Nyhedsvarsel
Samfund

Kronprinsessen indlagt for at føde

Kronprinsesse Mary er blevet indlagt på Rigshospitalet med henblik på tvillingefødsel. Det oplyser Hoffet.

Kronprinsesse Mary er blevet indlagt for at føde de kongelige tvillinger.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ifølge Hoffet blev kronprinsessen indlagt på Rigshospitalet klokken syv for at føde de længe ventede tvillinger.

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik har dermed udsigt til inden for kort tid at blive forældre til deres tredje og fjerde barn.

Fødslen kommer ikke som nogen overraskelse, men Hoffet har holdt kortene tæt til kroppen og ikke villet angive den præcise termin. I stedet har det heddet, at fødslen ville finde sted i januar.

Erfarent hold skal hjælpe til
Den kongelige tvillingefødsel har naturligvis længe været planlagt på Rigshospitalet, hvor fødselsstuens vinduer har været afskærmet igennem længere tid.

Et erfarent team i kongelige fødsler står klar til at hjælpe tvillingefødslen på vej. Faktisk er det stort set det samme hospitalspersonale, der også var til stede ved fødslen af prinsesse Isabella og prins Christian. Dog vil der være flere til stede end ved de tidligere fødsler, da tvillingefødsler altid er mere risikofyldte end enkeltfødsler.

Klinikchef Morten Hedegaard leder fødselsteamet, der også består af jordemoder Birgitte Hillerup, jordemoder Mette Simonsen og professor Peter Damm. Du kan læse mere om holdet her.

Fødselslægen kan afgøre arvefølgen

Tidligere har kronprinsesse Mary født på en specielt indrettet stue på Rigshospitalets barselsafdeling, der populært kaldes for den "lyserød stue". Men denne gang skal kronprinsessen ifølge planen føde på en af hospitalets 13 fødestuer.

Tvillinger forløses ofte ved kejsersnit, og derfor kan det ende med, at fødselslægen kommer til at bestemme over arvefølgen, hvor tvillingerne vil blive nummer fire og fem.I den situation vil lægen nemlig skulle lægge kejsersnittet og tage tvillingerne ud.

Selvom fødestuen vil være fyldt med højtuddannede og erfarne hjælpere, får kronprinsen også en vigtig rolle under fødslen

- Under en tvillingefødsel har faderen rigtig travlt. Han skal jo både være hos sin kæreste eller kone, og midt i fødslen er han jo allerede blevet far til det første barn, mens det andet er på vej, fortæller jordemoder Pia Zilstorff.

Graviditet ikke planlagt

Kronprinsesse Mary har tidligere afsløret overfor pressen, at graviditeten ikke var planlagt. Det var dermed ikke kun en overraskelse for den brede befolkning, men også en positiv en af slagsen for kronprinsparret selv, da det viste sig, at der var kongelige tvillinger på vej.

- Jeg har altid drømt om at få mange børn. Det er altid et mirakel at få et barn. Nu er vi blevet ramt af et dobbeltmirakel, sagde kronprins Frederik i sommer.

Tidligere tvillinger ikke i arvefølgen
Der er masser af eksempler på tvillinger  i de europæiske kongehuse, og faktisk er danske konger også blevet fædre til tvillinger to gange tidligere:

I 1519 blev Kong Christian II og Dronning Elisabeth forældre til tvillingedrengene Maximilian og Philip, som dog begge døde samme år. Og i 1626 blev Kong Christian IV og Kirsten Munk forældre til tvillingesøstrene Christiane, der dog ikke  var kongelige, idet Kirsten Munk blot var kongens hustru "til venstre hånd".