Kronprinsesse sygemeldt: Skal opereres

Kronprinsesse Mette-Marit af Norge skal gennemgå et mindre kirurgisk indgreb og er sygemeldt indtil påske, oplyser det norske kongehus.

Kronprinsesse Mette-Marit blev ramt af og behandlet for krystalsyge i november 2017. Scanpix/Lise Aaserud Fold sammen
Læs mere

Oslo. Kronprinsesse Mette-Marit af Norge har i nogen tid haft helbredsproblemer og skal mandag gennemgå et mindre kirurgisk indgreb.

Det oplyser det norske kongehus kortfattet på sin officielle hjemmeside og tilføjer, at kronprinsessen vil være sygemeldt frem til påske.

På baggrund af lægens råd må den 44-årige kronprinsesse aflyse sit besøg på en bogmesse i den tyske by Leipzig 17. marts.

Det norske kongehus' assisterende kommunikationschef, Sven Gjeruldsen, ønsker over for det norske medie VG ikke at uddybe, hvad kronprinsessen fejler, eller om hendes sygemelding har forbindelse til krystalsygen, som hun blev ramt af og behandlet for i november 2017.

Krystalsyge er en sygdom i balanceorganet i det indre øre og medfører svimmelhed.

Krystalsyge viser sig ifølge sundhed.dk ved anfald af kraftig svimmelhed i forbindelse med stillingsændring, eksempelvis når man rejser sig fra sengen eller vender sig.

Ifølge sundhed.dk kan svimmelheden være meget udtalt og beskrives ofte som en karruselfølelse. Anfaldene varer som regel 10-30 sekunder og nogle gange op til 2 minutter.

Kronprinsesse Mette-Marit er gift med Norges tronarving, kronprins Haakon. Sammen har parret prinsesse Ingrid Alexandra på 14 år og 12-årige prins Sverre Magnus.

Fra et tidligere forhold har kronprinsesse Mette-Marit den 21-årige søn Marius Borg Høiby.

/ritzau/