for, at det skulle mislykkes. Vi håber, at pressen følger den politik også i forhold til vores børn. Da Christian begyndte i vuggestuen, lod vi medierne få lov til at fotografere ham den første dag, og så bad vi om, at pressen efterfølgende lod ham være i fred, og det har de gjort. Det er jeg også glad for – ikke mindst, når jeg kommer og afleverer ham iført træningsbukser lige ud af sengen ...«

Men det må ikke være lige morsomt at vågne op til diverse historier i den kulørte presse? Får De aldrig lyst til at svare igen?

Kronprinsessen:

»Nogle dage er sjovere end andre. Men nej, der er ingen grund til at svare igen. Hvis vi skulle kommentere på den ene artikel den ene dag og den anden artikel den næste dag, kunne vi ikke bestille andet.«

Gælder det også en bog som Ekstra Bladets »1015 København K«, der udelukkende bygger på anonyme kilder?

Kronprinsen:

»Ja, jeg har hørt om den. Vi vil ikke kommentere på den bog. Jeg tror, den har kørt sit liv. Helt generelt har vi dog en god dialog med pressen i Danmark, og vi respekterer det forhold, selvom der til tider opstår lidt uligevægt. Det piner nok Kronprinsessen mere end mig. Også fordi den udenlandske presse har en tendens til at kopiere den dårlige presse herhjemmefra og henvise til såkaldte royale eksperter, osv. Men så må vi sige til hinanden, at vi heldigvis ved, hvor vi står i forhold til hinanden. Og det er det afgørende.«

Kronprinsessen:

»Ja, man kan kun prøve at grine ad det, og som Frederik siger: Vi ved selv, hvordan virkeligheden er, hvor højt vi elsker hinanden og den dejlige familie, vi har skabt. Vi må bare se hinanden i øjnene og sige: ’Det passer ikke!’ Heldigvis ser man ude omkring i landet, at kiosker ikke vil sælge bladene, hvis de går over stregen, og man ser også boghandlere, der ikke vil sælge den bog i deres butik. De tager personlig stilling til det.«

Kronprinsen:
»Og så er det jo fint, at der i dag er et hav af mennesker, som elsker at kommentere på det ene og det andet. Om det nu er vores familie eller politik, så det behøver vi ikke beskæftige os med. Der er jo nærmest kø for at komme til orde. Det er vores frihed.«

Julefreden synes da også helt uforstyrret hjemme hos Kronprinsparret, og som gæst befinder man sig ualmindelig godt i den venlige atmosfære, der hersker i Kancellihuset. Julen fejres i Århus på Marselisborg Slot sammen med den øvrige kongelige familie, sådan som traditionen byder.

Til slut må vi høre, hvordan Kronprinsparret doserer julegaveræset – prins Christian må jo være kommet i gavealderen?

Kronprinsen:

»Ja, han synes, at alt, hvad der er pakket ind, er en gave til ham. De første to-tre år af børns liv er det vældig billigt, men så bliver det pludselig dyrt!«

Kronprinsessen:

»Vores holdning er, at Christian kun får nok gaver til, at han kan værdsætte hver enkelt. Det oplevede vi også til hans fødselsdag. Han flåede ikke bare papiret af og gik videre til den næste pakke. Han var glad og interesseret i hver gave. Han fik ikke så mange. Lige nu har han sin pakkekalender, som Dronningen har broderet og selv kom og forærede ham. Den hænger i vores spisestue, og så får han en lille gave hver morgen. Bare små ting – nogle rosiner eller en lille bil.«

Sender befolkningen også gaver til Deres børn?

Kronprinsessen:

»Christian og Isabella er blevet begavet med mange gode og børnevenlige ting. Og vi vil også gerne benytte lejligheden til at sige, at vi er meget glade og taknemmelige for den store opbakning fra befolkningen, og at så mange mennesker følger med i vores liv. Vi får så mange lykønskninger fra både børn, unge og ældre. Det er noget, som vi sætter stor pris på.«

Kronprinsesse Mary smutter ud af stuen et par minutter, og da hun kommer tilbage, har hun prinsesse Isabella på armen. Den lille prinsesse er iført strømpebukser med bamse på numsen og matchende kjole i gammelrosa babyfløjl. På fødderne har hun små sokker, strikket af moskusuld. Hun har arvet dem fra sin storebror, og »de er ved at være for små«. Hun »taler« livligt og kigger nysgerrigt på Berlingskes udsendte.

Efter et par minutter, hvor vi taler babysprog, rækker Kronprinsessen som enhver anden stolt mor sin lille pige over til mig.

»Hvor er hun dog rank og fin,« siger jeg.

Kronprinsen:

»Ja, præcis som sin mor.«

Klik og læs andet kapital af det eksklusive interview med Kronprinsparret.