Kronprinsen faldt overbord i Sydney

Kronprins Frederik kæntrede ud for Sydney.

Kronprins Frederik fik sig en ufrivillig vandplasker, da han skulle vise sine evner som sejler ud for Sydney.

Her deltager det nyvalgte danske IOC-medlem i en kapsejlads, der indgår i sportsstævnet World Masters Games.

Onsdag måtte sejladsen i Tasar-bådklassen aflyses på grund af dårligt vejr. Men den danske kronprins ville holde sine færdigheder ved lige og sejlede ud sammen med sin makker.

- Båden kæntrede, og de faldt begge i vandet. Men de kom op, fik kontrol over båden og kunne sejle videre, siger en talsmand for World Masters Games til nyhedsbureauet AFP.

Det store stævne med 28.000 deltagere fra hele verden åbnede i søndags, og mandag blev vist rundt på det anlæg, der dannede rammen om De Olympiske Lege i 2000.

/ritzau/